PixelArt i Østervrå søger om kommunalt tilskud
10. januar 2016 - kl. 16:58 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
PixelArt i Østervrå søger om et kommunalt tilskud til sine aktiviteter.
På næste møde i Kultur- og Fritidsudvalget den 13. januar skal udvalget drøfte en henvendelse om tilskud.
Foreningen PixelArt, som udstiller fotokunst på elektroniske udstillingsplatforme, blev etableret i sommeren 2015. Foreningen har erhvervet og renoveret kirken i Østervrå og har siden i sommer haft daglige aktiviteter samt fotoudstillinger i bygningen.
Foreningens indtægter baseres på en blanding af sponsorater og fundraising og i et mindre omfang på entréindtægter. Derudover forventer man at kunne lave indtjening på foredrag, kurser, workshops, butikssalg m.m. PixelArt har i 2015 bl.a. modtaget 2 bevillinger fra KulturKanten – i januar 2015 et tilskud til foreningens opstart på 220.000 kr., og i december 2015 bevilligedes 284.000 kr. til et projekt, der skal realiseres i år.
Projektet – klik-klik klubben – involverer bl.a. samarbejder med kommunale institutioner fra Frederikshavn, Hjørring og Brønderslev kommuner – herunder folkeskoler.
Foreningen Pixelart søger om et tilskud på 550.000 kr. årligt i to år fra Frederikshavn Kommune til aflønning af en daglig leder af stedet samt til faste udgifter herunder fx til boligudgifter. Det ansøgte beløb er 550.000 kr. årligt i årene 2016 og 2017. Herefter forventer man at være økonomisk bæredygtig.
Et eventuelt tilskud kan fra kommunal side foreslås finansieret via Kultur- og Fritidsudvalgets pulje ”Frie Midler”, hvor saldoen pr. 1.1 2016 er 406.070 kr.
Børne-, kultur- og arbejdsmarkedsdirektøren indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter ansøgningen og beslutter et eventuelt tilskud fra puljen ”Frie Midler”.
Tekst af Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'PixelArt i Østervrå søger om kommunalt tilskud' til en bekendt