
”Den Bette Trekant” afslutter Pilotprojektet
26. november 2014 - kl. 13:01 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Til daglig bliver landsbyerne Voerså, Lyngså og Præstbro betegnet, som tilhørende den gamle Albæk Kommune. Men tirsdag 25. november fik de tre landsbyer under et møde i klubhuset i Præstbro et nyt navn – nemlig ”Den Bette Trekant”. Navnet sivede i den grad ind, så tanken blev ført hen på området ved Lillebælt, der bliver betegnet som ”Trekantsområdet”.
Forhistorien er den, at der i forvejen er afholdt to møder på henholdsvis Stensnæsskolen i Voerså og på Værestedet i Lyngså i forbindelse Frederikshavns Kommunes Distriktsudvalgs ambitiøse Pilotprojekt. På møderne har det været tre kvindelige medarbejdere ved Frederikshavn Kommune, projektleder Amanda Rasmussen, Rikke Bruus og Christina Palmstrøm, der har ledet borgerne gennem forhandlingerne. På de tre møder har der i alt været omkring 160 fremmødte.
Drøm og handling
De projekter, der blev fundet frem til i Voerså og Lyngså, på de to første møder, blev i Præstbro samlet til én enhed. Deltagerne fik udleveret grønne klistermærker og blev nu bedt om at sætte mærker ved de projekter, som borgerne i området i fremtiden skal arbejde videre med, som et fælles projekt. På store plakater på væggene blev klistermærkerne plantet – nogle flere steder end andre, men projektleder Amanda Rasmussen forsikrede deltagerne om, at ingen af projekterne blev glemt, men gemt så de kunne tages frem senere.
Landsbyplanen
De tre kvindelige kommunale medarbejdere tog alle plakaterne med projekterne med til videre forarbejdelse og finpudsning i kommunen.
Mødet i Præstbro var det sidste, og det skulle gerne udmønte i en landsbyplan, som bliver færdig til offentliggørelse i december eller måske først i januar 2015.
Meningen er nu den, at borgerne skal i gang med de projekter for området, som der er fundet frem til. Samarbejde byerne og området imellem er nøglen til at komme videre med projekterne, der for nogles vedkommende vil koste en del kroner, og der skal derfor søges om penge til finansieringen i både kommunen og diverse fonde.
Information
Yderligere information om projektet kan man søge på www.frederikshavn.dk. Herunder findes Borger, By. Miljø og trafik, Udvikling af by og lokalsamfund, Landsbyer og Landsbyplaner.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af '”Den Bette Trekant” afslutter Pilotprojektet' til en bekendt