
Jytte Høyrup gæstede Sæby-Volstrup vælgerforening
21. februar 2016 - kl. 10:32 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Sæby-Volstrup Venstre vælgerforening afholdt torsdag aften den 18. februar en velbesøgt generalforsamling.
Efter valget af Ole K. som dirigent, aflagde formanden Benthe Schultz Larsen sin beretning, hvor hun kom ind på årets aktiviteter i foreningen, herunder virksomhedsbesøg på Sundhedshuset og Sæby Fiskeindustri.
Landspolitisk havde der været nogle udfordringer for partiet, som nu synes at være overvundet. Trods vanskelig ods har regeringen klaret sig godt igennem sit første ¾ år.
Bestyrelsen har til Kommuneforeningens generalforsamling fremsendt forslag om at få ændret opstillingsformen til næste kommunevalg fra alfabetisk rækkefølge af kandidaterne til den mere normale nomineret opstilling, hvor medlemmerne får indflydelse på rækkefølgen.
Kommunens nye tiltag med at høre Sæby borgere med hensyn til at få udformet en Masterplan blev hilst velkommen og alle opfordres til at deltage i de kommende borgermøder.
Efter foreløbig 19 år i bestyrelsen heraf en halv snes år som formand ønskede Benthe at overlade posten til en anden, men forsætter med bestyrelsesarbejdet som menigt medlem.
Tommy Thomsen blev nyvalgt som formand, og Rasmus Lykke og Erik Klit Christensen blev genvalgt til bestyrelsen. Der var også genvalg til suppleanter og revisorer.
Efter generalforsamlingen fik Venstres måske kommende borgmesterkandidat, Jytte Høyrup, lejlighed til at præsentere sig selv og fortælle om sin private, erhvervsmæssige og politiske baggrund og ønsker for fremtiden. I hendes fortælling om det daglige politiske arbejde i Byrådet var det tydeligt, at hun nyder stor opbakning og respekt i Venstres gruppe, ligesom hun altid forsøger at skabe gode relationer til de øvrige partier i Byrådet. Ikke helt uventet har hun sine største kompetencer inden for erhvervslivet fra sit daglige virke som leder af landets førende marmeladefabrik. En viden og indsigt som på mange felter kan komme Frederikshavn Kommune til gode, når hun fra nytår 2018 måske får mulighed for at sætte sig i borgmesterstolen. Men først skal hun som bekendt vælges ved et opstillingsmøde, som finder sted den 14. marts i år.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Jytte Høyrup gæstede Sæby-Volstrup vælgerforening' til en bekendt