Ugens klumme: <br>Tømmerflåden

Ugens klumme:
Tømmerflåden

11. april 2015 - kl. 0:03 - af

Soeren-Visti_600x250Stedet er Sæby Sønderstrand en aften i starten af juli 1970. I det lave vand i den blikstille sommeraften mellem første og anden revle driver der en tømmerflåde – men ikke uden besætning.

I stævnen – hvis en sådan findes på en rektangulær flåde, bestående af sammentømrede brædder omkring nogle kvadratiske isoleringsblokke af det lette hvide materiale som kaldes ”flamingo” – står der en dybt koncentreret dreng, med noget der ligner et spyd i sin højre hånd, og kigger ned i det lave klare vand. Ved hans side står en anden dreng lige så koncentreret og peger ned mod den havbund, hvis hvide sand med mønstre som et vaskebræt ligger udstrakt en halv til en hel meter under flådens bund.

Pludselig hugger drengen, der er bevæbnet med spyddet, sit hjemmelavede våben ned i vandet – og udstøder et triumferende råb, da der hænger en sprællende fladfisk fast i enden af spyddet, hvis jernspids snildt er forsynet med en modhage. Fisken hales i et snuptag om bord og kommes i den spand, der er placeret midt på den solide flåde. ”Det var nummer tre” råber Søren – der netop er fyldt 13 år – med en høj stemme, der i sådanne situationer har fået en uvane med at knække over. Hans jævnaldrende fiskekammerat, Lars, nikker anerkendende på hovedet: ”Så er det min tur til at prøve spyddet”!

Søren overlader en smule modvilligt sit våben til kammeraten – og må således se sin status reduceret fra jæger til spejder. Nu skal kursen sættes mod at finde artsfæller til de tre, der allerede ligger i spanden – og det er ikke så svært, da skrubberne er talrige på stedet og ved den mindste forskrækkelse piler hen over havbunden for lynhurtigt at grave sig ned med et par hurtige bevægelser med finnerne. Kunsten består i at spotte de fisk, der er store nok til at spise – og holde øje med hvor de falder til ro og graver sig ned. Herefter er de lige så lette et spidde som det papir, som kommunens folk med et lignende redskab samler op efter sløsede borgere langs vejkanten og i midtbyen her i den travle turistsæson.

Mens spydfiskeriet fortsætter, falder Sørens tanker tilbage på, hvordan han kom i besiddelse af den fine tømmerflåde. Han drejer uvilkårligt blikket mod nord og det nybyggeri der er i gang på det inddæmmede areal, der støder op mod Sæby Havn, og som afsluttes med en fin støbt cementmole med stensætning ud mod den resterende del af Sæby Sønderstrand.

Den driftige og hastigt ekspanderende Christian Vanggaard havde et par år i forvejen inddæmmet arealet ved Sæby Havn, og nu var han i gang med at opfylde formålet med dette storstilede entreprenørarbejde: opførelsen af to nye fabrikker. Den ene fabrik skulle komme til at indeholde kogeanlæg og fryserum til makrel med tilknytning til det allerede eksisterende fabriksanlæg på Sæby Havn, mens den anden fabrik – den sydligste – skulle indrettes med et kogningsanlæg og flowfryser til kogte frosne rejer. Det var rejefabrikken, der nu var under opførelse.

Efter at arealet var blevet inddæmmet, varede det ikke lang tid, før de lokale lystfiskere opdagede, at man på det lave vand havde fået foræret en af Sæbys fornemste fangstpladser for skrubber og ål – og indimellem endog rødspætter og tunger. Så der var altid fyldt op med lystfiskere på stedet – og blandt pensionister og andet godtfolk var også Søren og en håndfuld af hans jævnaldrende kammerater.

Det nye fiskested fik også et navn, som ikke var særligt charmerende, men ikke desto mindre i perioder var ganske rammende.

”Røvhullet” blev fiskepladsens navn i lokale lystfiskerkredse, idet der blev refereret til det nærliggende udløb fra Sæby Rensningsanlæg, hvor der blev udledt praktisk taget urenset spildevand fra byens mange kloakker direkte ud på den bare strand. Hovedleverandør til svineriet var imidlertid Sæby Slagteri, hvis blodrøde spildevand under visse vindforhold drev i en fane langs med Vanggårds nyinddæmmede areal – somme tider garneret med artikler fra såvel borgernes fordøjelses- som forplantningsproces!

Fiskene havde imidlertid ikke det fjerneste imod kloakvandet – måske endda nærmere tvært imod, for det var typisk under vindforhold hvor vandet var mest beskidt, at fiskeriet var bedst. Ikke mindst fiskeriet efter ål var fortræffeligt på stedet, og en eftermiddag hvor Lars og Søren fiskede efter disse, var drengene faldet i snak med et par af de arbejdere, der var i gang med at bygge rejefabrikken.

Det var to velvoksne smede fra kølefirmaet ”Sabroe”, der syntes det var sjovt at snakke med de to drenge. De var ikke selv fra lokalområdet og boede derfor i en af de campingvogne, der var opstillet i nærheden af byggepladsen. De havde derfor typisk meget lange arbejdsdage for at kunne rejse tidligt hjem i weekenderne. Men der var i de lyse sommeraftener alligevel rigeligt med fritid, der skulle fordrives på bedste vis.

Søren spurgte mændene om, hvad man skulle bruge de mange store hvide isoleringsblokke til, der var blevet til overs ved byggeriet af de enorme fryserum – og som nu bare henlå som store hvide flager i en stor bunke sammen med det træ- og byggeaffald, der på et tidspunkt skulle køres væk. Det havde Sabroe-folkene ikke noget svar på, og da en af drengene med deres sunde fantasi havde foreslået, at der måtte kunne bygges en virkelig fin tømmerflåde af materialerne, havde mændene slet ikke umiddelbart reageret på dette forslag.

Men pludselig en dag, da drengene som vanligt skulle ud med deres fiskestænger, lå den færdige tømmerflåde tøjret for enden af stensætningen. Solidt bygget i en størrelse på ca. 150×250 cm. og med en bæreevne, der formentlig nærmede sig en ton.

Søren og hans kammerat fandt hurtigt de to smede, som de løbende havde haft kontakt med, og det var ganske rigtigt dem, der havde brugt et par friaftener til at sammentømre den imponerende flåde.

Efter at have pointeret, at flåden tilhørte byggepladsen og dens folk, fik drengene alligevel lov til at bruge fartøjet, når den ikke blev brugt af andre – dog med formaning om ikke at stage rundt med den store men ret svært manøvredygtige flåde i stærk fralandsvind eller uroligt vejr.

Dette løfte afgav drengene uden at blinke – og derfor kunne de nu bruge passende aftener som denne til at drive rundt på det lave vand – og fange skrubber med spyd eller sætte ”bakker” (snører med agnede kroge).

Sørens tanker bliver revet tilbage til kammeraten, der netop har spiddet en pæn stor fladfisk – en ising til en forandring. Fisken ryger resolut ned i spanden til de andre, men nu ændrer det ellers så klare vand omkring flåden karakter og bliver plumret med en umiskendelig lugt af kloak. Så er det på tide at vende skuden, da drengene nu er kommet for tæt til Sæbys kloakudløb – og selv om fiskene ikke er kræsne i den forbindelse, så kan selv et par raske gutter nu alligevel godt fortrække til mere appetitlige omgivelser.

Søren og skiftende kammerater brugte flåden med jævne mellemrum gennem hele sommeren, men pludselig en dag i løbet af september var flåden væk – og kun fortøjringstovene var tilbage. En kraftig gang vestenblæst og højvande havde sendt tømmerflåden til havs – og den var væk for evigt.

Drengene fortsatte imidlertid deres fiskeri for enden af Vanggårds inddæmning – også i årene efter at de to nye fabrikker var kommet i drift.

Presset af ny lovgivning omkring havmiljø og udledningskrav måtte Sæbys noget modstræbende lokalpolitikere i slutningen af 1980´erne gøre noget ved byens spildevand – først via en flere hundrede meter lang havledning – ude af øje, ude af sind – og endelig med opførelsen af et nyt kemisk/biologisk rensningsanlæg syd for byen. ”Røvhullet” eksisterede ikke mere – kun navnet for området hænger ved blandt os der var børn på daværende tidspunkt.

Nu er stedet blevet mondænt, og på en ny inddæmning – også opført af Vanggård inden hele fabriksanlægget blev flyttet udenfor byen – er der nu opført boliger, med det velklingende navn ”Sønderstrand”.

Fra at være en utiltalende vig med plumret kloakvand, er området nu blevet en naturperle med udsigt over det smukke vadehavsområde, hvorfra man kan betragte de fritidsfiskere, der såvel med garn som iført waders driver deres fiskeri fra kysten. For gennem alle årene er området forblevet et eldorado for lystfiskeri efter fladfisk – og Sæby Sønderstrand behøver jo ikke nødvendigvis at stoppe ved de nuværende grænser.

Et kystsikringsprojekt med høfder kunne være med til at skabe en særdeles fin badestrand helt ud til bygrænsen mod syd – og samtidig være med til at sikre området mod stigende vandstand og kystnedbrydning!

 

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Ugens klumme:
Tømmerflåden'
til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER