
1 mio. kr. til nordjyske kulturprojekter
6. januar 2016 - kl. 0:11 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Der er nu åbnet for Regionsrådets Kulturpulje, som i 2016 er på 1 mio. kr. Puljen støtter i år projekter inden for emnet ”stedets kultur”.
Det er projekter, der udvikler potentialerne i lokale kulturmiljøer eller den lokale kulturarv, der er i fokus i dette års pulje. Som f.eks. når Tordenskioldsdagene med udgangspunkt i den lokale historie omdanner havnen til Frederikshavn anno 1717, eller når Jazzy Days hvert år tiltrækker publikum fra hele landet til musik i Tversted. Museer, teatre, spillesteder forholder sig også til deres omgivelser. Og ofte resulterer det i kulturelle tilbud, der tiltrækker både regional og national interesse.
– Overalt i Nordjylland findes der kulturmiljøer, der er særligt knyttet til deres lokalområde. De spiller en meget vigtig rolle for turisterhvervet og er med til at tiltrække både besøgende og nye borgere til Nordjylland. Vi ser ofte, hvordan ildsjæle og kulturinstitutioner skaber succesfulde festivaler og events, der tager udgangspunkt i den nordjyske historie eller særlige traditioner”, siger Henrik Ringbæk Madsen, der er formand for Regionsrådets Udvalg for Infrastruktur, Klima, Kultur og Miljø.
Man kan f.eks. søge støtte til at udvikle potentialerne i sit lokale kulturmiljø eller den lokale kulturarv, hvis stedet har potentiale til at tiltrække sig opmærksomhed på et regionalt eller nationalt niveau. Det kan f.eks. være, at man samler kræfterne i et samarbejde med nye partnere, eller man vælger at bygge videre på eksisterende tiltag, der har potentiale til at blive meget større. Det bemærkes dog, at man som udgangspunkt ikke kan søge støtte til fysiske anlægsudgifter.
Der er ansøgningsfrist den 12. februar 2016 kl. 12.00, og ansøgere får svar i løbet af juni 2016.
Interesserede opfordres til at kontakte sekretariatet via e-mail på kulturpuljen@rn.dk
Læs mere om Regionsrådets kulturpulje 2016
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af '1 mio. kr. til nordjyske kulturprojekter' til en bekendt