Ugens klumme: Stor bekymring på Amalienborg

Ugens klumme: Stor bekymring på Amalienborg

11. juli 2015 - kl. 0:04 - af

Soeren-Visti_600x250Amalienborgs mure er metertykke. De består af groft tilhugne kampesten sammenføjet med cement, hvor der kun er huller til de forholdsvis små vinduer og den lave dør.

Svend Sulbæk har tit moret sig med at fortælle vidt og bredt, at han snart et år har boet på Amalienborg, og det har i tidens løb fået adskillige mennesker uden lokalkendskab til at måbe og tænke i royale baner. Dog ikke de mere stedkendte landboere, der udmærket ved, at det lokale ”Amalienborg” er en solid kampestensbygning, der ligger i forbindelse med gården ”Sønder Knuden” ved Understed.

”Amalienborg” havde ifølge de lokales beretninger fået sit navn af husets forrige ejer, Peder Pedersen, der på grund af sin sukkersyge også havde fået tilnavnet ”Sukker Peder”. Peder havde så – i ærbødig respekt opkaldt det yderst solide hus efter sin kone Amalie. Og efter familien Overbye kom til ejendommen i 1936, skete der det, der så ofte ses med øge- eller tilnavne. De hænger de ved, hvad enten det gælder mennesker, dyr eller lokaliteter.

På Sønder Knuden tjener huset imidlertid nu som bolig for stedets karle og tjenestefolk, og de tykke og på alle tider af året kolde stenmure, er på indvendig side derfor beklædt med brædder. Hulrummet mellem sten og træ er isoleret med et materiale, der ligner hø eller træuld. Og det er her Svend Sulbæk ganske rigtigt har haft sin bolig i de snart to år, han indtil nu har gjort tjeneste hos gårdejer Holger Overbye.

Overbye er normalt en god arbejdsgiver, der hverken har for vane at skælde ud eller blande sig i sine ansattes private forhold, men en sen aften – nærmere betegnet søndag den 29. august 1943 – skulle vise sig at blive en undtagelse.

Svend er netop på sin cykel kommet hjem klokken halv elleve om aftenen, hvor der allerede er blevet mørkt – en af disse lumre augustaftener med glimtende kornmod langt ovre på den anden side af Pikkerbakken. Han er derfor ved at stille sin cykel fra sig uden for ”Amalienborg”, da han bliver råbt an af sin arbejdsgiver.

”Hvor har do waet hæen”? vil Overbye vide – og han lyder synligt ophidset. Ved hans side står hans kone, der aldrig bliver kaldt andet end ”søster”, og hendes ansigt er også fortrukket i noget der minder om en ubestemmelig blanding af ængstelse og rædsel. Svend kan hurtigt fortælle, at han har været på besøg hos sine forældre i Sulbæk, og at det nu er blevet så sent, at han for resten gerne vil i seng, da han jo skal tidligt på arbejde i morgen.

”Så har do ski waet heldi”, fortsætter Overby. ”Wi var båeng for at do var bløwn skådt a Tyskern”.

Nu forstår Svend slet ingen ting. Området vrimlede ganske vist med tyskere, og der var både kaserner, bunkeranlæg og flyvepladser lige i nærheden, men de havde aldrig antastet de lokale unge bondekarle uden grund – og da bestemt ikke skudt på nogen uden varsel eller forudgående opstand. ”Håer do inth høet radio?”, vil Overbye nu vide, synligt lettet og i et noget mildere tonefald.

Det havde Svend ikke. De havde ganske vist for nylig fået radio hos Valdemar og Johanne, men den havde ikke været tændt denne søndag, hvor flere af Svends andre ældre søskende også havde valgt at aflægge deres forældre et besøg. De var imidlertid alle taget tidligt hjem inden spisetid, så kun Svend havde spist med, og var blevet hjemme til sen aften. Det Overbye så beretter efterfølgende, får Svend til at spærre øjnene op, og bedre forstå den ophidselse han blev mødt med – og som var ren og skær bekymring for hans ve og vel i en situation, der i datidens Danmark var både ukendt og farlig.

Svend havde ganske vist – som vel alle andre danske – fulgt med i de gnidninger, der på det seneste havde været mellem den danske samlingsregering og den tyske besættelsesmagt. Forholdet var løbende blevet forværret, i takt med at den tyskernes uvelkomne tropper var blevet sat under stigende pres af den danske modstandsbevægelse – nu også kombineret med massedemonstrationer og strejker.

Tidligere på dagen var den danske regering således fratrådt, og tyskerne have erklæret militær undtagelsestilstand i Danmark og igangsat ”operation Safari”, der i det overordnede gik ud på at afvæbne og opløse den danske hær og flåde. Dele af den danske flåde var derfor blevet sænket af den danske hær selv – for ikke at falde i tyskernes hænder – og der opstod sporadiske kampe, der endte med at koste 23 danskere livet.

Den militære undtagelsestilstand havde således også udløst udgangsforbud, der var gældende fra kl. 21.00 aften til 6.00 morgen– således halvanden time før Svend var ankommet til Sønder Knuden. Ved et næsten usandsynligt held havde han undgået den øgede tyske afpatruljering i et område, der i forvejen var spækket af tyske aktiviteter. Hvad der ville være sket hvis han var blevet stoppet var ikke godt at vide, men en tilbageholdelse var nok i den milde ende af sanktionsmulighederne. Risiko for en afhøring i de berygtede forhørslokaler i Feriekolonien på Frederikshavnsvej i Sæby, var en anden mulighed.

Overbye opsummerer de seneste dages hændelser i Sæby for sin unge karl, og nogle detaljer kendte Svend til i forvejen, mens andre var nye for ham. Der havde i de seneste dage været forskellige former for uro i Sæby. Blandt andet havde der den 25. august – onsdagen i forvejen – været næsten total strejke på samtlige byens industrivirksomheder. I dagene derefter blev der af ukendte gerningsmænd knust vinduer hos de virksomheder og butikker, der havde rygte for at være for tysk-venlige. Og den 26. august havde der været regulært håndgemæng på Sæby Torv mellem tilfældige sammenstimlede Sæbynitter og tyske soldater.

Så nu frygtede Overbye – som nok mange andre – at der måske ville komme endnu flere og voldsommere sammenstød. Og måske ville værnemagten benytte sig af lejligheden til for alvor at sætte sig i respekt hos danskerne – måske endda ved våbenmagt!

Efterhånden som situationens alvor går op for Svend, begynder han at ryste – og forstå at Overbyes helt usædvanlige skideballe var særdeles velment.

For at få lidt ro på gemytterne og de urolige tanker igen – og sove er der jo ingen der uden videre kan efter det passerede – så inviterer Overbye på en sen kop kaffe, hvor situationen i almindelighed – og de fremtidige begrænsninger i handlefriheden – drøftes.

Og endnu engang kan Svend Sulbæk glæde sig over, at han har en god arbejdsgiver – bonde eller ej, med de holdninger der heraf følger!

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Ugens klumme: Stor bekymring på Amalienborg' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER