Nordjyske Bank fremsætter købstilbud

18. december 2014 - kl. 18:09 - af

SONY DSCNordjyske Bank A/S fremsætter et betinget, frivilligt købstilbud på alle aktier i A/S Nørresundby Bank. Aktionærerne i Nørresundby Bank tilbydes en samlet pris på 450 kr. pr. aktie bestående af 335 kr. i kontanter og én aktie i Nordjyske Bank (opgjort til en værdi på 115 kr. pr. aktie ). Bestyrelsen i Nørresundby Bank anbefaler enstemmigt aktionærerne at acceptere købstilbuddet.Nordjyske Bank offentliggjorde d. 9. oktober 2014, at banken var i forhandlinger med Nørresundby Bank omkring en potentiel fusion. På baggrund af disse fusionsdrøftelser og et stærkt strategisk rationale har ledelsen i Nordjyske Bank besluttet at fremsætte et købstilbud, og Nørresundby Banks bestyrelse har besluttet at anbefale købstilbuddet.

Der er indgået en aftale mellem bestyrelserne i Nordjyske Bank og Nørresundby Bank d. 18. december 2014. Aftalen er endvidere godkendt af repræsentantskabet i Nordjyske Bank. Tilbudsdokumentet vil blive offentliggjort før udløbet af Spar Nords købstilbud d. 15. januar 2015.

Købstilbuddet skaber rammerne for en stor og stærk lokalbank i Nordjylland
Baggrunden for købstilbuddet er et ønske om at fastholde en stærk nordjysk lokalbank, der imødekommer kundernes ønsker og behov for adgang til finansielle ydelser og rådgivning af høj kvalitet i Nordjylland.

”Med en sammenlægning af de to banker opnår vi det, som jeg ved vores kunder efterspørger, nemlig en rendyrket og stærk lokalbank i Nordjylland. De to banker har et usædvanligt godt strategisk match – både i forhold til den geografiske dækning, vores stærke fokus på de nordjyske kunder og solide markedskendskab. Samtidig ser vi et attraktivt potentiale i en ny, større og velkonsolideret lokalbank, der fremover kan bidrage til en fortsat sund økonomisk udvikling og sikre vigtige arbejdspladser i Nordjylland – samt forhåbentligt samtidig skabe et godt fremtidigt afkast til vores aktionærer”, siger bestyrelsesformand i Nordjyske Bank, Hans Jørgen Kaptain.

Nordjyske Bank er i dag størrelsesmæssigt klassificeret som en Gruppe 3 bank men bliver med sammenlægningen en Gruppe 2 bank. Gruppe 3 banker handler i dagens aktiemarked med en markant rabat i forhold til Gruppe 2 banker, og det er således forventningen, at sammenlægningen på sigt vil medvirke til en øget værdiskabelse hos aktionærerne i Nordjyske Bank.

Sammenlægningen vil være et naturligt led i den igangværende strukturtilpasning i den danske finansielle sektor, og Nordjylland vil få en endnu stærkere og finansielt sund lokal bank, der evner og ønsker at løfte større engagementer i takt med, at virksomhederne vokser. Den sammenlagte bank vil få samlede udlån på knap 11 mia. kr. (baseret på tal fra ultimo 3. kvartal 2014).

Enstemmig anbefaling fra bestyrelsen i Nørresundby Bank
Bestyrelsen i Nørresundby Bank anbefaler enstemmigt aktionærerne i Nørresundby Bank at acceptere købstilbuddet fra Nordjyske Bank. Nørresundby Bank lægger bl.a. vægt på, at købstilbuddet, ud over at være attraktivt for bankens aktionærer, imødekommer et stort ønske i bankens bestyrelse om at kunne fastholde en stærk nordjysk bank i årene fremover til glæde for kunder, medarbejdere og aktionærer.

Hovedelementer i købstilbuddet
Nørresundby Banks aktionærer tilbydes en samlet pris på 450 kr. pr. aktie bestående af 335 kr. i kontanter og én aktie i Nordjyske Bank (opgjort til en værdi på 115 kr. pr. aktie).
Tilbuddet repræsenterer en præmie på:

  • 73 % sammenlignet med lukkekursen d. 9. oktober 2014 umiddelbart før Nordjyske Bank offentliggjorde planer om at indgå i en fusion med Nørresundby Bank.
  • 118 % sammenlignet med lukkekursen d. 30. december 2013.

”Vi er meget glade for, at bestyrelsen i Nørresundby Bank har besluttet at bakke vores købstilbud op med en enstemmig anbefaling – og vi opfatter også en sammenlægning af de to banker som en rigtig løsning for både aktionærer, kunder og medarbejdere. Ud over den kontante præmie får aktionærerne i Nørresundby Bank en enestående mulighed for at få del i den fortsatte værdiskabelse i deres egen lokale bank. Vi vil naturligvis fortsætte det store lokale engagement, som begge banker hidtil har været kendt for, og vi vil lægge vægt på at tilbyde vores kunder en nærværende og professionel service med en stærk vifte af konkurrencedygtige finansielle produkter, der er udviklet til at imødekomme netop deres behov”, fortsætter Hans Jørgen Kaptain.

Købstilbuddet er fuldt finansieret
Købstilbuddet fra Nordjyske Bank er fuldt finansieret. Finansieringen tilvejebringes via egne midler og gennem en aftale med Jyske Bank.

Jyske Bank garanterer fortegningsemission i Nordjyske Bank til en fast kurs på 115 kr. pr. aktie

Jyske Bank støtter Nordjyske Banks og Nørresundby Banks ønske om at bevare en stærk nordjysk lokalbank ved at sikre den nødvendige kapital og likviditet.

Det nødvendige stærke kapitalgrundlag i Nordjyske Bank tilvejebringes ved udstedelse af efterstillet kapital og en planlagt fortegningsemission. Nordjyske Bank har indgået en aftale med Jyske Bank, som udover etableringen af en midlertidig trækningsramme garanterer udstedelsen af efterstillet kapital for op til 275 mio. kr. Jyske Bank garanterer derudover en fortegningsemission på ca. 700 mio. kr. til en fast kurs på 115 kr. pr. aktie. Udstedelsen af efterstillet kapital og fortegningsemissionen forventes gennemført snarest muligt efter sammenlægningen.

De nuværende bestemmelser i Nordjyske Banks vedtægter om stemmeretsbegrænsning og ejerloft opretholdes uændret bortset fra, at der eventuelt konkret vil blive dispenseret fra ejerloftet, såfremt fortegningsemissionen indebærer, at en aktionær kommer til at eje mere end 10 % af Nordjyske Banks aktiekapital.

Betingelser i købstilbuddet
Købstilbuddet er bl.a. betinget af (i) accept fra mere end 90 % af Nørresundby Banks aktiekapital og stemmerettigheder, (ii) ophævelse af stemmeretsbegrænsningerne i Nørresundby Banks vedtægter, (iii) opnåelse af nødvendige tilladelser fra Finanstilsynet og konkurrencemyndighederne, (iv) at der ikke udstedes nye aktier eller udbetales udbytte i Nørresundby Bank i tilbudsperioden, (v) at Nørresundby Bank ikke gennemfører eller indgår i væsentlige transaktioner (svarende til mere end 5 % af de samlede aktiver) i tilbudsperioden, (vi) at der i tilbudsperioden ikke indtræffer nogen væsentlig negativ begivenhed i Nørresundby Banks økonomiske eller finansielle stilling eller i finansmarkederne, og (vii) at bestyrelsen for Nørresundby Bank enstemmigt fastholder deres anbefaling af købstilbuddet.

Nordjyske Bank vil snarest indkalde til en generalforsamling omkring vedtagelsen af en bemyndigelse til at udstede nye aktier i Nordjyske Bank til at kunne gennemføre købstilbuddet. Generalforsamlingen forventes afholdt så vidt muligt inden offentliggørelsen af tilbudsdokumentet.

Finansielle forventninger
Købstilbuddet vil ikke få nogen effekt på Nordjyske Banks resultat, likviditets- eller kapitalforhold i 2014, da overtagelsen først forventes at kunne gennemføres i 2015. Umiddelbart efter gennemførelsen af købstilbuddet forventer Nordjyske Bank at have en kernekapitalprocent i niveauet 14 % og en solvensprocent i niveauet 16 %.

 

2 kommentarer til “Nordjyske Bank fremsætter købstilbud” under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

2 kommentarer til “Nordjyske Bank fremsætter købstilbud”

  • Husk penge er intet problem. Især når man som Nordjyske kunde skal betale 500 for en budget ændring !

  • Søren Christensen

    Nordjyske Bank har aldrig været et pengeinstitut for den lille mand. Du skal helst være selvstændigt erhvervsdrivende eller være “noget ved musikken” for at få en fair behandling.

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Nordjyske Bank fremsætter købstilbud ' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER