Bedstefar, Stampen og det fortabte dambrug

Bedstefar, Stampen og det fortabte dambrug

27. juni 2015 - kl. 0:03 - af

Soeren-Visti_600x250Valdemar Jensen kører i perioder både sig selv og sine børn urimeligt hårdt, og stiller ofte krav, der – selv for arbejdsvante børn af 1930´ernes landboer – kan være svære at honorere. Hertil kommer et svingende humør og temperament, der gør ham mere frygtet end respekteret af børneflokken – herunder også den største hjemmeboende dreng, Svend, på 8 år.

Men Svend har en ven, han kan søge til, så snart lejlighed byder sig, og det er hans bedstefar (morfar), Thomas, der kun bor nogle få hundrede meter fra Valdemar og Johannes ejendom.

Thomas er alt det, Valdemar ikke er. Hvor Valdemar er alvorlig og indadvendt, er Thomas altid sprudlende glad og udadvendt. Og hvor Valdemar er kolerisk og opfarende, er Thomas rolig og omgængelig. Han er rummelig og rar, og er altid god for en vittighed eller en kvik bemærkning.

Svend og hans søskende elsker deres bedstefar, som er den eneste af slagsen de har, da Valdemars far er død mange år forinden – og aldrig har kendt sine børnebørn. Bedstemor (mormor) – Marie – er også god nok, men hun har altid haft et skrøbeligt sind, og er på sine ældre dage blevet lidt ”pullerworn”, og er ikke altid lige nærværende.

Svend går ofte i plovfuren efter bedstefar og hans spand af islænderheste – og ”Sludderthammes” elsker det barnlige selskab under markarbejdet, der giver ham anledning til at lade såvel tanker som munden få frit løb. Af og til slår bedstefar en højlydt prut, og råber til drengen bag ved: ”Saml op” – og Svend griner næsten lige højt hver gang!

Men ”Sludderthammes” er en driftig mand med mange jern i ilden, og Svend får ved lejlighed lov til at være med til det meste. Bedstefar har sin gård med dyr og jord, der skal passes. Herudover har han også en virksomhed som tækkemand, der også i perioder giver en del arbejde – men ikke mere, end der også er tid til at gå til hånde andre steder.

En sommerdag i 1933 var Svend således også ovre hos bedste og bedstefar. Han ankommer netop som Thomas er ved at klargøre hestevognen med remedierne til at slå hø. Han har en le (”hylli”) over skulderen, og en rive og en høtyv (en spidsbladet greb) på vognens lad. ”Det er godt do kummer, bette Svend – will do mæ op te Stampi ætter hø”? spørger bedstefar.

Svend kender udmærket ”Stampen”, der er en ejendom, der ligger en kilometers penge fra Thomas og Maries gård – og skal ikke forveksles med det savværk med samme navn, der ligger i udkanten af Sæbygård Skov i nærheden af Friisernes gård.

Den er Svend med på, og sætter sig op ved siden af Thomas, der giver ham lov til at tage tømmen til hestene på den relativt korte køretur, der tager et kvarters tid. Turen bringer dem frem til Sulbæk Mølle, hvor der drejes bort fra hovedvejen og mod vest op ad bakken af den vej, der i dag kaldes Gadholtvej.

Svend har været med på ”Stampen” før. Til ejendommen hører der en større frugtplantage, hvor der af og til kan samles nogle gode nedfaldsæbler til at tage med hjem til mors husholdning. Men selv om det er gode æbler, så er det ikke frugten der interesserer Svend mest.

”Stampens” ejer har nemlig opstemmet Sulbækken, der gennemløber ejendommens jord, og han eksperimenterer nu med at drive dambrug. Svend synes det er enormt spændende at gå og kigge ned i de enkelte bassiner, hvor der er ørreder af forskellig størrelse – og han har en enkelt gang fået lov beundre hvordan vandet kogte af liv, når fiskene fik deres daglige foder.

Men da de ankommer til ejendommen, kan Svend godt se, at der er sket noget fatalt, siden han var her med bedstefar sidste sommer. Der er ikke mere hverken fisk eller vand i bassinerne – kun indtørret mudder og opskyllede grene omkring de tidligere damme – og alt vandet er løbet ud i bækken, da en stor del af det stemmeværk, der skulle sikre vand til fiskene er skyllet væk.

Et par dage forinden havde der været et kraftigt tordenvejr med regn – af den type som meteorologerne små hundrede år senere ville kalde et skybrud og udbasunere med dommedagslignende advarsler gennem pressen 15-20 gange hver eneste sommer. Men det meget ekstra vand fra regnskyllet, der i det bakkede terræn kun kunne løbe i en retning – nemlig mod bækken og havet – havde ødelagt opstemningen i dambruget og havde skyllet alt med sig ud i bækken. Inklusive den stakkels bondemands store investering i ørreder af forskellige størrelser.

Der var således ingen fisk at betragte for den bette Svend, så der var kun det mere trivielle arbejde i frugtplantagen tilbage, hvor han i stedet kunne hjælpe bedstefar med at samle det hø sammen, som han med sin skarpe le høstede mellem frugttræerne og læssede på hestevognen til af tage med hjem til dyrefoder.

Men da Svend kom hjem til aften, kunne duften af nystegt fisk fra Johannes køkken lugtes over hele gårdspladsen – men det var ikke duften af stegte skrubber eller isinger, der ellers var den fisk, der var dagligdags mad flere gange om ugen. Duften var anderledes – en anelse mere fed og skarp.

Svaret på madlugten lod ikke vente længe på sig. Storebror Oskar havde været ved bækken med skrald – der på den tid, før miljø på nogen måde var i højsædet, var den hurtigste måde at skille sig af med det affald, som hverken hønsene eller grisene kunne æde.

Oskar havde netop kastet affaldet i et af bækkens dybe huller ved siden et stort piletræ – ude af øje ude af sind – men observerede så pludselig ved et tilfælde, at der stod hele tre store fisk i hullet. Fisk der ikke virkede hverken sky eller var i en særlig god kondition. Oskar trådte derfor resolut ud i bækken, hvor han med hurtige håndbevægelser uden større besvær fik lempet to af fiskene op på bækkens mudrede bred – klar til mors stegepande!

I den efterfølgende tid fangede Svend og hans søskende mange ørreder i Sulbækken, som kom til at indgå som et velkomment supplement til familiens husholdning – men der kom aldrig mere et dambrug på ”Stampen”.

Men Svend gjorde sig den erfaring, at selv om ørred er en mere eksotisk fisk end en stegt ising, så er fladfisken i det lange løb til enhver tid at foretrække – i det mindste som stegt i margarine med kartofler på fattigfolks middagsbord!

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Bedstefar, Stampen og det fortabte dambrug' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER