Flot turistsæson i Toppen af Danmark
12. februar 2015 - kl. 11:00 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Dugfriske tal fra Danmarks Statistik viser, at Toppen af Danmark har haft en flot turistsæson i solrige 2014. Mens region Nordjylland som helhed overraskende har haft en mindre tilbagegang, så falder det i øjnene, at Toppen af Danmark noteres for en samlet fremgang på godt 2%.
Den største fremgang i Toppen af Danmark ses ved overnatning på hoteller, hvor også regionen som helhed har lidt fremgang. Bemærkelsesværdigt er det, at Toppen af Danmarks campingpladser har haft en øget tilstrømning på knap 4%, mens Nordjylland som helhed her har haft en vigende tendens.
Fremgangen er ikke ligeligt fordelt mellem de forskellige nationaliteter. Toppen af Danmark har med et plus på 7% i Norge en markant større fremgang end regionen som helhed.
– Især dette tal er vi meget glade for, siger turistchef i Løkken, Claus Brøndum. Vi har satset helt målrettet på en øget markedsføring på det norske marked, og det ser nu ud til at have virket.
Turistchefen glæder sig også over en øget tilstrømning fra Tyskland med hele 9%.
– Allerede i 2013 så vi en stigende interesse fra det tyske marked, og det ser nu ud til at have eksploderet i 2014. Det er naturligvis en rigtig god nyhed efter flere år med vigende tendens.
Det skal bemærkes, at feriehustallene ikke er medregnet, da de først offentliggøres i april. Det er dog forventningen, at der også her er fremgang.
Destinationssamarbejdet Toppen af Danmark udgøres af Frederikshavn og Hjørring Kommuner.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Flot turistsæson i Toppen af Danmark' til en bekendt