Spændende årbog nr. 101 om Vendsyssel

Spændende årbog nr. 101 om Vendsyssel

20. december 2015 - kl. 0:52 - af

Der er i Vendsyssel Årbog 2015 spændende læsestof i lange baner til de mange, der interesserer sig for Vendsyssel og Vendsyssels historie. Historisk Samfund for Vendsyssel har udgivet årbog nr. 101, og det er en oplagte julegave.

I tolv artikler, der spænder fra skudehandelen i Løkken til fortællingen om Skovbo herred i Østvendsyssel, kommer man vidt omkring i landsdelens dybt fascinerende historie.

I 1955 købte greve Ejnar Oberbech-Clausen Herregården Voergaard, som han kom til at sætte et helt afgørende præg på. Oberbech-Clausen døde otte år senere, men hele hans fantastiske forhistorie og hans karriere i det franske aristokrati er bestemt en artikel værd. Den har Ove Bjørn Petersen skrevet med baggrund i langvarige studier af danskere, der gjorde sig gældende i Frankrig.

Det danske udvandrerarkiv blev startet i 1931 og i spidsen for det stod fra 1989 til 2008 mag. art Henning Bender. Han har behandlet udvandringen i et utal af bøger, artikler og foredrag, og nu har han kastet sig over en upåagtet sekvens, nemlig den oversøiske udvandring fra Vendsyssel 1838-1868. Det er blevet til en drabelig historie om forlis, kolera, søsyge, sørøvere og mange andre trængsler og udfordringer, som mødte de allerførste pionerer, der vovede at begynde rejsen til det forjættede udland.

Billedet på forsiden viser Aalbæks mælkemand i 1956, Niels Larsen Nielsen, der får sig en snak med en af de drenge, der hjalp til med omdeling af mælk efter skoletid. Billedet er taget på Sdr. Havnevej – i 1956 blot Havnevej – og hesten på billedet hed Lotte. Mælkemanden solgte i 1968 forretningen til Finn Kragskov, som i dag er bosat i Sæby. Billedet er udlånt af Lokalhistorisk Arkiv Skagen – Kystmuseet.

Man kan også læse om strandinger i Tversted og mejeridrift i Skagen-området, om skoleskibet ”Københavns” forlis i 1928, om værnemageren Georg Munk Madsen fra Frederikshavn, om Pajhede skov, om folk og fæ i Brændskov og om den tragiske træfning på Lendumvej lige før befrielsen.

Hvis man interesserer sig blot en lille smule for Vendsyssel – så kan man blive voldsomt beriget ved at læse Vendsyssel Årbog 2015. Sammen med årbogen får man denne gang også et register til samtlige artikler i Vendsyssel Årbog fra 1915 til 2015. Registeret er på 112 sider og særdeles nyttigt, hvis man vil orientere sig i den store mængde stof, som Historisk Samfund for Vendsyssel har sørget for at offentliggøre i Vendsyssel Årbog siden 1915.

Vendsyssel Årbog leveres gratis til medlemmer af Historisk Samfund for Vendsyssel, og den bliver bragt til døren af samfundets sognerepræsentanter, som er kernetropperne i Historisk Samfund. Hos dem kan man også blive meldt ind i Historisk Samfund, eller det kan ske på hjemmesiden www.vendsysselshistorie.dk. Medlemskabet koster 100 kroner årligt. Vendsyssel Årbog udkommer i 3.100 eksemplarer. Langt de fleste er allerede afsat til medlemmer af Historisk Samfund for Vendsyssel, men ellers kan bogen købes i velassorterede vendsysselske boghandlere samt ved henvendelse til Historisk Samfund for Vendsyssel.

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Spændende årbog nr. 101 om Vendsyssel' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER