
Træer langs Brolæggervej fældet…
10. april 2015 - kl. 8:39 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
En betydelig del af rønnetræerne langs Brolæggervej i det sydlige Sæby er blevet fældet. Det har medført en række henvendelser til Sæby Avis fra folk, som ikke forstår, hvorfor træerne, der danner en smuk allé med grønne kroner og røde bær, har måttet lade livet.
Sæby Avis har forelagt spørgsmålet for Frederikshavn Kommunes afdeling for Park og Vej. Her forklarer teamleder, forstkandidat cand. silv. Jacob Johan Mohr Markmann, at fældningen hænger sammen med, at flere af træerne er blevet fjernet, fordi de ikke var i god vækst og mistrivedes, hvorved stammens diameter ikke udviklede sig, eller stammen havde barkskader. I andre tilfælde har det – selv efter beskæring af trækronerne – vist sig nødvendigt at fælde nogle træer, fordi de simpelthen ragede for langt ind over kørebanen, så store køretøjer som lastbiler og busser kørte imod dem.
Jacob Markmann understreger, at det ikke er hensigten at fjerne flere træer. I Park og Vej er man helt klar over, at træerne er/var med til at give vejen et allé-lignende udseende, og som det udtrykkes, er det ”ikke besluttet ikke at plante nyt til erstatning for de fældede træer”. En beslutning om eventuel genplantning sorterer under Park og Vej og er ikke en politisk beslutning.
Tekst af Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.






Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Træer langs Brolæggervej fældet...' til en bekendt