
Tag mor med i byen
…
20. februar 2016 - kl. 0:19 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
”Hej Smukke” er en aften i selskab med forfatter og musiker Inez Gavilanes, der fortæller om skønhed og sin egen skønhedshistorie i en branche, hvor man fokuserer meget på det ydre. En oplagt mor/datter-aften i Manegen Sæby Kulturhus, torsdag 3. marts, kl. 19.
I 2015 udgav Inez Gavilanes bogen ”Hej Smukke” fordi hun gerne ville have os til at være glad for at være den, vi er. Samtidig er det også en bog om, hvordan vi plejer vores naturlighed. Med udgangspunkt i bogen og sine egne erfaring fortæller Inez Gavilanes om skønhed og sin egen skønhedshistorie i en branche, hvor man fokuserer meget på det ydre. Hun stiller skarpt på spørgsmålene: ”Hvad er naturlig skønhed, og hvordan anerkender og forholder i os til vores egen skønhed?
– Vi har længe talt om, at vi gerne ville lave en aften, som henvender sig til både mor og datter, og med dette foredrag, tror jeg, vi har fundet det helt rigtige, fortæller bibliotekar Merete Trap. Der er som aldrig før fokus på udseende og skønhedsidealer, og det kan være svært at forholde sig til – ikke mindst for de unge, fortsætter bibliotekaren.
Aftenen har også fokus på brugen af kosmetik og hvad kosmetikprodukterne indeholder. – Kemikalier er yt, det er meget bedre at de unge bruger naturlige og billigere ingredienser, som måske allerede er i køleskabet, lyder budskabet fra aftenens gæst, som også fortæller om og giver gode råd om naturkosmetik.
Mor og datteraften
– En oplagt mor/datter-aften, som vi håber, kan blive startskuddet til en god snak mellem mor og datter om aktuelle emner, der godt kan være svære at tage hul på, forklarer Merete Trap.
Aftenen henvender sig til unge piger fra ca. 12 år og deres mødre. Billetterne kan købes på bibl.frederikshavn.dk.
Efter foredraget er der mulighed for at købe bogen ”Hej Smukke”.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Tag mor med i byen
...' til en bekendt