
Få penge for at skrotte din gamle brændeovn
28. november 2015 - kl. 12:52 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Din gamle brændeovn forurener op til fem gange så meget som en ny. Den spreder varme og hygge, men kan også sprede sundhedsskadelige partikler. Og jo ældre ovnen er jo mere forurener den.
Derfor har miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen, igangsat en tilskudsordning, så danskere med brændeovne fra 1990 og før kan få 2.000 kroner i skrotpræmie for deres gamle ovn.
Bekendtgørelsen om skrotningsordningen har været i høring og er nu vedtaget og sat i gang.
Der findes i Danmark ca. 750.000 brændeovne og pejseindsatser, og det vurderes, at omkring 150.000 er produceret før 1990.
”Brændeovne står for størstedelen af forureningen med sundhedsskadelige partikler i Danmark. Jeg vil ikke stjæle hyggen ud af stuen, og danskerne skal fortsat kunne tænde op derhjemme. I stedet for at ty til tvang og forbud skal vi gøre det attraktivt for danskerne at skifte den gamle brændeovn ud med en ny”, siger Eva Kjer Hansen til træ.dk.
I alt er der afsat ca. 45 mio. kroner til skrotningen af brændeovne, og beløbet udbetales efter først-til-mølle princippet. Ordningen løber til udgangen af 2016, eller når puljen er tom.
Du kan læse, hvordan du søger tilskud på ansøgningsportalen på Miljøstyrelsens hjemmeside.
Du kan også kontakte Miljøstyrelsens sekretariat for skrotning af brændeovne på tlf. 72 54 40 40 og e-mail: skrotdinbraendeovn@mst.dk
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Få penge for at skrotte din gamle brændeovn' til en bekendt