
Millionbevilling fra Velux Fonden…
28. august 2015 - kl. 0:17 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Kystmuseet står i samarbejde med tre andre nordjyske museer og Aalborg Universitet bag et projekt om Atlantvolden, som blandt 41 ansøgere er udvalgt til at modtage bevilling fra Veluxfonden.
I 2014 besluttede Velux Fonden at afsætte særlige midler til en forsknings- og formidlingsindsats på de danske museer, formuleret som kollektive projekter. På baggrund af opslag modtog fonden 41 interessetilkendegivelser, hvoraf ti projektforslag blev inviteret til at udarbejde en fuld ansøgning. Af disse ti blev fem projekter tilgodeset med en bevilling. I juni 2015 meddelte Velux Fonden, at projektet ”Atlantvolden i Nordjylland” er blandt de tilgodesete projekter, med en bevilling på 3.255.000 kr. Projektet er formuleret af og gennemføres i samarbejde mellem Museum Thy, Vendsyssel Historiske Museum, Museumscenter Hanstholm, Institut for Kultur og Globale Studier ved Aalborg Universitet og Nordjyllands Kystmuseum.
Særligt Nordjyllands kyster bærer stadigt tydeligt præg af den tyske besættelse 1940-45 i form af de mange betonbunkere, der udgør resterne af Atlantvolden. Bunkerne udgør stort set de eneste autentiske bygningsmæssige levn fra besættelsestiden. Projektet sigter på at undersøge og formidle de anlæg, også de mere ”usynlige,” som man fortsat finder i landskabet. Projektet vil omfatte mikrohistoriske lokalstudier om Atlantvolden og dens virkningshistorie i landsdelen, både under og efter besættelsen. Dette skal bl.a. munde ud i en regional syntese, der vil indeholde nationale og internationale perspektiver, som tydeliggør aksen lokal-regional-national-international og omvendt. Projektet vil desuden omfatte et ph.d.projekt, som undersøger Atlantvolden som kulturarv og dens museale formidling. Endelig vil projektet omfatte udarbejdelse af stedbunden formidling af de vigtigste anlæg i det nordjyske landskab.
Til disse dele kommer for Kystmuseets vedkommende nøjere undersøgelse af to temaer, nemlig dels en undersøgelse af anlæg genbrugt af det danske forsvar i Den Kolde krig, herunder en undersøgelse af, hvilke overvejelser der blev gjort ved ibrugtagningen af anlæggene, og dels en undersøgelse af brugen af bunkere til det, som de ikke er beregnet til. Dvs. den umiddelbare efterkrigstids brug af bunkere til f.eks. vandrerhjem, genbrug som f.eks. garager, redskabsrum og graffitivæg, og mere systematisk som f.eks. vin- og ostelager, kunst- og kulturprojekter, i linjen fra skampletter til kulturminder.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Millionbevilling fra Velux Fonden...' til en bekendt