
Turisthus Nord vil ikke tage stilling
27. juli 2015 - kl. 15:07 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Der er opstået en beklagelig misforståelse om Turisthus Nords holdning til en eventuel havvindmøllepark i Sæby. Jeg er på det seneste blevet fejlciteret i læserbreve og i et interview med en vindmøllemodstander for udtalelser og holdninger, som ikke er Turisthus Nords, og som ikke fremgår af det interview, der var med mig i Nordjyske.
Turisthus Nord tager IKKE stilling til, om der skal være vindmøller eller ej ved Sæby, og vi anerkender naturligvis den bekymring som nogle sæbynitter føler. Sæby er en dejlig by, som vi alle ønsker at værne om på bedste vis, så turismen fortsat kan blomstre og udvikles.
Turisthus Nord tilslutter sig Frederikshavn Kommunes holdning om, at HVIS vindmølleparken bliver en realitet ved Sæby, bør den placeres længst mulig væk fra kysten, og at den bør grupperes, så dele af horisonten står åben og uberørt.
Hvad effekterne af en eventuel havvindmøllepark kan blive for Sæby, kan vi af gode grunde ikke vide noget om på nuværende tidspunkt – i særdeleshed da ingen endnu ved, i hvilke af de udpegede områder møllerne placeres.
Til information har Turisthus Nord i det seneste nyhedsbrev til vores medlemmer henvist til de turistmæssige erfaringer, som man har gjort sig i Ringkøbing-Skjern, Varde, Samsø og i Esbjerg kommune. Dette uden sammenligning med Sæby i øvrigt. I de nævnte kommuner har overnatningstallet og den turistmæssige omsætning været uændret efter at møllerne er sat op.
Lad mig samtidig slå fast, at vi fra Turisthus Nord ikke har udtalt, at havvindmøllerne bliver en ny attraktion, der kan tiltrække flere turister til Sæby, men HVIS vindmølleparken kommer til Sæby, vil vi fra Turisthus Nords side gøre vores yderste for at vende vindmøllerne til en fordel for turismeudviklingen i Sæby i samarbejde med turismeerhvervet i området.
På vegne af Turisthus Nord
Ulla Mosich
Bestyrelsesformand
En kommentar til “Turisthus Nord vil ikke tage stilling” under annoncerne.




Man kan være for havvindmøller ud for Sæby, man kan være imod, man kan være ligeglad!
Turisthus Nord er ligeglad, mon også man var det, hvis møllerne skulle stå rundt Skagen by?
Man har lavet “undersøgelser”, men glemt at høre Viborg om havmøllerne ved Anholt har skadet turismen i Viborg. Selvfølgelig har det ingen betydning i Esbjerg, hvor man skal sejle over 30 km ud for at se dem. Samsø har gjort det rigtige, placeret dem på sydøen, hvor der ikke er turistområde.
Selvfølgelig skal vi have grøn energi, selvfølgelig skal vi have havvindmøller, men de skal som navnet siger stå til havs og ikke tæt på land. Lad nu tvivlen komme Sæby til gode og placer dem, hvor de ikke ødelægger et turistområde og en havudsigt fra en smuk gammel by.
Frants Kristensen
Ravsliber i Sæby