Kommuneaftalen er indgået<br>…

Kommuneaftalen er indgået

14. juli 2015 - kl. 12:28 - af

Borgmester Birgit Hansen fortæller: ”I Frederikshavn Kommune har vi arbejdet med budget 2016 siden før sommerferien.
Der er naturligvis mange områder, hvor vi selv styrer. Som bekendt indlagde vi en procents besparelse i årerne frem for at tilpasse udgifter med indtægter. Vi er i gang med økonomisk genopretning. I år har vi sparet 125 mio. ud af driften. Jeg har sagt det før, men siger det gerne igen: det er ikke en nem opgave, men alle arbejder med den.

Kommuneaftalen er også en vigtig faktor for budgetplanlægningen. Nu er den indgået mellem kommunernes forhandlere og regeringen. Aftalen er kortere end vanligt. Det skyldes måske tidspunktet for indgåelsen. Det er senere end vanlige år – pga. Folketingsvalget.

Jeg bringer her et lidt længere indlæg om indhold, men det er for tidligt på nuværende tidspunkt konkret at sige, hvad aftalen betyder for vores Kommune. Det er naturligvis meget spændende, for hver en krone betyder noget. Hver en krone betyder noget ift. det serviceniveau, vi kan tilbyde. Men jeg kan love, vi i byrådet tager opgaven seriøst, når vi skal forholde os til realiteterne. Budget 2016 skal endeligt vedtages til oktober.

Et af de mest omtalte emner har været regeringens krav om, at kommunerne skulle tilvejebringe 1 % til et såkaldt omprioriteringsbidrag – svarende til 2,5 mia. kr. på landplan og ca. 27,1 mio. kr. for Frederikshavn Kommune. Heraf er der enighed om, at for 2016 tilbageføres de 1,9 mia. kr. til kommunerne til prioriterede indsatsområder på den borgernære service – ældre, børn og folkeskole. Frederikshavn Kommunes andel af de 1,9 mia. kr. vil svare til 20,6 mio. kr. Hvorledes tilbageførsler prioriteres og fordeles for 2017 – 2019 vides ikke. Herudover tilføres den del af tilskuddet til ældreområdet (ældremilliarden) til bloktilskuddet i stedet for at være en særskilt pulje, der skal søges. Servicerammen i 2016 udgør 237,4 mia. kr. på landsplan mod 234,6 mia. kr. i 2015.

På anlægsområdet er der enighed om et finansieret anlægsniveau på 16,6 mia. kr. i 2016 mod 17,5 mia. kr. i 2015, og svarer forholdsmæssigt til en reduktion på ca. 9 mio. i Frederikshavn.

Der er sanktioner på op til 3 mia. kr. ved overskridelse af servicerammen.

Det ekstraordinære finansieringstilskud, som i 2015 udgjorde 3 mia. kr. øges til 3,5 mia. kr. i 2016. Heraf udmøntes 2 mia. kr. til kommunerne, således at kommuner med svære økonomiske grundvilkår modtager en højere andel. De resterende 1,5 mia. kr. udmøntes på baggrund af den almindelige bloktilskudsnøgle. I 2015 var det 1 mia. kr., som blev fordelt til kommuner med svære økonomiske grundvilkår.

Der er afsat en lånepulje til styrkelse af kommunernes likviditet på 500 mio. kr. Beløbet er det samme som i 2015, hvor Frederikshavn Kommune opnåede låneadgang på 50 mio. kr. fra denne pulje.

Særtilskudspuljen udgør 300 mio. kr. i 2016, hvilket også er samme niveau som i 2015, hvor Frederikshavn Kommune modtog 15 mio. kr. i tilskud herfra – og vi i budgetoplægget for 2016 har indregnet 16 mio. kr.

Under et skal skatterne holdes i ro – en samlet stigning i skatterne vil betyde en tilsvarende reduktion i bloktilskuddet. Der ydes fortsat tilskud til de kommuner, som sætter skatten ned, således at det tabte provenu finansieres med 75 % det første år, 50 % det næste og herefter med 25 % i 3. og 4. år. Puljen til at finansiere skattesænkning udgør 200 mio. kr. – sænkes skatten med mere, nedjusteres procentdelen i kompensation.

Årets økonomiaftale er kortere end ellers og indeholde udelukkende de økonomiske hovedlinjer for kommunerne. Der er således lagt op til, at der skal forhandles igen i september om bl.a. regelforenkling, effektivisering mv. Det eneste specifikke sektorområde som er nævnt i aftalen er sundhedsområdet, hvor der er enighed om, at der i samarbejde mellem KL, regeringen og regionerne skal igangsættes et udvalgsarbejde med henblik på at lave en samlet plan for udbygning af det nære sundhedsvæsen.

Samlet set er det svært på det grundlag, der ligger nu, at bedømme aftalen ud fra et ”Frederikshavn Kommune synspunkt”. Overordnet er det positivt, at reduktionen på 1 % i stort omfang føres tilbage til kommunerne. Her bliver det afgørende hvilke bindinger der lægges på kommunerne i forhold til de såkaldte prioriterede indsatsområder.

For Frederikshavn Kommune er der et par ting, som må fremhæves som positivt; dels at det ekstraordinære finansieringstilskud fortsætter – og endda øges med 0,5 mia. kr., dels at lånepuljen til kommuner med lav likviditet fastholdes.

I forhold til det ekstraordinære finansieringstilskud kan det oplyses, at Frederikshavn Kommune i 2015 modtog 41,0 mio. kr. i tilskud herfra. Og at andelen af tilskud som blev fordelt til kommuner med økonomiske vanskeligheder var højere end kommunens forholdsmæssige andel. Det er således en fordel for Frederikshavn Kommune, at den andel af tilskuddet som tildeles til kommuner med svære økonomiske grundvilkår er højere i 2016, end det var tilfældet i 2015.

På gensyn til gode debatter. Jeg glæder mig som altid til opgaven – ja også til de svære – dem tager vi på os”, slutter Birgit Hansen.

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Kommuneaftalen er indgået
...'
til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2025 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger