Skolestruktur: Vi har modtaget svar fra byrådet…

Skolestruktur: Vi har modtaget svar fra byrådet…

11. december 2014 - kl. 9:34 - af

debat_600x250…men blev ikke mindre bekymrede!

I svarene fra Byrådet angives der, at der kan nedlægges 5 klasser via klasseoptimeringer i den nye struktur. Via kommunens egne elevtal for klasserne inkluderer dette tilsyneladende nedlæggelsen af 3 klasser (7.-9. klasse) på Voerså skole. Derudover er der på nuværende tidspunkt mulighed for at nedlægge en enkelt klasse på Sæbygård Skolen via klasseoptimering. Det vil sige, at det økonomiske grundlag bag den ny skolestruktur i Sæby by reelt er baseret på nedlæggelse af én klasse i Sæby by!!

Er det realistisk, at der ikke er andre omkostninger på skolerene ved den nye struktur end til etablering af et enkelt faglokale? Er det ikke nødvendigt at foretage ombygninger/tilpasninger af eksisterende bygninger/lokaler på de to skoler – uanset fordelingen er det vel et faktum, at overbygningselever ikke kan undervises i SFO-lokaler? Hvad med flytteomkostninger mm?

Vi blev ikke klogere på, hvad der skal laves for at sikre vores børn en sikker skolevej! Men der skal f.eks. ikke laves noget ved krydset mellem Tolbodvej og Sæbygaardvej, hvor der er en overvægt af tung trafik til slagteriet og fra busstationen. Dette i en kommune, hvor formanden for teknisk udvalg udtaler i Nordjyske, at ”Sikre skoleveje og trafiksikkerhed generelt står højt på listen hos teknisk udvalg…”.

Vi blev ikke klogere på grundlaget bag de oplyste tal, og hvordan resultaterne er opnået – derfor har vi nu søgt om aktindsigt i beregningsgrundlaget mm. I henhold til lovgivningen skal vi modtage materialet inden for 7 dage!

Med venlig Hilsen
Martin H. Larsen
På vegne af en gruppe bekymrede borgere i Sæby

 

3 kommentarer til “Skolestruktur: Vi har modtaget svar fra byrådet…” under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

3 kommentarer til “Skolestruktur: Vi har modtaget svar fra byrådet…”

  • Søren Christensen

    Det er selvfølgelig også synd at sæbynitterne skal mærke besparelserne.Tænk at de stakkels poders gang til skolen risikerer at blive forøget med op til ti – ja med bogstaver t og i – med tal 1- og 0 (nul – ikke at forveksle med et O som i Ole) minutter – det er da lige godt noget så forskrækkeligt. Håber Handelstandsstandsforeningen står klar til at dele snotklude ud u/b.

  • Anders Sørensen

    Hr. Søren Christiansen

    Den bekymring går ikke på om de har fem eller 15 min. i skole, men om de kan komme sikkert derhen.

    Selvfølgelig skal Sæby også påvirkes af kommunes besparelser, men det virker uforståeligt at ændre på noget, som ved nærmere eftersyn, umiddelbart kommer til at blive meget dyrere.

    Det borgerne (her, primært forældre og kommende forældre til skolebørn) bekymre sig om er, at man laver væsentlig om i en veldrevet og velfungerende skolestruktur for at tilbyde en mindre attraktiv struktur, det er umiddelbart et selvmål med hensyn til byudvikling og tilflytning mv.

    Hele fundamentet for dette er, at man har ødslet med pengene i Frederikshavn kommune og nu er så presset for at undgå at komme under administration at man famler i blinde efter at finde de mindste besparelser, og herved forsøger at optimerer ud fra hvad der virker som antagelser og forhåbninger om besparelser. Grundlagene for disse virker dog ugennemtænkte og uden belæg.

    Så, det er såmænd ikke fordi sæbynitter (nu kan jeg jo kun tale for mig selv) ikke vil være med til at spare sammen med resten af kommunen, men fordi man gerne vil have, at man tænker sig om og handler, så man rent faktisk sparer penge og ikke i sidste ende kommer til at bruge flere penge på, at gøre noget godt til noget ringere.
    Det kan meget vel være at der kan spares, lad os sige 2 mio., på en ændring i skolestrukturen, men hvis der skal bruges 4-5 mio. på det, så er det en dårlig forretning.

    Snotkludende kunne der imidlertid godt blive brug for, der er mange forkølede kommende skatteydere (læs: børn) for tiden, men dem skal vi nok selv betale for.

  • Søren Christensen

    Hr. Anders Sørensen:

    Jeg forstår ikke bekymringen vedr. sikker skolevej, så vidt jeg husker, er der cykelsti hele vejen mellem de to skoler?

    Jeg forstår derimod godt, at man er uforstående over for, at der ændres på en tilsyneladende velfungerende skolestruktur. Imidlertid er det vel ikke anderledes for sæbynitterne, end det er for den øvrige del af kommunens borgere. I skolerne i oplandsbyerne flyttes overbygningerne også, selvom de har været velfungerende hidtil.

    Et faldende børnetal angives som en af de væsentligste årsager til besparelserne på skoleområdet. Og da Sæby som bekendt er Frederikshavn kommunes pensionistghetto, kan det vel ikke undre, at børnetallet også er faldende i Sæby. Det er trods alt de færreste pensionister ”der går i avlen”.

    Det er korrekt, at baggrunden for besparelserne er, at man fra kommunens side ikke har evnet at sætte tæring efter næring. Frederikshavn kommunes begrædelige økonomiske situation er resultatet af vanlig socialdemokratisk sans for økonomi, som blev udført under ledelse af Frederikshavns nu detroniserede bykonge, som var storkommunens første borgmester. Den nuværende borgmester har også siddet ved bordet under hele processen, så man kan med rette sige, hun selv har været med til at svine de kål til, som hun nu sidder og søber. Det kan så undre, at damen ikke i tide gjorde det fjerneste for at bremse den uheldige udvikling i kommunens økonomi. Men det ville jo nok ikke virke fremmende for sin politiske karriere at modsige kommunens førstemand, når vedkommende er partifælle.

    Imidlertid synes jeg også, det er påfaldende, at særligt sæbynitterne klager over forholdene i den nye storkommune. Så vidt jeg husker, var det i den gamle Sæby kommune kun i Sæby by, der var flertal for en kommunesammenlægning (om du i sin tid stemte for eller imod, ved jeg ikke, og det er også sagen uvedkommende). Den nye virkelighed efter sammenlægningen kom nok bag på sæbynitterne; den der før var konge, er nu prins, og den der før var kaptajn, er nu letmatros. Ikke nogen behagelig forandring at vågne op til selvfølgelig.

    Slutteligt vil jeg ønske alle forkølede poder (og øvrige borgere, der måtte være forkølede) god bedring, samt en god jul og et godt nytår.

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Skolestruktur: Vi har modtaget svar fra byrådet...' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger