
Hvad sker der når man trykker 112…
5. februar 2016 - kl. 0:03 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Hvad sker der, når man trykker 112? Det spørgsmål sætter Hjerteforeningen i Sæby fokus på ved et foredrag tirsdag den 1. marts kl. 19 i Manegen i Sæby.
Her vil sundhedsfaglig konsulent i Den Præhospitale Virksomhed i Region Nordjylland, Christina Brønner nærmere præsentere, hvilke alarmklokker der går i gang, når nogen ringer på alarmtelefon 112.
Hvem kommer man til at tale med? Hvilken hjælp kan man få? Hvem bemander ambulancen, og hvad kan personalet? Hvem kan ellers møde op og hjælpe (paramediciner? lægebil? helikopter?) Hvordan ser vores sygehusstruktur ud i dag i forhold til akutmodtagelse, og hvor kan borgeren blive kørt hen som følge heraf? Hvordan er ambulanceberedskabet fordelt i Region Nordjylland?
Christina Brønner har været ansat i Den Præhospitale Virksomhed siden 2008. Hun har gennem en lang årrække bl.a. uddannet personale inden for ambulancetjenesten (ambulanceassistenter, ambulancebehandlere, paramedicinere), læger og sygeplejersker i den præhospitale indsats ved større ulykker og katastrofer, ligesom hun har uddannet regionsansat personale i førstehjælp m.m.
Alle er velkommen til foredraget, og der er gratis adgang efter ”først til mølle”-princippet. Dørene åbnes kl. 18,30. Der kan købes vand og vin i pausen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Hvad sker der når man trykker 112...' til en bekendt