Total afslutter skifergas – Greenpeace peger på problemer

Total afslutter skifergas – Greenpeace peger på problemer

3. januar 2016 - kl. 0:09 - af

SkifergasDet skulle være ganske vist, at det franske energiselskab Total har lukket og slukket for boringer efter skifergas i Danmark.

Inden for de seneste dage har både Jyllands-Posten og TV2 Nord kunnet berette, at Total har afviklet kontoret i Nyhavn i København, ligesom telefonerne er afbrudt. Desuden skulle de ansatte enten være fyret eller overflyttet til andet arbejde, og firmaets ledende medarbejder Henrik Nicolajsen skulle angiveligt nu arbejde fra kontoret i Paris.

Så vidt vides har Total i samarbejde med Nordsøfonden investeret mindst 300 mio. kr. i skifereventyret i Danmark, der i høj grad har været koncentreret om et areal langs Ovnstrupvej vest for Dybvad.

På det fælles website for Total og Nordsøfonden er der dog indtil videre stadig kun at læse, at boreudstyret ved Dybvad er taget ned, og at man er i gang med at føre området tilbage til dets oprindelige tilstand. Total bemærker, at man ikke forlader boreområdet ved Dybvad, før alle miljømæssige forpligtelser er opfyldt. Som en del af restaureringen vil der blive lavet undersøgelser af grundvandet samt af plante- og dyrelivet for at dokumentere, at der ikke er sket nogen form for overlast. Det forventes, at området vil være ført tilbage til det oprindelige udseende inden årsskiftet.

Ved udgangen af 2015 kunne bladet Ingeniøren berette, at miljøfolk raser over hemmelige niveauer af radioaktivt skiferaffald. Efter bladets udsagn kan miljøorganisationen Greenpeace ikke få aktindsigt i de radioaktive niveauer i affaldet fra skiferboringerne ved Dybvad. Statens Institut for Strålingsbeskyttelse (under Sundhedsstyrelsen) mener dog ikke, at koncentrationerne er problematiske.

I Greenpeaces aktindsigt fremgår det, at Statens Institut for Strålingsbeskyttelse i en mail til Total omtaler nogle analyseresultater, hvor den radioaktive koncentration varierer, men i flere tilfælde er højere end undtagelsesniveauet for, hvornår jordaffald skal behandles radioaktivt. En værdi, der ligger på 40 ppm (parts per million).

Analyseresultaterne, som Statens Institut for Strålingsbeskyttelse henviser til – og dermed de reelle radioaktive værdier i boreaffaldet – er ifølge Ingeniøren efter krav fra Total blevet holdt fortrolige i Greenpeaces aktindsigtsbegæring.

»Det er ikke overraskende, at Total ønsker at holde data om alunskiferens skifergasindhold tæt ind til kroppen, men det er helt uacceptabelt, at myndighederne og regeringen vil hemmeligholde alunskiferens uran-indhold,« udtaler klima- og energimedarbejder i Greenpeace, Tarjei Haaland.

Ingeniøren skriver videre, at skiferaffaldet er blevet deponeret som almindeligt affald på Ravnshøj Miljøanlæg i Frederikshavn Kommune, og det er ifølge Greenpeace sket, fordi Total har fået lov til at ”blande sig ud af problemerne”. Dermed er det blevet ”fortyndet”, så det kunne deponeres som almindeligt jordaffald.

I sagen henvises samtidig til det et notat fra Statens Institut for Strålingsbeskyttelse, som er sendt til Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg. Notatet slutter i al sin enkelhed således: ” Statens Institut for Strålebeskyttelse er informeret om, at borekerne og boreaffaldet er i hhv. GEUS’ og Frederikshavns Kommunes varetægt, hvor det er deponeret på Ravnshøj Miljøanlæg.”

Med dette link er der mulighed for at læse omtalen hos TV2 Nord med tilhørende facebook-kommentarer:

http://www.tv2nord.dk/artikel/medie-total-lukker-og-slukker-i-danmark

Med dette link er der mulighed for at læse hele artiklen i Ingeniøren:

http://ing.dk/artikel/miljoefolk-raser-over-hemmelige-niveauer-af-radioaktivt-skiferaffald-181225

Ønsker man at vide mere om Statens Institut for Strålingsbeskyttelse, kan dette link benyttes:

https://sundhedsstyrelsen.dk/da/sundhed/straalebeskyttelse

Ønsker man at nærlæse Statens Institut for Strålingsbeskyttelses notat vedr. radioaktive stoffer fra efterforskningsboringen ved Dybvad, kan dette link benyttes:

http://www.ft.dk/samling/20151/almdel/efk/spm/11/svar/1275621/1564150.pdf

Tekst af Per Rye

 

2 kommentarer til “Total afslutter skifergas – Greenpeace peger på problemer” under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

2 kommentarer til “Total afslutter skifergas – Greenpeace peger på problemer”

  • Det fremgår også på det franske olieselskab Totals hjemmeside, at de har indstillet eftersøgningen efter skifergas i Danmark. Det fremgår her: http://www.total.com/en/denmark
    Klik på “Exploration & Production”, så kommer hele teksten frem.
    Nu mangler vi så bare, at Energiministeren melder ud, at Total også har tilbageleveret licensen. Og at det radioaktive affald på genbrugspladsen bliver renset op.

  • Frederikshavns borgmester, Birgit S. Hansen, udtalte på TV2 Nord i aftes, at hun er skuffet over staten, og at det har været dyre lærepenge for kommunen. At staten ejer undergrunden, så det er “primært statens ansvar”. Men hun siger også: “Godt man ikke fandt skifergas”, og at hun “tror ikke, staten har været sit ansvar bevidst”. Hun peger på, at der er problemer med miljøpolitikken, og siger, at “forarbejdet ikke (har) været i orden”. Og at vi endnu ikke har fået defineret hvad miljø- og sikkerhedsmæssigt forsvarligt betyder.
    Som borger undrer man sig over, at hun og byrådet så gav miljøgodkendelsen og dermed banede vej for, at Total kunne gå i gang med efterforskningen efter skifergas.
    Indslaget på TV2 Nord kan ses her. Det starter efter ca. 18. minutter: http://www.tv2nord.dk/nyheder/04-01-2016/1930/borgmestre-kigger-tilbage#player?clip#player

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Total afslutter skifergas – Greenpeace peger på problemer' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER