
Drengerøvstræf og nypudsede ”slæder” i Sæby
19. juli 2015 - kl. 10:29 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Grøns Køreskole i Sæby lagde lørdag 18. juli plads til et træf af dimensioner, der fyldte, det store køreanlæg til sidste plads. Her var nok at se på for hele familien, samt hobbyfolk der var glade for nye og gamle biler og motorcykler af enhver art.
På anlægget var alt hvad et drengerøvshjerte kunne drømme om og begære lige fra amerikanerbiler, tunede japanere, rallybiler, driftere, veteran mc, bane mc og en masse superfede hobbybiler.
Droner i luften
Giraffen mini film lavede en super film fra træffet. Ud over kameraer på jorden var der også droner med kameraer i luften, og det vil sikkert være helt tydeligt på filmen, at de mange flotte biler og motorcykler ser velpudsede ud, og glinsede i det flotte solskin.
Mad kunne købes til absolut billige priser, og musikken drønede lystigt. Det var Dj Zabi, der sørgede for en stak fede plader, der drønede højlydt ud over pladsen.
Sponsorpræmier
Det store publikum passede godt på indgangsbilletten, for på den kunne man vinde masser af flotte sponserede præmier. Sponsorerne havde i år været i ekstra godt humør, målt ud fra de mange flotte præmier, der rundhåndet blev trukket ud fra tid til anden. For blot at nævne nogle af præmierne var der lige fra mini-cruise, anlæg til bilen, komplet foliering af bilen samt en hel masse andre flotte præmier at vinde.
Urban Vikings
Det er dristige unge fyre på motorcykel, som man bør have stor respekt for. Ud over at lave fantastiske kunster på deres mc-ere arrangerede de også konkurrencer for mc folket, hvor der var flotte præmier at vinde.
Pigerne var også med
Det smukke køn færdedes livligt blandt biler og motorcykler. Det er ligesom piger, biler og motorcykler hører sammen i en stor enhed.
Ikke alle piger nøjedes med at kigge på. Nogle få udstillede biler og motorcykler, men for Louise Bach fra Skagen er det ikke nok. Hun havde sin egen grønne Kawasaki fra 2008 med, som hun kører ræs på i Sverige. Louise har kørt ræs i 4 år, og det specielle ved det er at hun sidder i rullestol på grund af sclerose. Så kan man undre sig over, hvordan hun kan køre motorcykelræs. Sagen er ganske klar. Louises kæreste, Torben, hjælper hende op på maskinen og slipper hende løs.
– Styrter jeg, så bliver jeg jo læsset af alligevel. Slipper jeg helskindet igennem, og det gør jeg for det meste, så står Torben efter målet og tager imod mig og holder på maskinen, indtil jeg er i rullestolen igen, siger den fartglade pige fra Skagen.
Hvis man vil vide mere om Louise og hendes racerkørsel, kan man gå ind på TV2 Nords hjemmeside og skrive Louise Bach.
Masser af muligheder
Bilen kunne komme på rullefelt, og der var en flot præmie til bilen med de fleste hestekræfter, og en trøstpræmie til den med mindst hestekraft.
Den flotteste bil 2015 blev kåret, og så var der en Db konkurrence, hvor man kunne få målt, hvor meget ”slæden” kunne levere.
Det hele var en stor markedsplads med masser af køretøjer og rigtig meget publikum, der havde en dejlig varm sommerdag i Sæby, men heldigvis med lidt vind så det ikke blev for bagende.
Tekst og fotos. Cille Strøm
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




































Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Drengerøvstræf og nypudsede ”slæder” i Sæby' til en bekendt