
Hjertemotion er stor succes i Sæby
12. januar 2016 - kl. 8:14 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Hjerteforeningen i Sæby har netop i samarbejde med BeneFiT Sæby fortsat en række mødegange med motion, som er specielt tilpasset folk, der på en eller anden måde har problemer med hjertet, men som samtidig også er særdeles gavnlig motion for pårørende og andre. Det har vist sig at være en stor succes.
Der motioneres i en time ad gangen hver mandag sidst på eftermiddagen. Her gælder det gennem god motion om at få pulsen i vejret. Erfaringerne med denne form for træning viser, at folk med hjerteproblemer får nyt håb for fremtiden og for at komme videre i livet – bl.a. fordi kroppen belastes på en sund måde, uden at hjertet ”brister”.
Til den nystartede runde har der meldt sig det maksimale antal deltagere, nemlig 20, så hvis flere har lyst, kan de melde sig på venteliste.
Hjerteforeningen Sæby var for et par år siden stærkt engageret i det banebrydende projekt ”Parat til hjertestart”, hvor deltagerne lærte at give hjertemassage og samtidig fik kendskab til brug af en hjertestarter. Hjerteforeningen i Sæby medvirker fortsat med at demonstrere, hvordan man giver hjertemassage. Det kan være virksomheder, foreninger eller mindre klubber, som enten ønsker at få genopfrisket kurset eller ønsker at starte ”fra bunden”. Hjælpen er gratis.
Endvidere forbereder Hjerteforeningen i Sæby sig på at deltage i den store landsindsamling søndag den 24. april under mottoet ”Tag hjertet i hånden”. ”Allerede nu søger vi indsamlere, der har lyst at påtage sig en rute at gå rundt med indsamlingsbøssen for at hjælpe med at skaffe midler til forebyggelse af og rådgivning om hjerte-kar-sygdomme. I Danmark dør mere end hver fjerde af en hjerte-kar-sygdom. Derfor er det altafgørende, der forskes i og sættes ind over for dette,” forklarer lokalformand Kisser Olsen.
I alle de nævnte tilfælde kan tlf. 25271204 eller e-mail merethegaardbo@gmail.com benyttes.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Hjertemotion er stor succes i Sæby' til en bekendt