Drøftelse af inklusion i kommunens skoler

Arkivfoto

Drøftelse af inklusion i kommunens skoler

10. december 2015 - kl. 0:04 - af

Børne- og Ungdomsudvalget skal på dets næste møde den 14. december drøfte en rapport fra EPINION om indsatsen med at inkludere børn i kommunens skoler.

Forud for mødet lyder indstillingen fra Børne-, kultur- og arbejdsmarkedsdirektøren, at udvalget drøfter rapporten. Det fremgår af dagsordenen, at resultaterne af den gennemførte evaluering er beskrevet i rapporten ”Evaluering af inklusionsindsatsen”. Resultaterne fremlægges på mødet af en konsulent fra EPINION.

Fokus i evalueringen har været at vurdere, hvordan og i hvilket omfang de opstillede målsætninger anvendes. Desuden en analyse af, hvordan og om hensigtsmæssige inklusionsprocesser og metoder er iværksat. For det tredje har der været rettet fokus på at skabe et oplyst grundlag for den fremtidige indsats.

Evalueringen har haft bred inddragelse af alle interessenter i og omkring folkeskolen. Der har været afholdt interviews med repræsentanter for elever, forældre, skolebestyrelser, lærere, pædagoger, afdelingsledere, skoleledere, repræsentanter fra de faglige organisationer (Danmarks Lærerforening, BUPL og FOA) samt repræsentanter fra forvaltningen. Desuden har alt pædagogisk personale på skolerne deltaget i en spørgeskemaundersøgelse.

Et tilbageblik i sagen viser, at Børne- og Ungdomsudvalget i oktober 2011 vedtog ”Inklusion i folkeskolen – en guideline for Frederikshavn Kommune”. Guidelinen udtrykker en overordnet fælles holdning til inklusion og udtrykker konkrete mål for inklusion indtil 2020. Det konkrete mål er at nedbringe antallet af elever i specialklasser fra ca. 400 til ca. 200. Det fremgår, at Frederikshavn Kommune skal have fokus på at inkludere flere elever – især elever med generelle indlæringsvanskeligheder.

I oktober 2012 vedtog Børne- og Ungdomsudvalget en ny model for en økonomisk omlægning, hvor de økonomiske specialundervisningsmidler lægges ud til skolerne. Den økonomiske model var beregnet dels på baggrund af elevtal (60 % af ressourcen) og dels på baggrund af skolernes sociale profil (40 % af ressourcen). Ressourceomlægningen skulle foregå i to tempi: For det første de frigivne specialundervisningsressourcer, der pr. august 2012 fremkom ved, at elever gik ud af 9. og 10. specialklasse blev anvendt til en inklusionsperson på alle skoler. For det andet, at yderligere frigivne midler pr. august 2013 blev udlagt til skolerne i en indfasningsperiode over to år. I indfasningsperioden skete en solidarisk finansiering, så den enkelte skole ikke kunne overstige 10 % over- eller underskud af eksklusionstaksten.

Børne- og Ungdomsudvalget besluttede, at inklusionsstrategien skulle evalueres efter 2 år. På baggrund af udvalgets tidligere beslutning om, at der skulle foretages en evaluering af inklusionsstrategien, iværksatte Center for Børn og Skole i foråret 2015 et samarbejde med konsulenter fra EPINION om en ”Evaluering af inklusionsindsatsen” i Frederikshavn Kommune. Fokus i evalueringen er tredelt: at vurdere hvordan og i hvilket omfang de opstillede målsætninger forfølges, at analysere hvordan og om hensigtsmæssige inklusionsprocesser og metoder er iværksat samt desuden at skabe et oplyst grundlag for den fremtidige indsats.

Tekst af Per Rye

 

 

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Drøftelse af inklusion i kommunens skoler' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2025 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger