
Socialøkonomisk jobtilbud i Sæby Svømmebad
13. januar 2016 - kl. 0:09 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Socialøkonomiske virksomheder er virksomheder, der tager sociale hensyn. Som for eksempel Sæby Svømmebad, der med ønsket om at være en rummelig arbejdsplads, nu er blevet godkendt til at beskæftige mennesker, der befinder sig på kanten af arbejdsmarkedet. At befinde sig på kanten af arbejdsmarkedet skal her forstås som førtidspensionister, beskyttet beskæftigelse, fleksjobs visiterede, aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere samt andre udsatte personer.
Den unikke struktur, samt det at svømmebadet ledes efter den anerkendende tilgang, gør det muligt at tage de særlige hensyn, der ikke er mulige at tage på det ordinære arbejdsmarked. Målet er at skabe jobs til de særligt udsatte borgere. En afgørende faktor for godkendelsen af Sæby Svømmebad bygger på sparringen mellem kommunen og svømmebadet, hvor der er etableret et tæt samarbejde omkring udviklingen af den enkelte borger, hvilket betyder en faglig, kvalificeret og virkningsfuld indsats.
”Overordnet er det svømmebadets ønske at kunne gøre en forskel, vi ser derfor en spændende mulighed i at kunne være med til at løse nogle af de udfordringer, vores samfund står over for. Det at kunne bidrage til, at disse medarbejdere kommer tættere på arbejdsmarkedet”, fortæller svømmebadets leder Jeppe Jacobsen. Det er en vigtig del af vores funktion som en offentlig tilgængelig organisation.
”Som virksomhed med en socialøkonomisk interesse, må man indse, at det er svært at balancere det sociale hensyn med kommerciel drift. Vi afskediger ikke bare en medarbejder, fordi denne i en periode er mindre produktiv. I stedet må vi tildele opgaver, som er mindre krævende. Selvom flere selvstændige socialøkonomiske virksomheder er begyndt at blive en del af det danske landskab, skal der stadig kæmpes på mange fronter for, at det bliver rentabelt, derfor er en løsning hvor enkelte virksomheder godkendes til blot at beskæftige en eller to medarbejder et godt alternativ, så længe vi er flere om det”, slutter Jeppe Jacobsen.
Året 2015 har udover godkendelsen som socialøkonomisk jobtilbud, budt på mange spændende udfordringer og aktiviteter i svømmebadet. Kigger man rundt i det danske land er det tydeligt at driften af et svømmebad ikke ligger i den billige ende, ikke desto mindre har energioptimering og administrative forbedringer gjort at Sæby Svømmebad stadig er med i opløbet af de mest økonomiske bade, og dets eksistens synes da også retfærdiggjort gennem de ekstraopgaver som svømmebadet også varetager for kommunen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Socialøkonomisk jobtilbud i Sæby Svømmebad' til en bekendt