
Julehilsen fra borgmester Birgit Hansen
24. december 2015 - kl. 0:23 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Nu står 2016 for døren, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at ønske jer alle en god jul og et godt nytår. Samtidig vil jeg gerne sige tak til alle venner, bekendte, samarbejdspartnere og kollegaer for et dejligt 2015.
Det har været et hårdt og spændende, sjovt og begivenhedsrigt 2015, og jeg synes, der har været meget at glæde sig over. Vi har været værter ved VM i håndbold og ageret Norsk hjemmebane. Vi har set Norskov rulle hen over tv-skærmene i hele Danmark, vi har set et helt industrikvarter i Sæby udbygge og vækste, vi har oplevet, at havneudvidelserne for alvor har fået vind i sejlene (og i krydstogtskibene) og vi ser et stigende antal godt-uddannede tilflyttere.
Så generelt set synes jeg, at det har været et godt år for Frederikshavn Kommune.
Dermed ikke sagt at vi som kommune og lokalsamfund ikke har udfordringer. Vi skal vende hver en krone for at skabe anstændig service for borgerne, men overordnet set er der gang i vores lokale erhvervsliv, i væksten og i fremtiden for hele Frederikshavn Kommune. Vi har fra kom- munens side kæmpet med økonomien i flere år, men også her kan vi nu se, at der er sorte tal på bundlinjen.
Jeg har sagt det før, men jeg siger det igen! Jeg er stolt over at være borgmester i en kommune med en positiv tilgang til tingene. Og jeg vil gerne påskønne og takke jer alle. Alle jer der gør en forskel helt af jer selv, i samarbejde med andre eller i samarbejde med kommunen. Partnere, virksomheder og enkeltindivider – det er jer, der får det til at ske og tusind tak for det.
Rigtig glædelig jul og et godt nytår, og jeg glæder mig til samarbejdet i 2016.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Julehilsen fra borgmester Birgit Hansen' til en bekendt