Plan for nye boliger ved Rolykkevej i Sæby

Plan for nye boliger ved Rolykkevej i Sæby

6. februar 2015 - kl. 10:45 - af

Plan-og-MiljoeudvalgetPlan- og Miljøudvalget skal på sit kommende møde den 10. februar drøfte et idéoplæg til lokalplan for opførelse af nye lavenergihuse på et jordstykke ved Rolykkevej i Sæby, som endvidere omkranses af Sæbygårdvej, Aalborgvej og Sæby Å.

Projektet, som er udarbejdet af arkitektfirmaet Hovaldt, består af 15 boliger i 2 etager og er inddelt i 2 etaper. Første etape består af 9 boliger, placeret på Rolykkevej 2, hvor der i dag ligger en ældre bolig, som forudsættes nedrevet. Anden etape består af 6 boliger, placeret på et ubebygget areal ud mod Aalborgvej. Denne del af arealet er ejet af kommunen.

Det fremgår af sagen, at den eksisterende bolig på Rolykkevej 2 er registreret med en bevaringsmæssig værdi på 4 og betegnes derfor som bevaringsværdig. Boligen har desuden modtaget støtte fra Frederikshavn Kommunes Bygningsforbedringsudvalg til udførelse af arbejder, omfattet af byfornyelsesloven. Der er således risiko for, at støtten skal tilbagebetales, såfremt ejendommen afhændes.

I henhold til Kommuneplan 2014 er arealet for byggeriet udlagt til boligområde med en maksimal bebyggelsesprocent på 40 for tæt-lav bebyggelse samt 1,5 etage i max. 8,5 m højde.

Det bemærkes, at Rolykkevej er en offentlig vej fra Sæbygårdvej til Aalborgvej; men som en reminiscens fra gammel tid ligger Rolykkevej adressemæssigt på begge sider af Aalborgvej, idet nr. 8 og 12 ligger ”på den forkerte side”. Der er færdselsmæssige restriktioner på Aalborgvej, således at det ikke er tilladt at dreje til venstre ad Rolykkevej for trafik fra nord.

Den eksisterende offentlige og rekreative adgang ad naturstien langs Sæby å (Museumsstien) skal sikres, hvis planerne føres ud i livet. Stien fører langs åen under Aalborgvej til Sæbygård Skov og krydser åen igennem ”musehullerne” til Rolykke. Det område, man ønsker at bebygge på Rolykkevej 2, er beliggende indenfor åbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelsen er at sikre åen som værdifuldt landskabselement, levested og spredningskorridor for plante- og dyreliv samt sikre rekreative værdier i og ved åen. Indenfor åbeskyttelseslinjen er der forbud mod bebyggelse, beplantning og ændringer i terrænet. Det slås fast, at åbeskyttelseslinjen administreres restriktivt, og generelt dispenseres der ikke til byggeri nærmere åerne end eksisterende lovlig bebyggelse.

Ved en eventuel dispensation kan andre parametre komme i betragtning, f.eks. en placering af bebyggelsen på plateauet oven for selve ådalen, som derved stadig vil kunne fornemmes, så den væsentligste landskabelige værdi bevares. Der vil også være krav om, at træer skal bevares. Endelig nævnes det, at området i Kommuneplan 2009-2020 er udlagt til boligområde.

Boligerne, med 9 huse i første etape og etape 2’s 6 huse mod nord, er stykvis på 139 m2 i to plan. Boligerne har terrasser, tagterrasser og haver mod syd og sydøst. Imellem boligerne anlægges et grønt fælles opholdsareal. Parkering anlægges med 1,5 parkeringsplads pr. bolig. Grunden i etape 1 er 5026 m2 med et boligareal på 1251 m2, i etape 2 et grundareal på 12752 og samlet bebyggelse på m2 2086 m2. Bebyggelsesprocenterne udgør 25 og 16.

Boligerne skal opføres med stort fokus på energiforbrug og bæredygtighed. Der projekteres med kompakte volumener, som mindsker energiforbruget, og store vinduespartier mod syd udnytter solens passive varme, mens mindre vinduespartier mod nord sikrer, at varmetabet ikke bliver for stort. Kuldebroer i byggeriet søges minimeret. Der skal solceller på taget og tilslutning til fjernvarme.

Ønsker man at se skitser af boligerne og præcis placering på landkortet, kan der læses mere i dagsordenspunktets bilag via dette link:

http://frederikshavn.dk/meetings/Plan-%20og%20Milj%C3%B8udvalget%20(%C3%85ben)/2015/10-02-2015/Dagsorden%20(%C3%85ben)/PMU-10-02-2015%20-%2000%20Dagsorden%20med%20bilag.pdf

og dernæst scrolle til siderne 295-301.

Tekst af Per Rye

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Plan for nye boliger ved Rolykkevej i Sæby' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER