
Omstillingen lukker om onsdagen fra årsskiftet
14. december 2014 - kl. 9:47 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Vedtagelsen af budgettet for 2015 for Frederikshavn Kommune indebærer en række besparelser på kultur- og fritidsområdet, bl.a. nedlægges bogbussen og kommunens telefonomstilling lukkes om onsdagen.
Bogbussen bliver nedlagt
Bogbussen nedlægges pr. 1. januar 2015, og der vil dermed ikke være biblioteksbetjening de cirka 20 steder i kommunens opland, hvor bussen i dag kommer. Der vil fortsat være biblioteksbetjening på bibliotekerne i Skagen, Ålbæk, Frederikshavn, Sæby og Østervrå.
Telefonomstillingen lukkes om onsdagen
Fra årsskiftet lukker kommunens telefonomstilling om onsdagen. Ved akut brug for kontakt, er det muligt at ringe på det akutnummer, som findes på kommunes hjemmeside. Der er desuden lukket for telefonisk og personlig betjening mellem jul og nytår, samt fredag efter Kristi Himmelfart.
Ensretning af lørdagsåbningstider på bibliotekerne
Der er i dag forskellige åbningstider om lørdagen på bibliotekerne i Skagen, Frederikshavn og Sæby. Fra 1. januar ensrettes lørdagsåbningstiderne på bibliotekerne, således at der fremover vil være personlig betjening fra kl.10-13.
Bibliotekerne holder lukket for personlig betjening fredag/lørdag efter Kristi himmelfart samt 1. maj og Grundlovsdag. På disse lukkedage vil der være åbent for selvbetjent bibliotek. Læs mere om bibliotekernes åbningstider på https://bibl.frederikshavn.dk
Reduktion af åbningstiden på Ålbæk bibliotek
Det er vedtaget, at reducere åbningstiden på Ålbæk bibliotek. Det betyder, at der i perioden fra den 1. oktober til den 1. april kun holdes åbent om tirsdagen. Herudover er der lukket mellem jul og nytår samt de tre dage før påske.
Besparelse indkøb af musik-Cd’er og film
Der er vedtaget et reduceret budget for indkøb af fysisk film og musik ud fra en vurdering af, at digitale medier på disse områder erstatter de fysiske materialer.
Dækning af merudgift ved vielser på ikke-autoriserede steder
Der foretages løbende vielser på udpegede steder i Frederikshavn kommune, som ligger udenfor de tre rådhuse, og der opkræves i dag ikke en merudgift for at blive viet disse steder. I forbindelse med budgettet for 2015 er det blevet vedtaget, at de autoriserede vielsessteder fremover alene er på de tre rådhuse i Skagen, Frederikshavn og Sæby, hvor vielser kan ske gratis. Ønsker man, at giftefogeden fra 1. januar foretager vielser uden for de tre rådhuse, opkræves et beløb til dækning af medudgiften på 600/800 kr.
Fra 2 til 1 ekspeditionsskranke
Der er vedtaget at reducere i antallet af ekspeditionsskranker med pas og kørekort i Borgerservice i Frederikshavn, og der kan derfor blive længere ventetid.
Åbningstiden begrænses i juli
Der er vedtaget en rammereduktion på borgerservices centerdrift hvilket betyder, at der reduceres i åbningstiden i Borgerservice i juli måned, hvor antallet af henvendelser er lavt. Der reduceres desuden i bemandingen på kørselskontoret og i telefonåbningstiderne med 1 time dagligt.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Omstillingen lukker om onsdagen fra årsskiftet ' til en bekendt