
Følsom finsk jazz i Sæby Glaspusteri
13. august 2015 - kl. 15:51 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Elementer fra nordisk folkemusik smyger sig om jazz-traditionerne, når den finske sangerinde Sanna Ruohoniemi synger egne sange eller fortolker andres.
Nu kommer hun til Sæby, og fredag den 21. august kl. 20 bliver der mulighed for at opleve det unge talents sarte stemme, unikke swingende rytmik og musikalske fortællinger på nærmeste hold ved en spontant arrangeret gratis koncert i Sæby Glaspusteri.
Arrangementet i Sæby er blevet muligt, fordi Sanna Ruohoniemi er i Danmark i forbindelse med Den Blå Festival i Aalborg. Hendes koncertkalender vidner i det hele taget om en travl periode med flittig rejseaktivitet, hvor hun også har optrådt i Portugal, Tyskland, Sverige og hjemlandet Finland.
Glaspusteriet var første gang i brug som koncertsted i forbindelse med jazzfestivalen i Sæby i pinsen, og det er gode erfaringer og kontakter derfra, som har gjort det muligt at få den finske jazzvokalist med band til at stille op i de alternative rammer.
På programmet er originale kompositioner af Sanna Ruohoniemi og guitaristen Salvador Olmos samt udvalgte jazzstandards i friske nyfortolkninger. Alt sammen leveret af en kvartet, som også tæller Albert Østergaard på kontrabas og Bertil Bille på trommer.
Sanna Ruohoniemi har studeret på det finske Sibelius Musikakademi, og hun er i gang med en nordisk master i jazz, som musikkonservatorier i Danmark, Finland og Sverige samarbejder om. Desuden arbejder hun på et nyt album, som kommer i foråret 2016.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Følsom finsk jazz i Sæby Glaspusteri' til en bekendt