Ugens klumme: Røde bøger og kontingentmærker

Ugens klumme: Røde bøger og kontingentmærker

6. december 2014 - kl. 0:03 - af

Soeren-Visti_600x250Der var ikke en hel masse hjælp at hente, da Søren blev ansat hos SiD Sæby den 15. februar 1980. Den forrige kasserer, Aksel Knudsen, var temmelig pludseligt afgået ved døden kort tid forinden, og Sørens oplæring bestod derfor mestendels i at aflure, hvordan hans forgænger havde gjort sit arbejde.

Søren fik den første dag overrakt en stor kassebog inddelt i kolonner fordelt over to sider, hvor SiD Sæby afdelings udgifter og indtægter hver især var opdelt i grupper.

En kolonne for kontingentindtægter, en kolonne for renteindtægter og en for lejeindtægter – for nu at nævneindtægtssiden først.

På udgiftssiden var der kolonner for lønudgifter, kontorhold, møder, porto og et par ting mere. Der skulle så bogføres fortløbende nummererede bilag, hver gang der var en bevægelse på enten indtægts- eller udgiftssiden – og hver tredje måned var der revision, hvor afdelingens generalforsamlingsvalgte revisorer skulle gennemgå bilagene og efterregne tallene.

Det viste sig ved den første revision, at det var en gammel kending, den vejrbidte Albert Albertsen fra Arbejdsformidlingen, der var den ene afdelingsrevisor. Da Albert også var Ellemanns svoger, måtte Søren derfor hellere revurdere sit syn på manden – man var vel en omstillingsparat ung mand.

Så selv om den unge Visti nok engang blev konfronteret med manden med særlige forkærlighed for de gule anvisningssedler – der i øvrigt ikke selv så meget som fortrak en mine – så gjorde Søren virkelig sit allerbedste for at få samarbejdet til at fungere. Det kom det også til med tiden, når bare Søren sørgede for rigeligt med kaffe og en dram til frokost, når der var revision.

Den anden revisor var Knud Christensen fra Thorshøj. Knud arbejdede som vandløbsoprenser ved kommunen og sad herudover i byrådet – men valgt på en borgerliste uden for partierne. Han var eneste medlem valgt på den lokalt funderede liste T (som Thorshøj). Knud var på trods af sin manglende rod i det for arbejderbevægelsen så dominerende Socialdemokrati god nok – og var til enhver tid god for en lun fortælling eller to fra hans elskede hjemby!

Hvert kvartal kom revisorerne forbi for at kontrollere, at alt var som det skulle være. Det endelige regnskab skulle så herefter laves – og her måtte Søren også tage ved lære af hidtidig praksis, dog med nogle små tiltrængte moderniseringer, som han fik lusket ind undervejs.

Regnskabet blev så forelagt og løbende godkendt af generalforsamlingen – der blev afholdt to gange årligt, april og oktober. Generalforsamlingen foregik i Dybvad Forsamlingshus, som SiD ejede og havde istandsat for en mindre formue – huset på Boechsvej i Sæby havde ikke egnede mødelokaler, da dette var i tre plan og temmelig uegnet til sit formål.

Den uhensigtsmæssige indretning af huset i Sæby, havde i flere omgange givet anledning til byggeplaner omkring et nyt fagforenings hus andetsteds i byen, men disse planer havde bestyrelsen af økonomiske årsager midlertidigt skrinlagt. Disse planer blev imidlertid nu vakt til live igen – denne gang i samarbejde med NNF og Metal, der for begge parters vedkommende sad i andre lejede lokaler på dette tidspunkt. Og da Arbejdsformidlingen, hvor Albert Albertsen jo var ansat, også gav tilsagn om at være med i et kontorfællesskab, var vejen banet for planerne for et nybyggeri på adressen Sæbygårdvej 15 i Sæby – hvor et nyt hus blev opført i 1981. Sid var bygherre, og AF og de andre lokale fagforeninger var lejere.

Disse ting skete i Sørens første år som ansat i SiD, hvilket var store ting i lokalafdelingens historie. Men på det helt jordnære plan, var det helt andre ting der fyldte Sørens arbejdsdag på kontoret: kontingentopkrævning og ditto afregning til hovedkontoret!

Som medlem af SiD betaler man ugentligt kontingent i 1980 – men i denne tid før PBS og giroindbetaling, foregik disse indbetalinger kontant på afdelingskontoret – eller på de små lokalkontorer i oplandet, der havde åbent en gang hver 14. dag, når der var udbetaling af dagpenge. Kvitteringen for betalt kontingent var et lille kontingentmærke – aflangt og halvt så stort som et almindeligt frimærke. Disse mærker skulle så klistres bag i den karakteristiske røde fagforenings bog, som alle medlemmer fik som bevis for deres medlemskab.

Mærkerne havde forskellige farver, alt efter om man var fuldtidsforsikret, deltidsforsikret, kun forbundsmedlem, ungdomsmedlem eller efterlønner – og sidstnævnte kategori var yderligere inddelt i to-tre undergrupper. Søren havde således 7-8 forskellige blokke med mærker, der nøje skulle holdes regnskab med – og hvor hovedparten af indtægten en gang om måneden skulle afregnes med hovedkontoret, hvor der samtidig kunne rekvireres nye mærker.

Det var således en omfattende sag at holde regnskab med køb og salg af alle de små kontingentmærker, og hovedkontoret i Nyropsgade i København havde da også udarbejdet sindrige skemaer, der sammen med månedsindbetalingen nøjagtig skulle redegøre for såvel det købte som det solgte antal mærker. Disse skemaer skulle gøre det forholdsvis nemt for revisorerne at afstemme beholdningen af mærker – holdt op mod lokalafdelingens kassebeholdning.

Ud over at systemet var besværligt, var det heller ikke helt vandtæt – og Søren hørte da også af og til historier om svage sjæle rundt omkring i landet, der havde fusket og havde solgt de samme mærker flere gange – og var blevet afskediget og fået en anklage om bedrageri på halsen for denne lille teknikalitet!

Men mærkesystemet holdt faktisk en hel del år ind i 1980´erne – om end der skete en lille modernisering undervejs.

Ugemærkerne blev til halvmånedsmærker. Men systemet i sig selv var noget af en prøvelse, og det krævede mundvand som en schæferhund at sidde og klistre mærker i folks mange gange slidte og møgbeskidte fagforeningsbøger på dage, hvor de stod i kø for at modtage dagpenge eller efterløn.

Og kontingentet skulle jo være betalt op til og med den periode hvor der blev udbetalt ydelser. I modsat fald skulle kassereren tilbageholde dagpengene, og det gav af og til anledning til små optrin på kontoret, når et økonomisk presset medlem forsøgte at undslå betaling af skyldigt kontingent ud af de dagpenge, der lå i hans udbetalingspose.

Heller ikke dengang var det en svir at være på understøttelse – men det samme politiske hylekor som i dag påberåber sig, at dagpengene er for høje, fandtes allerede dengang i 1980´erne.

Og koret har vel i virkeligheden været til stede lige siden fagbevægelsens fødsel i mere eller mindre tiltalende forklædninger. Det er ganske påfaldende, at kritikken fortrinsvis er udbredt blandt folk, der kommer noget lettere til deres udkomme, end medlemmerne fra datidens SiD – eller nutidens 3F, som forbundet via en række fusioner og sammenlægninger er kommet til at hedde i dag.

Men man skal ikke støde med kugler, når man selv bor i et glashus!

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Ugens klumme: Røde bøger og kontingentmærker' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER