Gorm fløj forbi, nu kommer Helga…
3. december 2015 - kl. 17:30 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Som om det ikke var nok med en af slagsen. Nu varsler Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) igen storm og advarer om decideret farligt vejr flere steder allerede fra fredag morgen.
”Det kan komme og gå fra almindelig blæst til storm på 24 timer. Vi var forberedt på blæst og regn, men da flere uafhængige modeller og satellitbilleder viser, at et lavtryk over de britiske øer bevæger sig mod Danmark, måtte vi udsende stormvarsel”, fortæller vagtchef ved DMI, Frank Nielsen til Newsbreak.dk.
Ifølge instituttets hjemmeside vil Frederikshavn, Hjørring og Thisted blive ramt af direkte farligt vejr:
DMI forventer storm med vindstød mellem 25 og 27 meter i sekundet.
Vagtchefen vil ikke afvise, at det kan udvikle sig yderligere. Den kraftige blæst vil formentlig starte allerede torsdag aften, inden vindstød af stormstyrke tager over fredag morgen.
”Vi ved det ikke endnu, men jeg kan ikke udelukke, at stormen vokser. Inden stormen kommer, vil der være blæst og kuling, men når vinden så skifter fra syd til vest, så kommer de her kraftige vindstød”, fortæller Frank Nielsen.
Han fortæller dog, at der er under alle omstændigheder vil være tale om et “hurtigt” lavtryk, der forsvinder ganske hurtigt igen. Ligesom vi så stormen Gorm gøre det i søndags.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Gorm fløj forbi, nu kommer Helga...' til en bekendt