Find dine rødder ved slægtens dag i Sæby

Find dine rødder ved slægtens dag i Sæby

9. november 2015 - kl. 9:14 - af

Saltlandet inviterer til Åbent Hus om slægtsforskning i Manegen i Sæby den 14. november kl. 10-16.

Efter de populære TV-programmer ” Ved du Hvem du er”? hvor kendte personer finder deres familierødder, er interessen for slægtsforskning steget kolossalt. Det viser sig bl.a. i mange nye medlemmer i DIS-DK, som nu har over 7700 medlemmer. De sidste 20 år har slægtsforskningen ændret karakter. Tidligere skulle man til Landsarkivet og studere kirkebøger og folketællinger på mikrofilm – i dag kan de vigtigste kilder studeres online. Og hvor man tidligere nedfældede de fundne informationer i håndskrift eller skrivemaskine, så findes der i dag mange gode softwareprogrammer f.eks. Legacy, hvor data kan gemmes og systematiseres. Saltlandets Historiske Forening for Sæby og Omegn beskæftiger sig både med slægtsforskning og lokalhistorie og startede i 2012 en studiekreds om slægts­forskning og Legacy.

Ved deres Åben Hus i november vil de give alle interesserede lejlighed til på en nem og uforpligtende måde at snuse til slægtsforskning. I den store sal vil der være 17 stadeholdere nemlig 7 lokalhistoriske foreninger og arkiver fra Vendsyssel, desuden Bibliotek, Stadsarkivet, Kystmuseet, Legacy, Family Search m.fl. I et tilstødende lokale vil der hele dagen være korte foredrag om forskellige emner indenfor slægtsforskning.

De har disse foredrag:

Jørgen Clausager, Østervrå, fhv. byarkivar, som fortæller om navneskik og navngivning, herunder indførelse af faste slægtsnavne i 1800-tallet.

Peter Christensen, daglig leder af Slægtshistorisk Center i Aalborg, fortæller om den gratis hjemmeside FamilySearch, hvor der er data fra hele verden.

Erik Christensen, som er arkivleder på Kystmuseet i Frederikshavn, fortæller om ejendomshistorie med udgangspunkt i et lille husmandssted i Wester Flade fra stenalder til nutid.

Karl Erik Hansen, som er formand for DIS-Aalborg, fortæller om den nye store landsdækkende forening for slægtshistorie: DIS-Danmark og om dens formål og virke.

Arne Leismann, fhv. formand for DIS-Aalborg og studiekredsleder i Legacy, vil give en introduktion til slægtsprogrammet Legacy.

Thorkild Søndergaard, mangeårigt bestyrelsesmedlem i Saltlandet, fortæller om sit store arbejde med fotografering og registrering af 21.558 gravsten på 32 kirkegårde i Vendsyssel.

Anton Blaabjerg, som er bestyrelsesmedlem i alle de tre store slægtshistoriske foreninger i Danmark, vil fortælle om hvad slægtsforskere kan finde i den trykte litteratur.

Der er hele dagen salg af kaffe, hjemmelavet kage, øl og vand. Pga. sponsorstøtte fra DIS-Danmark og Nordjyske Bank, kan de holde entreen på kun 20 kr.

 

 

 

 

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Find dine rødder ved slægtens dag i Sæby' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2025 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger