
Sæby er klar til årets julehandel skydes i gang
28. november 2014 - kl. 1:00 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Efter en masse skriverier i medierne og input til kommunen og de entreprenører der graver i vores smukke by, så er det nu lykkedes dem at blive færdige med at grave i både Vestergade og Grønnegade. Der med kan julestemningen også i 2014 sænke sig over Sæby, når julemanden og hans følge på søndag indtager Torvet og for alvor starter julehandlen i Sæby, første søndag i advent.
Juletræ og huse er på plads og elektrikere fra Søren Jensen’s Eftf. er i gang med det sidste, således julelysene kan tændes på Torvet på søndag kl. 16.
Handelsstandsforeningens formand, Hans Ole Kalhøj, roser entreprenøren for at de alligevel nåede at blive færdige med at grave inden julen for alvor står for døren. Han er dog stadig på ingen måde imponeret over måden, de seneste opgravninger i Sæby er disponeret på, og håber denne kedelige situation kan danne presedens for fremtidens gravearbejde i vores smukke by.
”Men en ting er sikkert, nu er vi klar til at byde kunderne velkomne i de mange spændende butikker i vores by, og vel og mærke uden de skal springe mellem jordvolde og gravemaskiner”, siger Hans Ole Kalhøj.
På søndag, i forbindelse med juletræstændingen og julemandens ankomst til Sæby havn, holder butikkerne åbent fra kl. 12-17 og samtidig skydes årets julespil i gang. Her kan der igen i år vindes mange flotte præmier og sidst men ikke mindst et slotsophold i Tyskland, når hovedpræmien trækkes den 24. december.
Så vil du også have lokale butikker i fremtiden, så brug dem også i år, når julegaverne skal købes….
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæby er klar til årets julehandel skydes i gang' til en bekendt