
Politisk udvalg drøfter henvendelser om verdensklasser
30. november 2015 - kl. 17:58 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Henvendelser til nogle af medlemmerne i Børne- og Ungdomsudvalget gør, at udvalgets formand Christina Lykke Risager Eriksen (SF) reagerer prompte og har indkaldt udvalget til ekstraordinært møde tirsdag den 1. december.
Christina Lykke Eriksen forklarer til Sæby Avis, at mødet afholdes, fordi der angiveligt skulle have været nogle slagsmål mellem danske og udenlandske børn i de såkaldte verdensklasser, som er placeret på Ravnshøj Skole.
”Vi vil på mødet lægge op til at få en redegørelse fra forvaltningen, hvor skolechef Vibeke Post Madsen og direktør Heidi Becker vil forsøge at skaber klarhed over, hvad der rent faktisk er sket, og om der er et reelt problem, eller der er tale om mindre uoverensstemmelser, der kan tackles inden for de nuværende rammer, inden de vokser til egentlige problemer,” forklarer Christina Lykke Eriksen. Redegørelsen skal primært baseres på oplysninger fra skolens ledelse, pædagoger og lærere samt andre implicerede.
”Det er vigtigt, at vi tager fat om problemerne, inden de vokser sig store. Rent politisk skal der ikke herske tvivl om, at vi naturligvis ønsker at gøre det bedste for alle parter. Føler nogen sig skræmt, må vi prøve omgående at tage hånd om det og søge at få konflikterne løst,” lyder det fra udvalgsformanden.
Der foreligger allerede handlerplaner for verdensklasserne, som indgår i den samlede integrationsplan. Her kan børnene gå i en periode og bl.a. lære sprog, lege osv., inden de screenes, så de placeres videre det bedste sted i den fortsatte skolegang.
”Vi er i B&U-udvalget klar til at vise ansvar og gøre det bedste mulige inden for de rammer og vilkår, der er til rådighed, og det er mig klare håb, at et akut ekstraordinært møde kan bidrage til at læse eventuelle problemer i opløbet, ” fastslår Lykke Eriksen, der tilføjer, at der også er verdensklasser på andre af kommunens skoler.
Tekst af Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Politisk udvalg drøfter henvendelser om verdensklasser' til en bekendt