
Borgermøde: Skal vi have ”Borgerhus” i Voerså?
2. december 2015 - kl. 12:11 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Voerså Borgerforening indkalder til borgermøde lørdag 12. december fra 11-13 i Voerså IFs klubhus.
I forbindelse med flytning af Voerså Børnehave, ønsker Frederikshavn Kommune at nedrive bygningerne på Ny Skovgårdsvej i Voerså for at gøre plads til en større legeplads i forbindelse med Stensnæsskolen og skolefritidsordningen, der i daglig omtale kaldes SFO.
Voerså Borgerforening er i dialog med Frederikshavn Kommune og har fået muligheden for eventuelt at overtage dele af den gamle børnehave. Store dele af bygningen er ny eller ny-renoveret og rummer efter Voerså Borgerforenings formand Bjarke Laubeks mening nogle meget spændende muligheder.
Voerså Borgerforening vil gerne forestå processen omkring en eventuel erhvervelse af bygningerne, men bygningerne vil kun blive erhvervet, hvis der er en klar interesse bag og opbakning fra byens borgere og foreninger.
Er der behov for et fælles hus for byens borgere og foreninger? Kom og hør nærmere og giv dine tanker og ideer til hvordan vi eventuelt kan udnytte bygningerne forlyder det fra Voerså Borgerforenings bestyrelse.
Bygninger fra 1955
Da Stensnæsskolen blev bygget i 1955 – 56, blev der på Ny Skovgårdsvej samtidig bygget fem lærerboliger. Det er disse bygninger, Frederikshavn Kommune ønsker at rive ned.
Borgerhus er savnet
Da Voerså kro nedbrændte 26. august 2006, blev en del af byens foreninger ”hjemløse”, når der skulle afholdes diverse arrangementer.
Det betød også, at der kom et voldsomt pres på Voerså IFs klubhus, der herefter har lagt lokaler til i stor stil, da huset er af en rimelig størrelse. Det har også betydet, at foreningens egne medlemmer, der udgør lige i underkanten af 200 personer, har måttet lide afsavn ved at forblive i omklædningsrum og udendørsarealer, når der har været arrangementer i klubhusets lokaler.
Det har klubben levet med og gør det gerne, for i Voerså IFs bestyrelse er man godt klar over, hvor støtten kommer fra, når det kniber, og det samarbejde mellem Voerså IF, byens foreninger og borgere betaler sig. Men for at lette trykket på Voerså IFs klubhus er der ingen tvivl om, at Voerså IFs bestyrelse vil se positivt på borgerforeningens planer.
Tekst og foto Cille Strøm
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Borgermøde: Skal vi have ”Borgerhus” i Voerså?' til en bekendt