Ugens klumme: <br>Havre og tobak

Ugens klumme:
Havre og tobak

20. juni 2015 - kl. 0:14 - af

Soeren-Visti_600x250Møller bliver nærmest aflang i ansigtet af skuffelse, da hans hovedrystende lillebror står foran ham. Her har han en hel lang eftermiddag – mens han har udført sit fysisk hårde arbejde som ældste karl i marken – med længsel ventet på at lillebror Svend skulle komme hjem fra sit ærinde i Sæby. Og så var hans plan alligevel faldet til jorden. Pokkers også!

Svend har nemlig ikke været i stand til at gøre et særligt indkøb for sin bror, selv om han ellers havde fået rigeligt med penge med. Men det var ikke Svends skyld, så Møller må kanalisere sin vrede og skuffelse derhen hvor den rettelig hører hjemme. ”Fanden tage krigen og rationeringen”, udbryder den 24-årige unge mand med noget besvær – for bandeord kommer ikke let og lyder underligt forkerte i munden på drengene fra Sulbæk. Ikke engang i de situationer, hvor ederne ellers måtte være på deres plads.

I 1944 gør de to af Valdemar Jensens 6 sønner tjeneste hos Holger Overbye på Sdr. Knuden ved Understed. Thomas Møller Jensen (kaldet Møller) er for nylig startet på gården, mens hans lillebror Svend på 19 år, har været på stedet i snart to år. Det er gået fint, og Møller er lige som Svend faldet godt til. Overbye er en flink og reel arbejdsgiver, og selv om arbejdsdagene er lange, er forholdene – tiden taget i betragtning – i orden.

Denne eftermiddag i starten af september, var Svend så blevet sendt til Sæby med 10 sække havre – og det var dette ærinde som broderen gerne ville benytte sig af. I modsætning til Svend – der for daværende endnu ikke var begyndt at ryge regelmæssigt – var Møller allerede blevet indfanget af tobakkens fangarme for flere år siden. Og han var ved at løbe tør for pibetobak.

Problemet var bare, at selv om tobak ikke var direkte rationeret, kunne denne eftertragtede vare kun købes i begrænsede mængder – og som regel kun hvis man var faste og kendte kunder ved den lokale købmand. Men måske kunne den nye købmand, der netop havde overtaget Købmandsgården i Sæby, overtales til at sælge noget tobak udenom den uofficielle rationering. Måske var der en mulighed, hvis nu det var en helt ung knægt fra landet, der spurgte – efter at den samme knægt oven i købet havde udført et særdeles hårdt stykke arbejde for den samme købmand. Håbet var da i det mindste tændt hos Møller.

Købmandsgården i Sæby var netop blevet overtaget af Johannes Jørgensen – en af sønnerne fra Blakshøjgård ved Gærum – og med overtagelsen var der fulgt en hel række allerede gældende aftaler med lokalområdets bønder. En sådan aftale indbefattede således Sdr. Knuden, der stod for en fast levering af havre.

Nu var det ikke sådan, at der blev drevet mølleri på Sæby Købmandsgård. Havren blev udelukkende købt som hestefoder. Dels med videresalg for øje, og dels til affodring af de heste, der løbende mod betaling var opstaldet i laden bag Købmandsgården.

Svend havde således spændt Sdr. Knudens to bedste heste – vallakkerne Knold og Tot – for vognen og var kørt til Sæby med 15 stk. 100 kilos havresække. Han havde også i sin lomme fået en liste, omhandlende de varer han skulle have med retur til sin arbejdsgiver – og så selvfølgelig Møllers penge og en indtrængende nærmest bønlig formaning om, at han skulle se om han ikke også kunne få noget tobak med sig tilbage. Rationering, fast kunde eller ej!

Efter en ret begivenhedsløs tur – bortset fra lidt tyske soldater der fredsommeligt i deres uniformer afpatruljerede de militærstrategiske områder nord for Sæby – ankom Svend således med sin last ad Frederikshavnsvej og Søndergade til Vestergade, hvor han svingede hestevognen bagvejen ind bag købmandsgården for at komme frem til den bindingsværksbyggede lade. Korn sækkene skulle op på ladens loft – et rum der kun var adgang til via en smal trappe.

Her havde Svend så et problem. De 15 sække vejede jo sine 100 kilo stykket – mindst, for Overbye var ikke den der var smålig på vægten. Og Svend var kun en knap nok fuldvoksen knægt, der sidst han selv havde været i nærheden af en vægt, endnu ikke var i nærheden af de 70 kilo. Så hvordan han skulle få sækkene helt op på loftet var noget af en opgave.

Han måtte derfor se sig om efter noget hjælp – men den eneste person på stedet, der så ud til at have en ledig stund til at give en hånd med, var en lærling, der om muligt var endnu yngre og mindre end Svend selv.

Svend måtte derfor se i øjnene, at han nok selv kom til at slæbe på sækkene. Dog fik han den unge lærling til at kravle op på vognladet og rejse havresækkene på højkant, så Svend – stående nede på gårdspladsens brosten – lettere kunne få vippet de tunge byrder med hver 100 kilos dødvægt over på sin spinkle ryg, for derefter at påbegynde turen op ad den snævre trappe. 14 trin, tæller Svend femten gange, mens sveden i stride strømme ned over panden løber drypper i øjnene på ham, efter at have gennemvædet kaskettens revnede svederem.

Omsider bliver han færdig, og efter at have pustet ud – og pjasket noget koldt vand i ansigtet fra det drikketrug til heste, der står på gårdspladsen – går han ind i butikken, for at hente de varer han har en bestillingsseddel på fra sin arbejdsgiver.

Det er den nye købmand Jørgensen selv, der står for ekspeditionen, og Svend præsenterer sig og fortæller hvor han kommer fra, og hvis og hvor meget havre han har leveret, så Sdr. Knuden kan blive godskrevet for kornets værdi. Varerne til gårdmanden bliver fundet frem og lagt i en kasse, og til allersidst spørger Svend så, om ikke han kan købe noget tobak til hans bror.

Købmand Jørgensen spørger efter til om Svend ikke selv ryger, hvilken den unge mand ærligt benægter. Men så ryster den nystartede købmand afvisende på hovedet.

Han ville egentlig hjertens gerne sælge tobakken – og det bunder ikke i nogen form for manglende anerkendelse af hverken Svends hårde knokkelarbejde med sækkene eller Møllers sikkert lige så surt tjente penge hjemme på gården.

Men som nystartet købmand i Sæby turde han simpelthen ikke. Hvis det rygtedes rundt om i byen, at han gik uden om en stiltiende aftale om ikke at sælge de sparsomme tildelinger af tobak til alle og enhver uden for den faste kundekreds, kunne han komme i vanskeligheder. Så af samme årsag havde han fra første dag valgt at være principfast, uanset hvem der måtte spørge.

Så Svend fik ikke tobakken med hjem til sin smøgsyge bror, der i stedet måtte se, hvad han ad andre kanaler kunne tiltuske sig. For i mange af livets forhold – ikke mindst hvor der er tobak indblandet – vil ordsproget om ”hvor der er en vilje er der en vej” være eviggyldigt.

I såvel krigstid som i fred!

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Ugens klumme:
Havre og tobak'
til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER