
Godkendelse af Sundhedsberedskabsplan…
29. december 2015 - kl. 11:49 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
I øjeblikket eksisterer Sundhedsberedskabsplan 2009. Denne ønskes erstattet af en ny opdateret plan anno 2016.
Derfor står godkendelse af en sådan på dagsordenen for næste møde den 6. januar i Socialudvalget. Social- og Sundhedsdirektøren indstiller, at Socialudvalget samt Sundhedsudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget anbefaler Økonomiudvalget og Byrådet at godkende Sundhedsberedskabsplan 2016.
Sundhedsberedskabsplanen er en delplan til den generelle beredskabsplan for Frederikshavn Kommune. Planen skal sikre, at sundhed og sikkerhed for kommunens borgere i en krisesituation så hurtigt som muligt kommer tilbage til normaltilstand. Sundhedsberedskabsledelsen er ansvarlig for sundhedsberedskabsplanen og refererer til direktionen.
Centerchefen for Sundhed & Pleje er formand for Sundhedsberedskabsledelsen. Det er primært Center for Sundhed & Pleje, Center for Handicap & Psykiatri, Center for Social- & Sundhedsmyndighed og Center for Familie, der påvirkes af planen, men afhængig af krisen kan andre centre også blive påvirket.
Beredskabets primære opgaver er udstukket af Sundhedsstyrelsen gennem dennes vejledning på området. Opgaver i en krisesituation kan typisk være modtagelse, pleje og behandling af ekstraordinært udskrevne patienter fra sygehusene samt andre syge og smittede i eget hjem, behandling af lettere tilskadekomne som aflastning for sygehusene, varetagelse af hygiejniske foranstaltninger, forebyggelse og behandling af infektioner og epidemiske sygdomme, plejeopgaver i relation til hedebølge, ydelse af anden omsorg til tilskadekomne, syge og handicappede – herunder evt. krisehjælp samt massevaccination.
Ønsker man at nærlæse teksten i den nye Sundhedsberedskabsplan, kan dette link benyttes:
og så scrolle til side 36 og fremefter.
Tekst af Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Godkendelse af Sundhedsberedskabsplan...' til en bekendt