Ny tjenesteplads og nye sengekammerater

18. april 2015 - kl. 0:04 - af Henrik Christensen (web-redaktør)

Et pludseligt smæld får Svend til at fare sammen med et sæt i sin seng. Der er bælgmørkt omkring ham, og den bratte overgang fra en dyb søvn og til de vågnes verden, får ham kortvarigt til at miste orienteringen. Hvad? Hvem? Hvor?

Langsomt falder brikkerne på plads i hans trætte sind. Tiden er februar 1943, og stedet er gården Sønder Knuden ved Understed – eller nærmere bestemt det nærliggende massive hus af kampesten, der bliver kaldt ”Amalienborg”, og som udgør boligen for gårdens folkehold, der på den tid bestod af 4 Karle. Karlene er installeret to og to i husets to karlekamre, og i den modsatte ende af den bastante bygning er der et stort rum, der kun er adgang til fra en bred port i gavlen, hvori der opbevares en hestevogn.

Svend var blevet ansat som karl sidste november efter at have været ansat hos barndomshjemmets nabo – Hans Sulbæk – og det havde været en brat overgang fra det nogenlunde trygge og familiære og til et betydeligt større og mere fremmed sted. Her var der folkehold, og markarbejdet foregik med hestespand, der også var nyt for Svend.

Det var nu ikke familien Overby der var problemet, for de var reelle og ordentlige mennesker, men der gik nogen tid før Svend fik vænnet sig til alle arbejdsopgaverne. Markarbejdet var såmænd let nok, men som sidst ankommende karl fik han også ansvaret for mælketransporten, og den voldte den 18-årige dreng problemer.

Mælken skulle transporteres fra Sønder Knuden og til Vangen Skole, hvor den senere blev afhentet af en vogn fra Fladstrand Mejeri. Mælketransporten foregik meget tidligt om morgenen før det egentlige arbejde på gården gik i gang – det vil i vinterperioden sige fra kl. 6 om morgenen og indtil morgenmaden blev serveret kl. 7. Undervejs skulle han i øvrigt også samle mælken op fra naboejendommen ”Tværkær”.

Mælketransporten foregik naturligvis med hestevogn – som Svend jo fra barnsben havde været fortrolig med – men under krigens mørkelægning i buldermørke af små kringlede veje, der om vinteren var både glatte og temmelig ufremkommelige, var denne arbejdsopgave næsten ikke til at overskue for knægten. Men ved et guds under havde heldet indtil nu tilsmilet ham, og der var endnu ikke sket uheld.

Dog havde han på sin første tur fået en voldsom forskrækkelse, da han rullede ind på ”Tværkærs” mørke gårdsplads for at samle de ventende mælkejunger op. En pludselig larm og knurren fra et stort rovdyr et eller andet sted i mørket – og skrabende poter i gruset der hastigt nærmede sig – fik ham med hjertet helt oppe i halsen til at fare sammen. Men akkurat som han troede hans sidste tid var kommet, lød der et smæld og en piben et par meter fra stedet hvor Svend rystende var krøbet sammen ved siden af hestevognen. Lænkehundens kæde kunne ikke nå længere, og det havde overrasket den kæmpestore Grand Danois lige så meget som det havde lettet Svend. I flagermuslygtens skær betragtede knægten den kæmpestore hund med gabet der dampede i morgenkulden. Dette blev det første af mange møder med hunden, der dog hurtigt lærte den nye dreng at kende, og derfor aldrig mere fór frem med et lignende raseri. Men chokket og den knugende angst for den mørke vej forlod aldrig helt Svend Sulbæk i den tid, han var karl på Sønder Knuden.

Svends opgaver havde i de forløbne måneder i øvrigt været mangeartede. I en lang periode havde Overbye ikke været i stand til at få fat i en pige til de huslige gøremål. ”En karl kan man ski altid få fat i, men en pige er ikke til at stampe op af jorden”, havde Overbye på et tidspunkt beklaget sig overfor Svend. ”Måske skulle du så tænke på, om du ikke skulle betale hende lidt mere i løn!”, havde sulbækknægten gammelklogt og lidt frækt svaret sin husbond (han var jo ikke Valdemar Jensens søn for ingenting).

Efter Svends vurdering var manglen på piger på områdets gårde et selvskabt problem, da bønderne ikke ville tilbyde de unge piger en rimelig løn. Dengang fik pigerne en væsentlig lavere løn end selv de yngste af karlene, hvilket på ingen måde var retfærdigt.

Unge piger på landet havde en hård arbejdsdag. De skulle op lang tid før karlene om morgenen for at sørge for morgenmad. Middagsmaden skulle de også klare, men mens karlene holdt fri et par timer midt på dagen, skulle pigerne fortsat arbejde. Også aftensmaden og oprydningen herefter var pigernes job, og skulle husbond i byen, var det også dem der sørgede for at være barnepige og putte de små.

Men Overbys mangel på piger på gården resulterede så i, at Svend i perioder havde visse funktioner som ”pige” på gården. Dette bestod i at bistå i såvel køkkenet som med sengeredning for gårdens øvrige folkehold.

Og det hændte mere end en gang, at det blev Svend, der blev sat til at være barnepige og putte Overbys lille datter, Gundva og den endnu mindre Helmuth. Mens gårdejeren og hans kone var på besøg hos familie og bekendte, var det Svend der blev sat til at sørge for de små. Han blev således – for at være tæt på de små – tilbudt at sove i ”Søsters” (moderens kælenavn) seng. Når gårdmandsparret så hen på de små timer kom hjem, måtte Svend så bevæge sig ned på sit eget kammer for at være klar til at stå op sammen med det øvrige folkehold tidligt næste dags morgen!

Særligt Overbys to-årige søn, Helmuth, nød godt af Svends evner som barnepige. Når karlene efter middagen skulle have en times middagssøvn, traskede den lille Helmuth med Svend ned på ”Amalienborg” og fik sin middagssøvn sammen med karlen i hans seng. Da Helmuth i reglen kunne sove længere end Svend havde tilladelse til, fik han lov til at sove videre efter den ældre sengekammerat havde forladt sengen. Når Helmuth så omsider vågnede, traskede han troligt tilbage til gården og forældrene. Jo på trods af krig og svære tider, var der stadig rimeligt trygge kår på landet på daværende tidspunkt.

Nu var Helmuth imidlertid ikke den eneste gæst i Svends seng. Faktisk var det sjældent at han var helt alene i sin seng – heller ikke om natten – og det var disse gæster, der var årsagen til det smæld, der havde vækket ham denne mørke nat. Langsomt går det op for Svend hvad der havde vækket ham denne mørke nat.

Han sætter sig derfor op og får lys i sin flagermuslygte. Yngstekarlen – som han deler kammer med – sover uanfægtet videre som om intet var hændt.

Den fatale mangel på piger i husstanden resulterede nemlig også i, at de halmfyldte senge ikke altid blev redt og set efter med samme grundighed som de måske burde, og dagen før havde Svend fundet ud af, at han ikke var alene i sin seng. Piben og puslen ved nattetide havde mere end antydet, at der var ubudne gæster et eller andet sted i sengens halmbund – og ved at rode lidt dybt i halmen havde Svend fundet en hel rede fyldt med nyfødte og blinde museunger. Han aflivede resolut det pibende småkravl, men måtte nok se i øjnene, at dette alene ikke løste problemet.

Han måtte derfor gå til husbond for at spørge efter en musefælde og fik straks en fælde udleveret, som han lagde i bunden af sin seng – med lidt brødkrummer som madding. Det var således denne fælde, der allerede i løbet af en time havde vist sin effektivitet, og Svend kunne trække en stor død markmus med knækket nakke ud af fælden. Musen lagde han under sengen, og aktiverede fælden på ny inden han atter lagde sig til at sove. Man kunne jo aldrig vide om musen havde familie og venner på nattebesøg.

Og det viste sig at være en ganske fornuftig ide. Hele to gange mere samme nat blev Svend vækket at piben og puslen, og næste morgen var der hele tre fuldfede markmus, der var klar til at blive afleverede til Sønder Knudens sultne gårdkatte.

Svends karriere som karl på Sønder Knuden var netop startet – men flere oplevelser ventede forude og vil blive beskrevet i kommende beretninger!