Dine børns reflekser kan være for gamle

Dine børns reflekser kan være for gamle

13. december 2015 - kl. 0:35 - af

600x250 Politi0Danske familier er gode til at give de mindste reflekser på i trafikken. De færreste ved dog, at reflekserne helt kan miste deres virkning, da de bliver slidt efter mange vaske.

Danske forældre er meget opmærksomme på, at deres børn skal være synlige i trafikken. Tre ud af fire sørger nemlig for, at deres børn har reflekser på overtøjet i de mørke måneder. Men måske er det skønne spildte kræfter, for reflekserne kan være blevet for gamle, og det er forældrene ikke opmærksomme på. Otte ud af ti ved ikke, at reflekserne mister deres effekt, når de bliver slidte fx efter mange ture i vaskemaskinen. Det viser en undersøgelse fra Codan og Børneulykkesfonden.

”Det er en rigtig god idé at tjekke børnenes reflekser løbende og særligt dem, der er syet ind i tøjet, så du er sikker på, at de virker, som de skal. Det kan du fx gøre ved at lyse på dem med en lommelygte i et mørkt rum. Du kan også ofte se det på overfladen, som bliver ridset og sløret, hvis de er meget slidte,” fortæller Henriette Madsen, der er generalsekretær i Børneulykkesfonden.

Og det kan faktisk godt betale sig at tjekke reflekserne, for personer, der færdes i trafikken med velfungerende reflekser, kan ses af bilister på næsten fem gange så lang afstand som personer uden reflekser. Hvis forældrene opdager, at reflekserne ikke virker, kan de i stedet sætte refleksbrikker på børnenes overtøj eller sy nyt refleksbånd på.

Kan kun klare 30 vaske
Særligt reflekser, der er indsyet i tøjet, bliver slidte. Som regel holder reflekserne til 30 vaske, inden de mister deres effekt i trafikken. To grupper bør være særligt opmærksomme her; nemlig motionister og børnefamilier. De fleste forældre vil kunne nikke genkendende til, at ungernes overtøj ofte kører rundt i vaskemaskinen i løbet af en sæson, når de har boltret sig udendørs i mudder og sne. Det gør reflekserne særligt udsatte.

Også motionister bør være opmærksomme på reflekser, der kan være blevet for gamle. Mere end en tredjedel af dem, der motionerer i trafikken, benytter nemlig oftest de reflekser, der allerede er syet ind i tøjet. Og når motionisterne samtidig vasker deres træningstøj en del oftere end almindeligt overtøj, så er der grund til at være påpasselig.

”Hvis reflekserne på løbetøjet er blevet slidte, behøver du naturligvis ikke smide tøjet ud. Der er heldigvis mange former for reflekser, og motionisten kan i stedet sætte en refleksbrik på jakken og slapwraps om benene. Desuden er det også en rigtig god idé med en refleksvest, der er billig og kan skiftes ud sæsonen efter,” siger Kia Høier Pedersen, som er CSR-ansvarlig i Codan.

Sådan får du reflekserne til at holde længere
Der er flere måder, du kan forlænge holdbarheden på reflekserne:

  • Brug aldrig vaskepulver, der er beregnet til hvidt tøj. Det indeholder ofte blegemiddel, hvilket slider voldsomt på reflekserne.
  • Undgå skyllemiddel, da det ligger sig som en hinde henover refleksmaterialet.
  • Vask ved lav temperatur – jo lavere jo bedre, da det varme vand slider mere på materialet.
  • Undgå som udgangspunkt tørretumbling, da gnidningen og varmen heller ikke er godt for refleksmaterialet. Hæng i stedet tøjet til tørre.

Sådan tjekker du dine reflekser
Det er nemt at se, når reflekserne er blevet slidte.

  • Lys på reflekserne i et mørkt rum med en lommelygte. Hvis refleksen lyser svagt op, skal den kasseres. Er du i tvivl, kan du sammenligne med en ny refleks.
  • Tjek overfladen på refleksen efter vask. Du kan ofte se, at refleksen er slidt, fx hvis den er meget mat.
  • Hvis reflekserne på børnenes overtøj ikke virker, kan du fx sy nyt refleksbånd på, udstyre dem med løse refleksbrikker eller sætte refleksbadges på tøjet.

Udvalgte tal fra undersøgelsen

  • 81 procent af danskerne ved ikke, at reflekser kun kan holde til cirka 30 vaske. For de unge er kendskabet endnu dårligere (88 procent).
  • 74 procent svarer, at deres børn altid eller næsten altid har reflekser på.
  • Flest motionister (35 procent) bruger reflekser, der er syet ind i tøjet, 33 procent bruger lygter og 24 procent bruger refleksvest.
  • 18 procent af motionisterne har oplevet en farlig situation i trafikken på grund af manglende synlighed.

Om undersøgelsen
Undersøgelsen er gennemført for Børneulykkesfonden og Codan af Epinion. Der er gennemført 1.016 CAWI-interview med personer i alderen 15-64 år i perioden 1.-7. september 2015. Undersøgelsen er repræsentativ for den danske befolkning i forhold til køn, alder og geografi.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Dine børns reflekser kan være for gamle' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER