Nordjyske Bank opjusterer basisindtjeningen

Nordjyske Bank opjusterer basisindtjeningen

3. november 2015 - kl. 14:31 - af

Nordjyske Bank_600x250Nordjyske Bank har i dag offentliggjort sit første 3. kvartalsregnskab efter fusionen med Nørresundby Bank. Regnskabet efter årets tre første kvartaler viser en pæn stigning i basisindtjeningen sammenlignet med året før, og banken opjusterer nu forventningerne til året. Banken er dog – som mange andre banker – presset på det samlede resultat blandt andet på grund af stigende nedskrivninger og faldende indtægter på kursreguleringer.

Danmarks 11. største bank offentliggjorde i dag regnskab for årets tre første kvartaler. Basisindtjeningen for perioden er steget til 295 millioner kroner, hvilket svarer til en stigning på 13 millioner kroner sammenlignet med året før, og det får nu banken til at opjustere forventningerne til basisindtjeningen for hele året til niveauet 360 til 380 millioner kroner mod det tidligere udmeldte niveau på 320 til 360 millioner kroner:

– Med regnskabet for 3. kvartal understreger vi, at vi har godt styr på basisforretningen. Opjusteringen kommer som en naturlig konsekvens af faldende driftsudgifter og stigende indtægter fra gebyrer og provisioner, og det er selvsagt nogle af de områder, vi har mest fokus på, forklarer adm. direktør Claus Andersen fra Nordjyske Bank.

Nordjyske Bank har formået at reducere sine driftsudgifter og -afskrivninger med 11 millioner kroner til 389 millioner kroner i perioden og har samtidig øget sin indtjening på gebyrer og provisioner med 40 millioner kroner. Banken får dog ikke fuldt udbytte af den positive udvikling, da renteindtægterne samtidig er faldet med 33 millioner til 394 millioner kroner:

– 3. kvartal er præget af både gode og dårlige nyheder, men vi vurderer samlet set, at resultatet pr. 30. september 2015 er tilfredsstillende med fusionsaktiviteter, kursudviklingen og landbrugets forværrede indtjeningsmuligheder in mente, forklarer adm. direktør Claus Andersen fra Nordjyske Bank.

Mens basisindtjeningen er blevet bedre end forventet og nu opjusteres, tæller nedskrivninger og kursudvikling på minussiden. Nordjyske Bank har en samlet eksponering mod dansk erhvervslandbrug på 10 procent, hvoraf den animalske produktion udgør 5,5 procentpoint, og den aktuelle krise forårsaget af de historisk lave afregningspriser for mælk og svin gør, at bankens nedskrivninger til og med 3. kvartal er steget til 133 millioner kroner mod 121 millioner kroner året før. Banken har tidligere udmeldt et niveau for året på 145 millioner kroner, og dette niveau opjusteres nu til 190 millioner kroner.

Ligeledes på minussiden tæller kursudviklingen, hvor bankens indtjening er faldet fra 88 millioner kroner i samme periode i 2014 til 37 millioner kroner i 2015.

Kombinationen af en stigende basisindtjening, stigende nedskrivninger og faldende kursreguleringer giver et samlet resultat før fusionsomkostninger på 178 millioner kroner og et resultat før skat på 139 millioner kroner svarende til en forrentning af egenkapitalen med 7,1 procent.

– Vi er som de andre banker i 3. kvartal blevet ramt af flere udefrakommende faktorer. Det vigtigste for os er dog naturligvis fortsat at fokusere på de områder, som vi selv kan påvirke, og her er vi glade for, at basisindtjeningen udvikler sig bedre end forventet, og at fusionen forløber planmæssigt. Derfor ser vi fortsat positivt på året og ikke mindst på 2016, hvor vi vil realisere synergibesparelser i niveauet 50 millioner kroner som følge af fusionen samt en reduceret udgift til Indskydergarantifonden, der i 2015 forventes at blive på 29 millioner kroner, bemærker Claus Andersen videre.

Positiv udvikling i både ud- og indlån
I 3. kvartal har Nordjyske Bank haft et stigende udlån og et faldende indlån, og begge dele er positive tendenser. Det samlede udlån i Nordjyske Bank udgør 10,5 milliarder kroner pr. 30. september 2015. Det er en stigning på ca. 50 millioner kroner alene i 3. kvartal, og stigningen kommer primært fra tilgang af nye kunder. Samtidig kan banken konstatere et faldende indlån på grund af en stigende lyst til at forbruge og investere blandt bankens eksisterende og nye kunder. Alene i 3. kvartal er indlån faldet med 300 millioner kroner til 14,9 milliarder kroner. Der er dog endnu ikke tale om deciderede opsvingsbevægelser.

Samlet medfører det stigende udlån og det faldende indlån et forretningsomfang – der består af indlån inklusive pulje, udlån og garantier – på 28,8 milliarder kroner. Det er et fald i forhold til ultimo juni 2015, hvor forretningsomfanget var på 29,2 milliarder kroner. Forretningsomfanget er opgjort ved konsolidering af historiske opgørelser for Nordjyske Bank og Nørresundby Bank.

Kapitalgrundlaget er fortsat særdeles solidt med en kapitalprocent på 16,7 pr. 30. september 2015 og kernekapitalprocent på 14,5. Solvensbehovet er 10,4 procent, hvilket svarer til en solvensgrad på 161 procent. Banken vurderer, at likviditetssituationen er stærk med et indlånsoverskud på 4,4 milliarder kroner og en likviditetsoverdækning i forhold til lovkravet på 168 procent.

Om Nordjyske Bank
Fusionen mellem Nordjyske Bank, som det fortsættende selskab, og Nørresundby Bank som det ophørende selskab blev en realitet den 27. februar 2015 med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2015.

I dag er Nordjyske Bank Danmarks 11. største med et samlet forretningsomfang på knap 29 milliarder kroner. Nordjyske Bank har 130.000 erhvervs- og privatkunder samt 46.000 aktionærer primært fra Nordjylland. Banken har filialer i Nordjylland og i København.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Nordjyske Bank opjusterer basisindtjeningen' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER