
Betrækløse dyner et plus for arbejdsmiljøet og hygiejnen
26. november 2014 - kl. 0:08 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Når patienterne fra nytår bliver indlagt på Sygehus Vendsyssel i Hjørring bliver de mødt af dyner uden betræk. Det skyldes ikke, at tiderne nu er blevet så trange, at vi må spare betrækkene væk. For de gamle dyner bliver erstattet af nye bedre betrækløse dyner, der giver et løft til både arbejdsmiljøet og hygiejnen.
1. januar 2015 sender Sygehus Vendsyssel i Hjørring de gamle dyner med betræk på pension. Fremover skal de indlagte patienter komme til kræfter i senge med betrækløse dyner. Dynerne er afprøvet med gode erfaringer på Skagen Gigt- og Rygcenter.
– Vi ved godt, at det kræver tilvænning, for det er så indgroet i os, at dyner selvfølgelig skal have betræk på. Men vi håber, at patienter vil tage godt imod de nye betrækløse dyner, for de har en række hygiejne- og arbejdsmiljømæssige fordele, siger servicechef Bruno Nielsen.
De betrækløse dyner er ikke en spareøvelse, for udgifterne er de samme som tidligere.
– Dynerne uden betræk giver en bedre hygiejne. Med de betrækløse dyner bliver hele dynen skiftet ud med en ny, når der kommer en ny patient eller hvis dynen skulle blive snavset eller våd, i stedet for det kun er dynebetrækket som lægges til vask, hvilket ofte skete med de tidligere dyner med betræk. Samtidig hvirvles mindre støv rundt i lokalet ved sengeredning, forklarer Bruno Nielsen.
Færre ømme skuldre
De nye dyner er samtidig en klar forbedring af arbejdsmiljøet for de medarbejdere, der sørger for rene senge til patienterne.
Gurli Larsen og Grethe Møller arbejder i sygehusets sengeredningscentral og redder 110-130 senge om dagen – og det kan mærkes i skuldrene.
– Det er en utrolig lettelse i hverdagen. Vi slipper for en række af de ryk og store bevægelser, vi er nødt til at bruge, når vi i dag hiver dynebetrækket på, siger Grethe Møller, der har arbejdet med sengeredning i 26 år.
3 kommentarer til “Betrækløse dyner et plus for arbejdsmiljøet og hygiejnen” under annoncerne.
Vi har brugt betrækløse dyner på Dr. lund sygehus gennem de sidste 1 1/2 år. I starten syntes både patienter og os plejepersonale, at det var underligt, men idag er vi glade for det, da det sparer vore skuldre, når vi skal skifte på sengene. De “nye” dyner er dog lidt tynde i det, men så må der jo bare et tæppe over, hvis der er en kuldskær patient. Økonomisk tror jeg dog ikke det kan svare sig..
Hej Helle.
Min Mor har været indlagt på henholdsvis Holbæk og Næstved sygehus.
Der var de betrækløse dyner, som hun var meget glad for.
Nu er hun kommet hjem, men er desværre seng liggende.
Hendes store ønske er netop en betrækløs dyne,
men ved du hvor jeg kan købe den.?.
Venlig Hilsen Lene.
Er der nogen som kan fortælle mig vem laver de dyner uden betræk
Venlig hilsen
Gudrun