Stress – hjemløshed og hårdt arbejde

Stress – hjemløshed og hårdt arbejde

13. juni 2015 - kl. 0:27 - af

Soeren-Visti_600x250I 1938 var stress ikke et begreb der indgik i det danske ordforråd – og da slet ikke blandt den almindelige hårdtarbejdende landbefolkning.

Svends symptomer – mens han sidder her på Vangen Skoles trappesten – er derfor ganske ukendte for lærer Valentinussen, der har bedt sin 13-årige elev om at sidde derude i den friske luft til han har fået det lidt bedre.

Svend er ganske bleg – og det er ikke første gang han har det sådan. Anfaldene kan komme pludselig – og oftest når der er nogen eller noget, der presser ham mere, end han lige kan overskue.

I dag var han – som så ofte før i den seneste tid – kommet for sent i skole, og han havde fået skæld ud af skolemester Valentinussen. Læreren havde ved samme lejlighed følt anledning til at påpege, at forsømmelserne fra skolegangen var ved at tage overhånd. Alt for mange gange var drengen simpelthen blevet helt væk fra undervisningen, hvilket ærgrede læreren, der – ganske atypisk for sin stand på det tidspunkt – rent faktisk kerede sig om sine elevers trivsel og velbefindende. Ikke mindst de elever, der som Svend var i besiddelse af rimelige boglige evner.

På den tid var skolegang ellers ikke en daglig pligt – faktisk var skolen nøje tilpasset den kendsgerning, at de fleste børn måtte yde en arbejdsindsats derhjemme på de små husmandsbrug og gårde. Skolen havde derfor kun to klasser, hvoraf man var fire år i den ”bette Klasse” og tre år i den store. Og Svend og de andre i den store klasse gik i skole 2 ugedage om sommeren og fire om vinteren – med en mødetid allerede kl. syv om morgenen.

Men midt i Valentinussens velmente moralske svada var Svend begyndt at vakle, og al farven havde forladt hans kinder. Et nyt anfald af den sygdom, der på det seneste havde ramt ham var i gang. Det føltes som om alt blodet forsvandt fra hans hjerne, og omgivelserne blev slørede for ham. Hjertet hamrede løs i dobbelt hastighed, og han blev lynhurtigt stakåndet. Han måtte ned at sidde, for snart ville det sortne for hans øjne.

Valentinussen så heldigvis drengens tilstand og stoppede midt i sine vredesudladninger og greb Svend i armen. Med bekymring i stemmen førte han drengen ud i det fri, hvor han kunne sidde helt for sig selv og komme tilbage til den fulde bevidsthed.” Jeg skal nok holde øje med dig så længe”, forsikrede læreren.

Derfor sidder Svend nu på trappestenen i september solen, mens den kølige vind langsomt bringer farven tilbage i hans kinder. Hans hjertebanken overgår til en klump i halsen, og de mange stjerner for hans øjne fortoner sig sammen med svimmelheden. I stedet begynder han at græde.

Hvorfor skælder Valentinussen ikke far ud i stedet for – det er jo hans skyld, at jeg har det sådan, tænker drengen forbitret, men han ved godt, at en lærer på daværende tidspunkt aldrig ville kunne finde på, at blande sig i elevernes hjemlige forhold. Og det er netop de hjemlige forhold, der er skyld i, at Svend i den seneste tid har fået problemer – såvel rent helbredsmæssige som i skolen.

Det hele var startet sidste år, da hans elskede bedsteforældre, Thomas og Marie var flyttet. Thomas Mortensen havde omsider følt at tiden var kommet til at lade sig pensionere som bonde og tækkemand, og han havde solgt sin ejendom, der jo var nærmeste nabogård mod syd til Svends forældre. Den lille gård havde han solgt til en sagfører Larsen i Pindborggade i Sæby – ham der blev kaldt ”Trekvartlarsen” på grund af hans manglende førlighed i den ene arm. Larsen havde snart taget bedstefars ejendom i brug til blandt andet et øget dyrehold. Som en del af sin forretning opkøbte ”Trekvartlarsen” dyr på auktioner rundt omkring, og modtog vist også levende dyr som betaling af kunder med manglende likviditet. Så mens Thomas og Marie købte et lille hus på Hedevej i Bangsbostrand, blev parrets tidligere ejendom og jorden der omkring fyldt med køer og heste og stalden med svin.

Det næste der så skete – og som var hovedårsagen til Svends elendighed – var, at også den anden naboejendom, vodbinderens hus mod havet, blev opkøbt at den driftige sagfører Larsen. Og i hans egenskab af ejer af to landejendomme uden selv at have kendskab til drift af sådanne, opstod der derfor et akut behov for en bestyrer til den megen jord og alle de tilkomne dyr.

”Trekvartlarsen” havde derfor kontaktet Valdemar og tilbudt ham arbejdet som bestyrer for de to ejendomme – til den nette sum af 30 kroner om ugen. Og da der i førkrigsårene var stor arbejdsløshed, var Larsens tilbud været svært for Svends far at afslå, da han havde haft svært ved at få arbejde andetsteds i en længere periode.

Der blev derfor indgået en aftale mellem Larsen og Valdemar Jensen, gående ud på at sidstnævnte skulle stå for marker, dyrehold og daglig drift af hele herligheden – samt hvad der måtte komme til af løst og fast.

Da Valdemar nu pludselig fik ansvaret for to andre ejendomme udover sit eget husmandssted, fik han nu også den ide, at han måske kunne udleje sin egen ejendom – Sulbækhuset – og flytte med hele familien ned i Vodbinderhuset, der jo alligevel stod tomt. Her kunne man derfor bo gratis og samtidig få en lejeindtægt som ekstrabonus – og dyrene i Sulbækhusets lade kunne man vel bare beholde og passe som hidtil!

Sulbækhuset blev derfor i al hast udlejet til Einar Mørkbak fra Sæby og hans familie – og Valdemars familie måtte derfor flytte til nye mere trange omgivelser og en god del mere arbejde, der som altid involverede alle familiens hjemmeboende medlemmer.

Så hvis ikke Svend og hans mor og søskende havde haft nok at gøre hidtil, så fik de det i hvert fald nu. Og Valdemar var en streng herre – ikke mindst overfor sin egen husstand, der bare havde at makke ret. Også selv om såvel arbejdsopgaver som boligforhold ændrede sig.

Så familiens daglige arbejde kom nu til at bestå i pasningen af det store antal svin som ”Trekvartlarsen” havde fyldt Thomas Mortensens tidligere ejendoms stalde med. På markerne kom der 4-5 køer og mindst lige så mange ungdyr, samt et hestehold af Nordbagger. Blandt hestene var der en prægtig hingst, der havde gener der var så attraktive, at områdets bønder fra nær og fjern valfartede til stedet med deres hopper – til dels tilskyndet af Valdemar, der som en biindtægt havde forhandlet sig frem til en betaling på hele ti kroner for hver succesfuld gennemført bedækning.

Udover dette dyrehold var der naturligvis også de store markområder med varierede afgrøder. Roer der skulle tyndes – kartofler der skulle hyppes – korn der skulle sås og høstes og holdes nogenlunde fri for ukrudt. Og oveni alt dette den fortsatte drift af Valdemar og Johannes egen ejendom med jord og de to køer og soen med smågrisene. Og da Svend var den ældste hjemmeboende dreng, var han den første far faldt over, når der skulle ydes en ekstra arbejdsindsats.

Det var derfor ikke noget at sige til, at det kneb med at afse de to ugentlige dage til skolen, men det var egentligt gået meget godt indtil herefter sommerferien, hvor Svend skulle starte med at gå til præst. Som de fleste børn glædede drengen sig til sin konfirmation, og var derfor sammen med klassekammeraterne spændt mødt op til konfirmandforberedelse ved præsten i Understed – blot for at erfare at al konfirmandforberedelse foreløbigt var aflyst.

Der var nemlig udbrudt mund- og klovesyge i området, og da der var dyrehold i forbindelse præsteboligen, var den blevet lagt i karantæne.

”Så kan jeg måske ikke engang blive konfirmeret”, tænkte Svend fortvivlet – nok et slag i en i forvejen hård hverdag.

Og det var netop herefter at disse anfald var startet. Det havde været dråben, der fik det berømte bæger til at løbe over. Heller ikke dengang blev stresssymptomer udløst af enkeltbegivenheder – men som en reaktion når summen af belastninger bliver for stor. Og den grænse havde Svend overskredet, mens han sad her på Skolemester Valentinussens trappesten!

Det videre forløb i historien blev, at Svends vanskeligheder fortsatte vinteren over. Han kom ganske vist til præst – om end i et fåtal af gange – og blev konfirmeret det efterfølgende forår. Men Valdemars aftale med ”Trekvartlarsen” var udløbet inden da – og det var til dels også med Svend som ufrivillig part.

Aftalen løb nemlig fra 15 marts og et år ad gangen – og med vanlig stålsat forhandlingsiver havde Valdemar betinget en fortsættelse af aftalen, med at han selv skulle have en klækkelig lønforhøjelse. Men herudover betingede Valdemar ultimativt, at også Svend fremover skulle aflønnes af sagføreren – hvilket fik aftalen til at falde til jorden.

To stærke viljer var stødt imod hinanden – og Valdemar havde tabt. Familien flyttede tilbage til husmandsstedet, og Valdemars dage som bestyrer af tre ejendomme var forbi. En parentes i Svend Sulbæks liv var til ende og blev vist aldrig siden savnet af nogen!

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Stress – hjemløshed og hårdt arbejde' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER