
Færre blå flag i havnene
…
8. januar 2016 - kl. 0:01 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Teknisk Udvalg skal på udvalgets kommende møde den 11. januar drøfte, i hvilket omfang, kommunens havne skal søge om status med Blå Flag i 2016.
Det fremgår af dagsordenen, at kommunens lystbådehavne i varierende omfang har deltaget i Blå Flag- ordning i regi Friluftsrådet. Tendensen er, at det bliver stadigt vanskeligere for en velfungerende havn at leve op til kriterier og vejledning i ordningen. I år strammes der igen op omkring kriterierne og ligeledes i tilsynet hermed.
Det betyder, at en veldrevet havn, der løbende har foretaget investeringer i forbedringer, vil have svært ved at skabe nye forbedringstiltag, som kan honorere kravene i Blå Flag-ordningen. Derfor anbefaler Ejendomscenteret, at kommunens lystbådehavne fremover ikke deltager i ordningen, men i stedet fortsat sikrer, at havnene er veldrevne, er energi- og miljøvenlige samt at havnene deltager i relevante aktiviteter for havnens brugere og gæster.
En række nordjyske kommuner har med baggrund i Friluftsrådets kriterier og vejledninger valgt at afstå fra at deltage i Blå Flag-ordningen. I 2015 var der i Frederikshavn Kommune Blå Flag på 13 kommunale strande og i 3 kommunale havne.
Aktuelt har Rønnerhavnen ikke Blå Flag og ønsker det ikke, Aalbæk Havn ønsker sig ud af ordningen, og det samme gælder for Sæby Havn og Skagen Lystbådehavn.
Kommunaldirektøren indstiller, at der i år ikke ansøges om Blå Flag på de kommunale havne.
Via disse 2 links er det muligt at nærlæse de samlede kriterier for at opnå Blå Flag:
http://www.blaaflag.dk/media/1371768/havnekriterier-2016.pdf
http://www.blaaflag.dk/media/1365306/strandkriterier-2016.pdf
Tekst af Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Færre blå flag i havnene
...' til en bekendt