Fællesskab på ski<br>…

Fællesskab på ski

8. februar 2016 - kl. 9:32 - af

På Hørby Efterskole er der tradition for, at skolens elever og lærere hvert år drager en uge på ski, for at nyde fællesskabet, naturen og skisporten. I år gik turen til det norske Dagali. Knap 130 elever og 17 lærere tilbragte en uge med at stå på ski og snowboard, kælke, tage på langrendstur i fjeldene og nyde den norske natur. Men selvom det var en skitur, så var det helt centrale i virkeligheden noget andet – nemlig fællesskabet.

– Det var en helt kanon fed tur, siger Therasa Rosengren Pedersen, der er elev på Hørby Efterskole, og som prøvede at stå på ski for første gang, da hun var med sin efterskole i Norge. – Ikke kun, fordi jeg fik lært at stå på ski, men også fordi vi virkelig oplevede, at det fællesskab, som vi har fået skabt på skolen, var med til at gøre turen helt fantastisk. Vi hyggede os sammen, og det var slet ikke noget problem ikke at have stået på ski før, for det var der mange andre, der havde, og så hjalp de bare en med at komme i gang, fortæller hun.

Sebastian Vestmark var allerede inden skituren med efterskolen en erfaren skiløber, men også han fandt turen udfordrende:

– Jeg har stået på ski mange gange, og selve området Dagali er ikke så stort, så på den måde var det måske ikke den helt store udfordring. Men jeg har aldrig prøvet at stå på snowboard før, så det fik jeg prøvet. Og så var det faktisk også rigtig sjovt at prøve at hjælpe nogle, der ikke havde stået på ski før, siger Sebastian.

Lærerne fandt på udfordringer
Netop det med at hjælpe hinanden og på den måde opleve at gøre noget sammen var en stor del af turen, og noget, som havde været helt centralt, da skolen arrangerede årets skirejse:

– Det handler om at give eleverne en reel oplevelse af det stærke fællesskab, de har fået skabt, og som er så unikt for et efterskoleophold, fortæller Sisse Holm Lundtoft, lærer på Hørby Efterskole. – Eleverne oplever fællesskabets styrke på en hel anden måde, når de bliver taget ud af de vante rammer og kastet ud i nye udfordringer. Det er her, deres sammenhold virkelig kan mærkes, fortæller hun.

Det nævnte fokus på fællesskabet var centralt, også på andre områder:

– Vi valgte netop Dagali, fordi det er et super godt sted, der ikke er så stort. Det med, at der kun var os, gjorde, at vi var sammen hele tiden også om aftenen, hvor vi hyggede os og selv stod for underholdningen. Det styrkede også elevernes oplevelse af fællesskab, siger Sisse.

Men oplevelsen af fælleskab, skulle ikke kun være som en fejring eller en dyrkelse. Eleverne blev også udfordret på deres fællesskab:

– Lærerne havde på forhånd fortalt os, at vi skulle bo på tomandsværelser og at de havde bestemt hvem, der skulle bo sammen. Det var lidt af en overraskelse, fordi vi regnede med, at vi selv måtte bestemme, fortæller Cecilie Jessen, der også er elev på Hørby Efterskole. – De havde sammensat værelseskammeraterne, så vi alle kom til at bo sammen med en, vi ikke kendte så godt. Det bragte minder frem fra skolestarten, hvor det hele var nyt, og man skule vænne sig til at have en værelseskammerat. Men vi havde jo allerede prøvet at lære at skulle tage hensyn til hinanden og at blive enige om tingene, selvom man er forskellige. Og det var dejligt at mærke, at vi allerede havde nogle erfaringer at trække på, fortæller Cecilie, der også nævner den nye værelsesfordeling som en fordel, fordi eleverne på den måde kom til at være sammen med elever, som de ikke normalt talte så meget med, eller kendte så godt:

– Vi er 130 elever, så selvom vi kender hinanden, er der jo nogle, man taler mere med end andre, det er klart. På skituren opstod der nye venskaber på kryds og tværs, og det var virkelig fedt, siger Cecilie.

Men selvfølgelig handlede turen ikke kun om fællesskab – der skulle også løbes på ski. Og her var der udfordringer for både begynderne og de, der havde stået på ski før. Dagene blev brugt på pisterne og skolen havde bl.a. arrangeret en heldagstur på langrendsski, hvor eleverne var afsted i 12 timer.

– Det var en mega hård dag, og jeg var da også ved at gå ned på et tidspunkt, fortæller Theresa. – Men jeg klarede den, mest fordi mine kammerater hjalp mig og lærerne, der var med på turen, bakkede mig op. Det er netop dejligt at mærke, at lærerne er med – de står også midt i det og kan synes, at det er hård, de sender os ikke bare afsted, men er med hele vejen, husker Theresa.

Planlægningen af næste års skitur er allerede igang, for man skal være i god tid, hvis man skal finde et sted med plads til 150 mennesker, som opfylder alle skolens krav. Men først skal ugen dog evalueres. Om det bliver Dagali igen næste år er endnu ikke besluttet, ét er dog sikkert: Hørby Efterskole rejser på skitur i fællesskabets tegn igen næste år.
fællesskab på tur copy

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Fællesskab på ski
...'
til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER