Samarbejde baner vej for bedre bredbåndsdækning
22. februar 2016 - kl. 0:07 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Business Region North Denmark (BRN) samler nu Regionen og de nordjyske kommuner om fælles regler for opstilling af master og nedgravning af bredbåndskabler. Initiativet styrker samarbejdet med private teleleverandører og baner vej for bedre dækning med bredbånd og mobiltelefoni i Nordjylland.
BRN’s bestyrelse, som består af de 11 nordjyske borgmestre samt formanden for Regionsrådet, har besluttet at udarbejde en fælles politik for opstilling af master samt fælles retningslinjer for gravetilladelser ved etablering af kabelforbindelser med bredbånd. De fælles regler baner vej for et stærkere samarbejde med private teleleverandører omkring dækning med bredbånds internet og mobiltelefoni til glæde for virksomheder og borgere i Nordjylland.
Fremtidssikret digital infrastruktur til virksomheder og borgere
Det nye initiativ indeholder flere dele, som alle har til formål at fjerne administrative barrier og lette procedurerne ved opstilling af master eller nedgravning af bredbåndskabler. Med fælles regler og én samlet nordjysk indgang for teleleverandørerne vil kommune- og regionsgrænserne ikke længere være en forhindring for den digitale infrastruktur. Det forklarer Lene Kjelgaard Jensen, borgmester i Thisted Kommune og bestyrelsesformand for BRN:
– For de private teleleverandører er grænserne på kortet jo mest til besvær, fordi de skal søge om tilladelser flere steder og ofte efter forskellige regler. Derfor giver vi dem nu et klart grundlag for et tæt samarbejde, så flest mulige virksomheder og borgere på sigt kan tilbydes en fremtidssikret digital forbindelse til omverdenen, siger Lene Kjelgaard Jensen.
Fælles retningslinjer giver positive forventninger i telebranchen
I telebranchen er der positive forventninger til den fælles mastepolitik og retningslinjerne for gravetilladelser, som i øvrigt begge er udarbejdet med afsæt i en løbende dialog med branchen. Resultatet bliver en løftestang for bredbånds- og mobildækningen i Nordjylland, lyder det fra Jakob Willer, direktør i Teleindustrien:
– Med en ensartet praksis mellem kommunerne, lavere omkostninger og fokus på muligheder i stedet for barrierer, skabes et langt bedre grundlag for udbygningen af infrastrukturen, siger Jakob Willer.
Fakta
Den kommende fælles nordjyske mastepolitik samt retningslinjer for gravetilladelser vil indeholde tre hovedelementer:
• Etablering af én indgang i den enkelte kommune til spørgsmål og ansøgninger om maste- og antennetilladelser samt en til gravetilladelser.
• Krav til mastetyper er formuleret ud fra det de skal opfylde, som f.eks. naturhensyn, tilstrækkelig dækning, så få master som muligt, fornuftig økonomi mm. i stedet for krav om en specifik mastetype.
• Ensartet model for lejepriser hos kommunerne og Region Nordjylland. Modellen er anbefalet af Energistyrelsen og lægger sig op af den model, som også Byregion Fyn og kommunerne i Region Sjælland har valgt.
BRN’s bestyrelse har principgodkendt oplæg til den fælles mastepolitik og de fælles retningslinjer for gravetilladelser. Disse skal nu færdigbearbejdes og derefter godkendes i de enkelte kommuner.
Business Region North Denmark (BRN) er et samarbejde mellem Nordjyllands 11 kommuner og Region Nordjylland. Sammen vil vi skabe fælles vækst og udvikling for hele vores region.
www.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Samarbejde baner vej for bedre bredbåndsdækning' til en bekendt