Borgmester ser positivt på fremtiden

Borgmester ser positivt på fremtiden

18. december 2015 - kl. 0:09 - af

birgit_hansen_600x250Der er positive udsigter for fremtiden! Borgmester Birgit Stenbak Hansen er ikke et sekund i tvivl om, at man med al rimelighed kan se lys forude, når det drejer sig om Frederikshavn Kommune.

Deres udsendte har på avisens vegne haft foretræde for borgmesteren for at få uddybet hendes opfattelse af forløbet af 2015 og hendes forventninger og forhåbninger til 2016.

”I 2 år har vi nu haft et konstruktivt samarbejde i Byrådet. Det er jeg særdeles taknemmelig for; men selvfølgelig er der plads til forbedringer. Det vigtigste er viljen og lysten til at samarbejde og være fælles om at tage de politiske opgaver alvorligt,” lyder det helt overordnet fra Birgit Stenbak Hansen, der også fuldt ud er på det rene med, at der ind imellem godt kan være, hvad hun betegner som krusninger, men at disse mere går på ideologier end decideret uenighed.

”Vi forstod ”at rykke sammen i bussen” – om jeg så må sige – da det for alvor stod klart, at det var ganske alvorligt med kommunens økonomi. Det gælder Byrådets medlemmer, rådhusets ansatte og kommunens borgere generelt. Dette sammenhold betragter jeg som særdeles afgørende for, at vi er god på vej til at være på rette spor,” siger borgmesteren. Hun peger på, at den kommunale ”husholdning” er på ca. 3,7 milliarder kr., så det er mange penge, der skal tages vare på.

Birgit S. Hansen forklarer, at truslen om og risikoen for at blive sat under statslig administration samt hele spørgsmålet om en byggekredit kom som en slem forskrækkelse. Men et samlet byråd vedkendte sig sit ansvar og var klar til at tage fat. Hun erkender, at det bestemt ikke er rart at skulle hive 180 mio. kr. – heraf alene 125 mio. kr. i 2015 – ud af det kommunale budget. Det kunne simpelthen ikke undgå at føre til lukning af f.eks. skoler og ældrecentre.

”I det hele taget har et par store områder som børne- og socialområderne mærket det voldsomt; men der skal jo også være plads til kultur og til at komme asfalt på vejene m.v.,” bemærker Birgit S. Hansen.

Hestekuren har virket på de kolde økonomiske facts. Målet er at have en kommunal likviditet på 80 mio.

”Det viser, at vi alle har taget godt ved. Jeg vedkender mig, at det har haft sin pris. Det har f.eks. ramt skolerne og ældreområdet. De ansatte har skullet løbe hurtigere; men resultatet er, at der er styr på kommunens penge,” forsikrer borgmesteren både glad og stolt. Hun tilføjer, at det bestemt ikke har gjort budgetlægningen nemmere, at Folketinget har trukket det såkaldte omprioriteringsbidrag i bloktilskuddet ned over kommunerne. For Frederikshavn Kommune betyder det årligt yderligere 25 mio. kr. mindre til driften.

Birgit Stenbak Hansen glæder sig over den positive erhvervsudvikling. Hun nævner som eksempler, at der i Skagen har været store havneudvidelser i 2 etaper, og at man nu er i gang med 3. etape til krydstogt og fiskeri, ligesom en stor virksomhed er parat til at investere 70 mio. kr. i udviklingen.

I Sæby skyder 5 produktionsvirksomheder i sydvestbyen frem med nybyggeri eller betydelige udvidelser. ”Sæby er meget andet end en hvilende købstad. Infrastrukturen med nær adgang til motorvej og færgehavn og et veludviklet bredbånd har kolossal betydning. I det hele taget er der mange arbejdspladser på vej i hele kommunen. Borgmesteren peger på, at Byrådet har afsat 6 mio. kr. målrettet til, at arbejdsstyrken skal matche, hvad erhvervslivet efterspørger. ”Jeg nægter at trække kortet med Udkants-Danmark,” erklærer Frederikshavn Kommunes borgmester, som finder, at et godt sammenhold, og at der fortsat ”knokles på” såvel fra politisk side som fra befolkningens side, har en helt afgørende betydning for at opnå de gode takter.

I samtalen nævner borgmesteren, at der i det snart forgangne år har været nogle store energipolitiske diskussioner, først og fremmest om skifergas ved Dybvad og om havvindmøller ud for Sæby. ”Vi fik som kommune ting trukket ned over hovedet og måtte bruge ca. 2.000 arbejdstimer på skifergasprojektet. Det var dyre lærepenge på den hårde måde,” lyder det fra borgmesteren.

Planerne for havvindmøllerne i Kattegat ud for Sæby har som udgangspunkt opbakning fra et enigt byråd, der nærer et ønske om i videst mulige omfang at udvikle kommunen via grøn energi. ”Men vi fik da et wake up-call fra en lang række borgere, og vi har forstået signalerne og mener at have indarbejdet det i kommunens høringssvar,” forklarer Birgit S. Hansen. Hun påpeger, at hvis møllerne kommer – afgørelsen forventes i første halvdel af 2016 – skal de placeres på havet. Borgmesteren mener dog, at der er delte meninger om møllerne blandt befolkningen. Ligeledes finder hun, at meningerne også er stærkt delte i spørgsmålet om, hvorvidt der skal arbejdes på at bevare Sæby Vandmølle som – det trækplaster – den er, eller der skal skabes en ny faunapassage til fiskene.

På børne- og skoleområdet er Birgit S. Hansen på det rene med, at der flere steder har været skuffelser blandt forældrene over omstruktureringer, lukninger og sammenlægninger. Men i erkendelse af, at børnetallet er faldende, måtte tingene gribes drastisk an, og alligevel lykkedes det at undgå lukning af en børnehave i Skagen.

”Jeg er fuldt ud klar over, hvor meget de ansatte knokler, og jeg er meget imponeret over den store loyalitet, der udvises. Jeg mener, vi kan sige, at besparelserne på børneområdet ligger på et anstændigt niveau, som selvfølgelig kunne være bedre; men det er nu engang ikke bare lige så enkelt at kunne prioritere sig ud af.”

”Vi må gøre os klart, at vi bor i en kommune, hvor skattegrundlaget ikke er specielt højt. Nogle borgmestre i andre kommune kan sætte sig for bordenden og være med til at vælge i en prioritering af ønsker. I Frederikshavn Kommune kan jeg nogle gange føle det, som at jeg som borgmesteren sidder for bordenden for at lede forhandlinger om nedskæringer. Vi har nu fået styr på pengene, og der er rigtig mange gode kræfter – også på frivilligt plan – rundt omkring, der yder en stor indsats til vores fælles bedste. Det glæder mig rigtig meget,” udtaler Birgit Stenbak Hansen.

”Det, jeg håber at se i pipelinen for den fremtidige udvikling, er, at nu, hvor der er kommet styr på den kommunale økonomi, så vil vi også sammen kunne opnå friheden til at gøre det lidt bedre.” lyder forhåbningerne fra borgmesteren.

Hun håber, der i 2016 og årene derefter kommer gang i en række byforskønnelser, samtidig med at der kan opretholdes ro og stabilitet på de store kommunale kerneområder. Samtidig er borgmesteren overbevist om, at den opadgående kurve i erhvervslivet vil bidrage til at smitte af på det enkelte menneske – også til at få job. Ligeledes håber hun, at kommunens rige foreningsliv må blomstre til stor glæde for os alle. I flæng nævner hun kulturhus i Skagen og ”Retfærdigheden” og Skovlyst i Sæby. ”Jeg er rigtig glad for, at alt tyder på, at Skolemarken i Skagen i 2016 går fra at være mark til at blive til park,”, lyder det.

”Mit helt store håb for fremtiden er, at vi som kommune kan skabe gode muligheder for mennesker og for vækst. I hvert fald fornemmer jeg, at der ikke bare politisk – men helt klart generelt blandt befolkningen – hersker en mentalitet, der virkelig giver grobund for fælles optimisme,” understreger borgmesteren.

Afslutningsvis ønsker borgmesteren alle kommunens borgere en glædelig jul og et godt nytår!

 

Tekst af Per Rye

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Borgmester ser positivt på fremtiden' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER