Ugens klumme: <br>Avlstyrens overmand

Ugens klumme:
Avlstyrens overmand

18. juli 2015 - kl. 0:02 - af

Soeren-Visti_600x250Der er pludselig opstået stor opstandelse på Sønder Knuden. Alle i folkestuen har forladt aftensmaden i utide for at tage del i – og overvære – de temmelig voldsomme begivenheder, der ganske pludseligt kom til at udspille sig lige op ad gårdens stuehus.

Gårdejer – og her i 1944 også sognerådsformand i Understed – Holger Overbye, er selv ufrivilligt blevet midtpunkt i nogle begivenheder, han hjertens gerne ville have været foruden. Han løber derfor fortvivlet den bil i møde, der nu målrettet og i stor hast ruller ind på gårdspladsen. Bilens ejermand er dyrlæge Lysemose fra Sæby, og han bliver af Overbye i al hast sat ind i sagen, mens begge mændene side om side i skarpt trav hurtigt bevæger sig i retning af det kviehegn, der står umiddelbart op ad gården.

I første omgang kan Lysemose ikke få øje på andet end en flok forskræmte kvier, der skræmte står og trykker sig sammen i den modsatte ende af indhegningen, for hele gårdens folkehold – inklusive Overbyes familie – klumper sig sammen omkring, men i sikker afstand af et andet og betydeligt større prustende og brølende dyr.

Lysemose maser sig igennem folkemængden, og får en supplerende forklaring fra 1. karlen – Møller Jensen – hvis lillebror Svend, der er 2. karl på gården, interesseret og med fascination ser på det store dyr i indhegningen. Et dyr der på ynkelig vis og – med tydelig tegn på stor smerte – forgæves forsøger at rejse sig på tre ben.

Det fjerde ben – et forben – er hjælpeløst brækket med et åbent brud som er så grimt og alvorligt, at dyrlægen på stedet vurderer det til at være fatalt for den lidende kæmpestore røde tyr.

”Har du sendt bud efter Napoleon”? ville Lysemose vide. Napoleon – der bor i Sæby – er områdets omrejsende hjemmeslagter, der gerne bliver tilkaldt i tilsvarende situationer. Det kan Overbye bekræfte, da hans egen vurdering som lægmand desværre stemte fuldstændig overens med fagmandens. ”Han er på vej”, kommer det spagt fra Overbye.

Sønder Knudens kvægbesætning bestod på daværende tidspunkt af 14-16 køer af dansk rød malkerace – en bestand som blev vedligeholdt med entusiasme af den gamle røde tyr, der i mange år succesfuldt havde ført sine gener videre gennem en skiftende flok af fødedygtige køer af samme race. Nu mente Overbye imidlertid at den gamle tyr var pensionsmoden, og havde derfor indkøbt et betydeligt yngre dyr, med en væsentlig bedre stamtavle end den gamle kunne prale af.

Denne nye avlstyr var så her til morgen blevet leveret på Sønder Knuden, og var midlertidigt blevet installeret hos en flok fredsommelige kvier i indhegningen tæt op ad stuehuset. Den gamle tyr stod i sit vanlige tøjr sammen med sit harem af køer i en indhegning et godt stykke væk, så det kunne der vel ikke være nogle problemer i – troede Overbye!

Fremtiden for den gamle tyr ville være slagtning, og den nye skulle så planmæssigt indtage dens plads – og tilføre Sønder Knudens kvægbesætning nyt og forventeligt bedre blod.

Dagen var gået på ganske fredsommelig vis hvor alle havde passet sit, og folkeholdet var som sædvanlig vendt hjem for at få aftensmad, da en voldsom larm udenfor afbrød den daglige rytme. Først et brag fra træværk der knækkede, og derefter en vild brølen og lyden af tunge kroppe, der med stor hast stødte sammen. Prusten og trampen endte efter kort tid med et langt klagende brøl, der nærmest endte ud i et klynkende forpint hvin, der derefter blev ved i næsten det uendelige. Folkestuen blev forladt i en hast så voldsom, at en bænk blev væltet – alle måtte se hvad der var hændt, og bange anelser og hurtigt udtænkte teorier blev bekræftet.

Der havde ganske rigtigt været kamp mellem de to tyre, men udfaldet havde ikke været helt som forventet. Den gamle tyr havde åbenbart fået syn og fært af rivalen og havde revet sig løs. Den var herefter med stort raseri resolut brudt igennem indhegningen til kvierne og den unge og betydeligt større tyr, der havde været så uforberedt på dette angreb, at den ikke effektivt havde kunnet sætte sig til modværge.

Den nye unge præmietyr humpede derfor nu rundt med et åbent benbrud, mens dens gamle rival, der åbenbart stadig havde haft klarsyn nok til at se truslen i den unge opkomling, spankulerede selvtilfreds væk fra kamppladsen i samme retning den var kommet – slæbende resterne af det iturevne tøjr efter sig.

Den lod sig herefter uden yderligere ballade atter tøjre, nu hvor rivalen effektivt var uskadeliggjort. Men Overbye måtte se sin satsning på et genetisk generationsskifte i sin kvægbesætning blive knækket lige så brutalt som ungtyrens højre forben – og han havde været nødt til at ekspres at sende bud efter såvel dyrlæge som hjemmeslagter!

Omsider ankommer Napoleon – hjemmeslagteren fra Sæby med de mange talenter, som beskrevet i en tidligere historie – med sin hestevogn. Efter en kort briefing til den korpulente slagtermester, kan slagtningen kan gå i gang.

Og mens karlene, herunder også Møller og Svend, holder det sårede dyr kontrollerer dyrlæge Lysemose, at det blodige forehavende foregår korrekt.

Det var en fåmælt og noget bleg Holger Overbye, der dagen efter måtte sælge 3/4 af tyrens kød for dagsprisen til Slagtermester Bertelsen i Sæby, mens den sidste 1/4 indgik i Sønder Knudens husholdning. En noget anden skæbne en den der oprindeligt var tiltænkt den unge præmietyr.

Men den gamle tyr, der havde vist sig vital nok til med held at forsvare sit revir, fik forlænget sin karriere som stamfader til Sønder Knudens røde malkekvægsbesætning – og den havde overfor sin ejermand og resten af verden bevist, at det ikke nødvendigvis er genetik der styrer verden.

Og et gammelt ordsprog, der også bruges i en mere fræk sammenhæng, viste sig også i denne situation at holde stik: ”Det er oftest de gamle stude, der har de stiveste horn”!

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Ugens klumme:
Avlstyrens overmand'
til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER