
Keramikcafé kører for fuld knald…
27. februar 2016 - kl. 0:08 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Det foregår på Voerså Museum, og foreløbig har keramikcaféen kørt torsdag aftener og fortsætter indtil påske.
På vej op ad trappen og ind i forgangen kunne tydeligt høres gennem den lukkede dør, at der var gang i sagerne, på det lille museum. Indenfor sad på rad og række en pige, en dreng og 8 voksne damer i deres bedste alder, der arbejdede ihærdigt og koncentreret, alt imens snakketøjet gik på bedste beskub, for en del af verdenssituationen skulle også ordnes samtidig.
Remedier
På den anden række borde, var der kasser fyldt med maling, grundfarve, pensler og diverse keramikfigurer samt andre ting, som kursisterne skulle bruge senere i bemalingen af figurerne.
Denne afdeling styrede kursusleder Erika Bødtker, der af og til måtte hen og finde, de rigtige pensler frem, så arbejdet blev lettere for den enkelte. Alle arbejder selvstændigt, men får kyndig hjælp og vejledning af kursuslederen. Et par gange måtte kursuslederen gøre opmærksom på, at penslerne skulle gøres ordentlig rene, for ellers ramte man ikke den rigtige farve, når man fortsatte med næste procedure på effekterne.
Kaffehygge
Helt nede for enden af rækken med borde dristede vi os til at løfte et viskestykke, som dækkede en sort bageform. Her kom en dejlig brun chokoladekage til syne, så det er ikke bare keramikcafé, det drejer sig om, men også kaffehygge.
Starter op til efteråret
– Når vi kommer efter påske, så fortsætter vi nogle gange endnu, fortæller Erika Bødtker og fortsætter.
– Både jeg og kursisterne har lyst til det, og så kiler vi bare på. Vi holder selvfølgelig sommerferie, men til efteråret starter vi op igen. Når vi kommer hen i nærheden af jul, så går dem der har lyst i gang med at male flotte juletræer, hvor der er lys i samt flotte hyggelige engle. Det foregår akkurat lige som nu, hvor der er gang i en del påskeharer og kyllinger samt andre påsketing.
På museet er der plads til flere kursister, og man binder sig ikke til noget, men kan bare møde op for at se hvad det er, der bydes på. Hvis nogen skulle være interesseret, kan man også tage en snak med kursuslederen på mobil 21 29 57 97.
Tekst og fotos Cille Strøm
- Oversigt over de arbejdende.
- Karin Berg Jensen havde valgt påskeharer at male på.
- Erika Bødtker blev forstyrret af en sms, men det er der også tid til.
- Rigmor Sørensen var gået i gang med en påskehare med en æggeskal.
- Daniel Jensen malede på en stor trold under kyndig vejledning af Erika Bødtker.
- Mitzi Hansen havde gang i juleklokker.
- Frederikke Frederiksen malede på påskeharer.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Keramikcafé kører for fuld knald...' til en bekendt