
Ny udgave af ”Skærmydsler” på Skovlyst
16. februar 2015 - kl. 14:06 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Den nye amatørteatergruppe ”De sammenbragte” havde i november sidste år premiere på en opdateret udgave af Gustav Wieds klassiske en-akter ”Skærmydsler”.
Forestillingen, som fandt sted på Bangsbo, blev en succes. Rammerne var jo i orden, da Wied kom meget på herregården, da denne var ejet af Johan Knudsen.
Men det var ikke kun Bangsbo, der hørte til Wieds yndlingsopholdssteder. Det gjorde Sæby som bekendt også. Derfor synes gruppen, at også sæbynitterne skal have mulighed for at opleve denne nye udgave af det over 100 år gamle stykke.
Da ”De sammenbragte” udover folk fra Skagen-Gruppen ”De usandsynlige” og folk fra Tordenskjoldspillene også består af folk fra Sæby-scenen, er det nærliggende at spille forestillingen på sidstnævntes hjemsted, ”Skovlyst”.
Det sker lørdag den 21. og søndag den 22. februar. Begge dage kl. 14.30. Det er lagt op til en hyggelig eftermiddag, hvor der først serveres kaffe og kage i den røde sal, hvor efter stykket spilles i den store sal.
Billetter á 100 kr. (inkl. kaffe og kage) kan bestilles på tlf. 98 48 95 94 eller købes ved indgangen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Ny udgave af ”Skærmydsler” på Skovlyst' til en bekendt