Sæbynit rejste fra Aalborg til Guadalajara…

9. juli 2015 - kl. 9:42 - af Henrik Christensen (web-redaktør)

Amanda Müller er tilbage i Danmark igen, men hun fortæller her om en enestående rejse til Guadalajara og de mange oplevelser denne rejse har bragt med sig og de mange erfaringer hun har fået med hjem i bagagen:

”Mit eventyr startede 4. januar 2015, hvor jeg tidligt søndag morgen satte kursen mod Mexico. Det var en lang rejse jeg havde foran mig, men jeg var utroligt spændt og kunne slet ikke vente med at komme afsted. 24 timer efter jeg forlod Aalborg lufthavn, blev jeg modtaget i Guadalajara af Projects Abroad.

Jeg ankom til det hus, der skulle være mit hjem de næste 4 måneder, hvor jeg blev modtaget med åbne arme. Foruden selve familien boede der den gang to andre mexicanske piger som studerede i Guadalajara.

Efterhånden kom der flere til, jeg fik blandt andet den sødeste franske roommate! Da vi boede flest i huset var vi 9 personer! Vi 9 var en blanding af mexicanske studerende og frivillige fra Projects Abroad. Vi lavede tit ting sammen, og sammenholdet blev hurtigt godt mellem os. Efter de første par dage med afslapning og sightseeing i Guadalajara, blev jeg introduceret til mit første projekt.

Mit humanitære projekt
Mit første projekt foregik i Nunutzi Kie, som er en skole for handicappet børn helt ned til 40 dage og op til 15 år. Min primærgruppe var mellem 12-14 år, og blandt de mest handicappede på skolen, hvilket også var grunden til, at forældrene var tilstedeværende det meste af dagen. Men udover min primærgruppe fik jeg en gang imellem også mulighed for, at besøge nogle andre klasser. Blandt andet en klasse med ADHD og hos de helt små babyer.

Skoledagen gik med forskellige aktiviteter. Vi startede som regel ud med lidt sang, dans og tavleundervisning. Undervisningen foregik generelt på en kreativ måde, så meget af tiden gik også med at tegne og klistre, hvilket jeg syntes var rigtig hyggeligt! Efter frikvarteret havde læreren og jeg børnene på egen hånd, hvor vi forsatte med nogle lidt mere fysiske aktiviteter. Det kunne være aktiviteter som pulsespil, hænge tøjklemmer på en snor, eller stable nogle klodser. Det var ret basale ting, men grundet deres handicap var det alligevel en prøvelse.

Skoledagen sluttede omkring halv et hver dag, hvor jeg så ofte valgte at deltage i en af de workshops de tilbød på skolen. Jeg hjalp til i et køkken, men der var også mulighed for at være i et lille bageri, eller bagerst på biblioteket hvor de lavede armbånd. Børnene, der deltog i disse workshops, var dog mindre handicappet og kunne klare mere på egen hånd. Formålet med køkken-workshoppen var at lære børnene til dels, hvordan man laver mad, men også hvordan man forholder sig i et køkken. Vi brugte blandt andet nogle dage en gang imellem på at gøre rent og gennemgå eventuelle farer, der kan opstå i et køkken.

Som det nok kan forstås var disse børn fra min primærgruppe meget handicappet, nogle selvfølgelig mere end andre, og de skulle derfor assisteres i nærmest alt, hvad de foretog sig. Det var alt fra at spise, til at gå på toilettet og til bare at lægge pulsespil, hvilket også var grunden til deres forældre blev i klassen under undervisningen og frikvarteret.

Nogle gange kunne det godt virke som lidt af en udfordring, og jeg var også nogle gange lidt ør i hovedet, når jeg kom hjem, men det er helt sikkert, en oplevelse jeg ikke ville være foruden! Selvom min tålmodighed nogle gange blev sat lidt på prøve, kom man virkelig til at holde af de kære børn!

Fysioterapiprojektet
Efter endt projekt på skolen, blev det næste nu en måned som fysioterapeut på et hospital. Mine arbejdsopgaver lød på det samme, som de udlærte fysioterapeuter, selvom jeg kom med ingen erfaring overhovedet, hverken inden for fysioterapi eller patientpleje! Jeg lagde forbindinger, ultralydsbehandlede, fandt varmepuder, påsatte elektroder og lavede rehabiliterings øvelser med patienter.

På fysioterapiafdelingen var der tit mange patienter, og udover mig var der en læge, en fysioterapeut eller to, en sekretær og anden frivillig fra Projects Abroad, så der var masser at lave, men alligevel aldrig super travlt. Jeg brugte derfor de fleste af mine frie øjeblikke til at snakke med patienterne eller de ansatte. Alle var meget interesseret i at høre om mit hjemland, så det var altid super hyggeligt at være på arbejde.

Jeg synes begge projekter var utrolig spændende og meget lærerige. De erfaringer jeg har fået derfra er helt sikkert noget, jeg kan bruge fremover også i forbindelse med min drømmeuddannelse som sygeplejerske. På skolen lærte jeg meget basal pleje og assistance af handicappede, og på hospitalet fik jeg ligefrem lov til at behandling tidligere tilskadekomne mennesker og hjælpe med deres rehabilitering. Desuden har jeg fået en bedre forståelse af patientpleje, så det er helt sikkert ikke nogen oplevelse jeg vil være foruden.

Imødekommende mexicanere
Udover mine erfaringer mødte jeg mange utroligt søde og hjælpsomme mennesker både på skolen og hospitalet. Mexicanerne er generelt meget imødekommende og tålmodige, når det kommer til de udfordringer det spanske sprog kan bringe. Især min værtsmor var rigtig god, selvom hun ikke kunne et ord engelsk!

Hun var god til, både at forstå hvad jeg prøvede at sige og til at forklare tingene på en let forståelig måde. Den første dag havde hun sat små sedler på forskellige møbler, så jeg kunne øve mig i, hvad de forskellige ting hed på spansk. Hun var derfor en rigtig god hjælp i starten, da mit gymnasiespansk lå lidt langt væk.

Jeg vil helt sikkert anbefale en tur til Mexico, det er et super dejligt land! Vejret er godt, folk er søde, og maden er helt fantastisk! (Det kan slet ikke sammenlignes med den blanding af Tex Mex, man kan finde herhjemme).

Jeg kom tilbage til Danmark med en masse erfaring i bagagen, point til min studieansøgning og bedst af alt – nye fantastiske venskaber! I dag har jeg stadig kontakt med mange, jeg mødte derovre, og min værtsfamilie skriver tit, for at høre hvordan det går. Og en ting er sikkert – jeg skal helt sikkert tilbage en dag”!

Amanda Müller, Humanitært arbejde og Fysioterapi i Mexico