Kommunalt udvalg får opsummering om havvindmøller
5. februar 2016 - kl. 0:20 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Plan- og Miljøudvalget har på udvalgets seneste møde taget en orientering om en mulig havvindmøllepark ud for Sæby til efterretning.
Der var tale om en sammenfattende redegørelse til orientering for udvalgets medlemmer.
Af redegørelsen fremgår det, at regeringen og forligskredsen i november 2012 udpegede 6 områder til kystnære havmølleparker. Et af de 6 områder er placeret i farvandet ud for Sæby i en afstand på 4-10 km fra kysten.
Området er på ca. 60 km2, hvoraf de 44 km2 tillades anvendt til 220 MW havvindmøller. Vindmølleområdet strækker sig fra nord ud for Haldbjerg/Vangen og mod syd ud for Lyngså og har en længde på ca. 13,5 km. Området kan rumme møllestørrelser fra 3 MW (ca. 66 stk.) til 10 MW (ca. 20 stk.) med en totalhøjde på mellem ca. 137 m og ca. 220 m.
Staten har udarbejdet forslag til VVM-redegørelse med miljøvurdering og kommuneplantillæg. Forslagene har været i offentlighedsfase i perioden fra den 22. maj til den 24. august 2015. I høringsperioden er der indkommet 306 høringssvar – henholdsvis fra 8 myndigheder, 23 interessenter og 275 lodsejere. Af disse lodsejere udgør de omtrent 200 et fælles standard høringssvar. En interessent og en lodsejer har endvidere medsendt underskriftsindsamlinger fra tilsammen 758 andre borgere. Frederikshavn Kommune indsendte et høringssvar, som er bilagt til orientering.
Med udgangspunkt i høringssvarene har Staten udarbejdet en sammenfattende redegørelse, der beskriver, hvordan udtalelser og bemærkninger fra offentlighedsfasen er taget i betragtning.
I forhold til påvirkninger på landdelen af projektet er der indkommet høringssvar omkring ”Trace/linjeføring og kabelstation” samt ”Landrelateret plante- og dyreliv”. På havdelen af projektet er der indkommet høringssvar om ”Visuelle forhold og landskab”, ”Maritimt plante- og dyreliv”, ”Ejendomsforhold”, ”Turisme og rekreative interesser”, ”Støjpåvirkninger og sundhed”, ”Erhverv og beskæftigelse”, ”Alternative løsninger”, ”Signaler (lys, radarer, radiokæder og fyrsignaler)” samt ”Placering af havmøllepark”.
Center for Teknik og Miljø har gennemlæst den sammenfattende redegørelse og finder ikke anledning til at indsende bemærkninger. Forud for mødet havde kommunaldirektøren indstillet sagen til orientering for udvalget.
Plan- og Miljøudvalgets formand er Anders Brandt Sørensen (A). Endvidere består udvalget af Frode Thule Jensen (V), Erik Kyed Trolle (A), Jens Hedegaard Kristensen (A) samt Mogens Brag (V).
Tekst af Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kommunalt udvalg får opsummering om havvindmøller' til en bekendt