
Kvotefordeling af flygtninge
…
5. februar 2015 - kl. 0:09 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Arbejdsmarkedsudvalget skal på sit næste møde den 9. februar drøfte ”Kvotefordeling på integrationsområdet”.
Af punktet fremgår, at landets kommuner de seneste år har haft til opgave at integrere langt flere flygtninge end tidligere bl.a. på grund af borgerkrigen i Syrien.
Også i 2015 står kommunerne over for at skulle modtage markant flere flygtninge og familiesammenførte end tidligere antaget. Derfor har regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) drøftet rammerne for kommunernes integrationsindsats, der først og fremmest løses i kommunerne som en integreret del af den ordinære indsats på bl.a. uddannelses- og beskæftigelsesområdet.
Der er enighed om, at den ekstraordinære situation kan skabe særlige økonomiske udfordringer for kommunernes arbejde med at modtage og boligplacere nye borgere i 2015. Der er bl.a. ekstraordinære udgifter forbundet med at placere de mange flygtninge (bl.a. til at finde egnede boliger, til indretning og eventuelt opbygning af midlertidig indkvartering).
Normalt er det Kommune Kontaktråd (KKR), der indgår aftale om fordelingen af flygtninge mellem kommunerne inden for regionen. På grund af stigningen de seneste år er der enighed mellem regeringen og KL om at suspendere ordningen i 2015. I stedet tildeler Udlændingestyrelsen direkte en kvote til kommunerne. I 2015 var den oprindelige kvote til Frederikshavn Kommune på 83 flygtninge (landsplan 4.000), men denne er blevet opnormeret til 204 (landsplan 12.000). I 2014 modtog kommunen 143. Samlet set er forventningen, at kommunerne skal modtage og boligplacere 12.000 flygtninge i 2015. Regeringen og KL ønsker dog at tilskynde kommunerne til at modtage flere flygtningen end den beregnede kvote.
Kommuner, som vælger at modtagere et større antal, kan se frem til en ekstraordinær økonomisk kompensation. Integreringen af flygtningene under integrationsprogrammet i Frederikshavn Kommune har på trods af stigningen i antallet samlet set forløbet tilfredsstillende. Når en flygtning under Integrationsprogrammet bliver visiteret til kommunen, påbegyndes et kontaktforløb samtidigt med, at personen eller familien boligplaceres. Boligplaceringen sker i Frederikshavn, Skagen, Sæby osv. med henblik på at sikre en demografisk spredning og undgå ghettodannelse, så flygtningene kommer så tæt på en normal dansk hverdag som muligt. Herefter påbegynder flygtningene danskuddannelse hos AOF Nord i Frederikshavn.
I takt med, at flygtningene erhverver sproglige kompetencer, påbegyndes sideløbende et forløb i Projektafdelingen. Her deltager de f.eks. i ”Godt i gang”, som er et undervisningsforløb med fokus på samfundsfag og det danske arbejdsmarked, eller de deltager i et værkstedforløb med henblik på at afklare faglige kompetencer. Der er dog også mulighed for at deltage i virksomhedspraktik på vej mod beskæftigelse.
Kommunernes nettoudgifter til integrationsprogrammer og kontanthjælp er omfattet af budgetgarantien. Det betyder, at kommunerne kompenseres for deres nettoudgifter under ét. Herudover bidrager det generelle udligningssystem og den særlige udligningsordning vedrørende flygtninge, indvandrere og efterkommere til, at kommuner, der har et højt udgiftsniveau, tilgodeses ved omfordeling mellem kommunerne. Samlet set er kommunerne i en normalsituation sikret kompensation for de samlede nettoudgifter.
Men på grund af den kraftige stigning i antallet af flygtninge de seneste år, er der i 2015 afsat ekstra ressourcer til integrationsindsatsen. De ekstra ressourcer udmøntes som et investeringstilskud og et ekstraordinært integrationstilskud. Samlet set udmøntes der 325 mio. kr. ekstra i 2015.
Investeringstilskuddet på 125 mio. kr. fordeles på baggrund af den andel af flygtninge, som den enkelte kommune modtager ud over den oprindeligt udmeldte kvote, som for Frederikshavn Kommune var på 83. Fordelingen vil således tage højde for, at de kommuner, der modtager flest af de ekstraordinært tilkomne flygtninge, får en økonomisk håndsrækning. Tilskuddet svarer til, at kommunerne modtager ca. 15.600 kr. ekstra pr. flygtning på årsbasis som følge af den ekstraordinære situation.
Modtager Frederikshavn Kommune hele kvoten på 204 flygtninge, udbetales et ekstra økonomisk tillæg på ca. 1,9 mio. kr. Det ekstraordinære integrationstilskud på 200 mio. kr. vil blive fordelt på baggrund af oplysninger om grundtilskud for flygtninge og familiesammenførte i 2014, som tillægges antal personer, der indgår i de fastsatte kommunekvoter pr. 1. april 2015. Frederikshavn Kommunes kvote var i 2014 på 143 flygtninge, mens der var 51 personer, som blev familiesammenført.
I 2015 er kvoten indtil videre på 204, hvilket betyder, i alt 398 personer indgår i beregningen. Tilskuddet vil være en håndsrækning til kommuner, som i 2015 oplever udfordringer med udgifter til både flygtninge og familiesammenførte. Tilskuddet forventes at blive i størrelsesordenen 8.000 kr. pr. flygtning. For Frederikshavn Kommune svarer beløbet til ca. 3,2 mio. kr. Samlet set forventes en merindtægt på i alt 5,1 mio. kr. med henblik på at kvalificere indsatsen yderligere. Der er dog mulighed for, at kommunen kan modtage flere flygtninge end kvoten. For hver ekstra flygtning kan der påregnes yderligere en indtægt på i alt 23.600 kr. Hvis kommunen f.eks. ønsker at modtage yderligere 20 flygtninge, øges den samlede indtægt med ca. 500.000. kr. Den samlede indtægt kan dog blive højere, da der ikke er taget højde for antallet af familiesammenførte, som først kendes ved årets udgang.
Det er Center for Arbejdsmarkeds vurdering, at der er mulighed for at integrere flere end det antal, kommunen har fået kvoteudmeldt. Det skal ses i sammenhæng med, at integrationsindsatsen er under omstrukturering, hvor der fremover vil være et større virksomhedsrettet perspektiv med f.eks. virksomhedspraktikker som supplement til forløbene i Projektafdelingen.
Samtidig påpeges det i sagsfremstillingen, at Frederikshavn Kommune er en af de kommuner, som er gode til at integrere flygtninge. I 1. kvartal 2014 var selvforsørgelsesgraden for flygtninge, der deltog i aktivering på 10 %, mens landsgennemsnittet var på 8 %. For Brønderslev og Hjørring Kommuner var tallene 9 % og 4 %. Ses der alene på virksomhedspraktik, var selvforsørgelsesgraden på hele 16 %.
Resultaterne viser, at effekten af integrationsindsatsen er positiv, og at mange flygtninge er blevet et aktiv på arbejdsmarkedet i Frederikshavn.
Kommunaldirektøren indstiller til Arbejdsmarkedsudvalget, at udvalget godkender den udmeldte kvote.
Tekst af Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kvotefordeling af flygtninge
...' til en bekendt